Hej Selina
Dejligt at høre at du har mødt en sød fyr, som du har det godt med.
På den ene side siger du allerede i spørgsmålet klart nej til det, han spørger om, men siger samtidig at du vil gør alt for at opfylde hans fantasier.
Lyt til dig selv!
Jeg har lyst til først at støtte dig i kun at gøre det, du kan stå inde for. I et forhold er det altid sådan, at man ikke altid kan få det, man kunne ønske sig. Den anden skal jo ligesom gå med på det. I dette tilfælde kan din kæreste kun få sit ønske opfyldt, hvis du kan være med i det. Du skriver, at det vil du slet ikke kunne tillade.
Det ser ud som om, du allerede nu ved, at det vil være alt for provokerende og at du vil blive jaloux af det. Det er rigtig godt, at du står ved det. Dels vil du formodentlig have det rigtig dårligt, hvis du bare følger efter, og du ved, at I bagefter vil komme til at skulle forholde jer til jalousi. Det er en vigtig viden, idet jalousi vil kunne ødelægge jeres forhold efterfølgende.
Hvad så nu?
Måske tænker du, at du er nød til at følge hans fantasier, dels fordi du gerne vil være en sød kæreste, men måske også fordi du tror, det har betydning for, om han gider blive hos dig.
Til det første vil jeg sige, at hvis han er en sød kæreste, så vil han også kunne forholde sig til, at du har en grænse her.
TIl det andet vil jeg sige, at hvis det kan have betydning for, om han vil blive hos dig, så synes jeg ikke, han er dig værd. Det er vigtigt, at man kan stå ved, hvad man vil byde sig selv, og hvis ens partner ikke kan acceptere det, ja så er der en god grund til at overveje, om dette forhold skal vare ved!
Hvad udsætter I jer selv for?
Jeg vil gerne udfordre dig og måske jer begge til at overveje, hvorfor han vil bringe en tredje ind i forholdet? Jeres forhold er stadig helt nyt, og han er allerede, i mine øjne, i gang med at have ret avancerede ønsker. Jeg ved ikke hvor gamle I er og hvor erfarne I er, men jeg synes, du i det hele tage skal tale med ham om, hvad dette er et udtryk for. Hvad forventer han sig af et forhold? Er man hinanden tro? Hvad tænder han på iøvrigt og hvad vil du egentlig være med til.
Pas på dig selv
Jeg har lyst til at opfordre dig til at passe godt på dig selv. Vores seksualitet er for de fleste et meget privat område, og det er vigtigt, at man passer på sig selv. Jeg synes, du med dit spørgsmål viser, at du gerne vil passe på dig selv. Overvej grundigt hvad du skal sige ja til og mærk godt efter. Du er i et forholdsvis nyt forhold, hvor I kun lige er begyndt at lære hinanden at kende.
Jeg ved ikke, om du i øvrigt har læst lidt på denne hjemmeside. Vores menneskesyn tager udgangspunkt i det kristne menneskesyn, hvor vi gerne vil tale for, at vi mennesker passer godt på vores krop og vores seksualitet. Dette gør vi, fordi vi ved, at hvis ikke man passer godt på sig selv, så kan man især på dette område komme til at give noget ud af sig selv, som man senere fortryder.
Jeg vil opfordre dig til at tage en snak med din kæreste, om hvad han tænker om jer og jeres fremtid, og om hvorfor han har brug for at bringe en tredje ind i jeres forhold.
Venlig hilsen
Steen Kruse