Køn
Køn bliver defineret på forskellige måder. Derfor er det vigtigt at vide, hvilken definition man bruger i en samtale om køn.
Biologisk køn er defineret ud fra
- personens kønskromosomer, som er en del af menneskets DNA. En kvinde har kønskromosomerne xx og en mand har xy. Et menneskes kønskromosomer kan ikke ændres.
- personens kropstegn. For eksempel skede, bryster, penis og pung. Kropstegn kan ændres.
Under en procent fødes med variationer af kønskromosomerne, hvoraf de mest kendte er turner og klinefelters syndrom.
Oplevet køn er det køn personen selv oplever at have.
Udtrykt køn handler om den måde personen viser sit køn udadtil gennem for eksempel navn, påklædning og frisure.
Kønsidentitet er den oplevelse personen har af sit køn og er en sammensætning af oplevet og udtrykt køn. Ens køn kan opfattes forskelligt ud fra forskellige parametre, som blandt andet er beskrevet under kønsdysfori, kønsidentitet og kønsroller.