Hvad er jeres syn på sexlegetøj?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg har tit tænkt på, om man som kristen (jeg er kristen) skal holde afstand til sexlegetøj? Er masturbatorer okay osv.?

Mand, 36 år

SVAR:

Kære mand

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Mange andre end dig spekulerer på det samme, så tak for anledningen til at skrive lidt om det.

Sexlegetøj og onani

Det giver sig selv, at brug af sexlegetøj oftest hænger sammen med onani eller masturbation, som det også kaldes. Altså det at man giver sig seksuel tilfredsstillelse og opnår orgasme og – for mænds vedkommende – udløsning.

Da vi har flere artikler om vores syn på onani, vil jeg anbefale dig at læse dem:
Er onani synd?
Om onani – mest for piger
Om onani – mest for drenge

Som opsummering tænker jeg, at brug af sexlegetøj for at give sig selv orgasme hverken er godt eller skidt – set sådan helt for sig selv. Ligesom onani kan misbruges, og man kan udvikle en afhængighed af at onanere, kan brug af sexlegetøj også udvikle sig til misbrug. Men på samme måde som onani kan bruges til at “lette trykket”, så man får overskud til at fokusere på andre ting, kan sexlegetøj bruges i forbindelse med onani, tænker jeg.

Sex som Guds gode gave

Jeg kender ikke nok til det store udvalg af sexlegetøj på markedet, så jeg kan eller vil advare mod eller anbefale bestemte typer. Men da udbuddet sikkert hele tiden skifter (som i alle andre varegrupper), tænker jeg, det vigtigste er at forholde sig til nogle overordnede principper, når jeg som kristen skal vurdere, om jeg kan og vil bruge det. Fx de her spørgsmål:

  • Hvad gør det ved min oplevelse af sex?
  • Hjælper sexlegetøjet mig til at fremme min seksualitet som Guds gode gave – eller det modsatte?
  • Hvad gør sexlegetøjet ved mit forhold til en evt. kommende ægtefælle – eller til den, jeg er gift med?

Jeg tænker ikke, der kan gives almengyldige bibelske svar på de her spørgsmål, så derfor kommer jeg ikke med svar. Hver enkelt af os må finde svar i ansvar over for Gud, os selv og vores medmennesker. Som input til de overvejelser kan du måske bruge vores artikler Derfor lader jeg Gud bestemme og Lykken er at leve et begrænset liv.

Sex er et kærlighedssprog

På AdamogEva.dk tænker vi, at mennesker har fået sex som en helt enestående måde at udtrykke kærlighed. Det er det mest intime fællesskab, en mand og en kvinde kan have med hinanden. Og der er en dyb og på sin vis mystisk sammenligning i Bibelen mellem det at dele sex i ægteskabet og det at kende Gud. Læs mere om det i vores artikel Sex i Bibelen – stærke sager.

I sin natur er sex noget, vi deler med et andet menneske – noget relationelt. Derfor kan sexlegetøj være med til at skabe lidt sjov i alenesex (onani), men det kan også være med til at forstærke en følelse af ensomhed. Og sexlegetøj kan aldrig erstatte det enestående fællesskab, ægtefæller kan have med hinanden, når de deler sex.

Jeg håber, du fik noget ud af at læse mine overvejelser. Du er altid velkommen til at skrive igen!

Kærlig hilsen
Vibeke

Annoncer