Er onani synd ifølge Bibelen?

Vis spørgsmål

Kære AdamogEva.dk

Jeg er faktisk katolik, men tænker at jeg stadig kan bruge denne hjemmeside.
Jeg er i tvivl om onani er en synd? Jeg kan se fra andres breve at i ikke mener det. Men i har vist glemt: “og noah blottede sig og syndede mod gud” og “han spildte sit sæd på jorden, og gjorde ikke kvinden gravid” eller noget i den stil (kan ikke huske dem helt nøjagtigt). Men er det stadigvæk ikke en synd? Er meget i tvivl. Håber i vil hjælpe mig.

Kh Den 11-årige pige, som tænker som en 15-årig

 

SVAR:

Hej 11-årige pige, som tænker som en 15-årig

Tak for spørgsmålet. Dejligt at du skriver, når du er katolik! AdamogEva.dk er for alle og dermed også for alle kristne. Vi ønsker, ligesom dig, at dykke ned i, hvad Bibelen siger og lade Bibelens ord guide os.

Onan i Bibelen

Jeg tror, det sted i Bibelen, du tænker på, er 1. Mos. 38,8-9, hvor der står: "Så sagde Juda til Onan: »Gå ind til din brors kone, og udfør din svogerpligt, så du kan skaffe din bror afkom." «Men Onan vidste, at det afkom ikke ville blive regnet for hans, så hver gang han gik ind til sin brors kone, lod han sin sæd gå til spilde på jorden for ikke at skaffe sin bror afkom." Ordet onani stammer fra denne beretning. Men det er værd at holde sig for øje, hvad det er, Onan gør, som er forkert i Guds øjne. Hans pligt er at skaffe sin bror afkom, men denne svogerpligt svigter han. Det er altså ikke det, at sæd går til spilde, der er problemet i Guds øjne. Problemet er, at han ikke udfører sin pligt.

Er onani en synd?

Nej, men det kan være et ægteskabsbrud. Det, som Jesus advarer os imod, er at begå ægteskabsbrud. Enhver, der "kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte." (Matt 5,28). Det kan ingen mand eller for den sags skyld ingen kvinde formentlig se sig fri for. Jeg mener ikke at onani er en synd i sig selv. Men mange har formentlig svært ved at gennemføre onani, uden at ty til fantasier, får impulsivt indre billeder under handlingen. Derved kan man begå ægteskabsbrud i sine tanker, med nuværende eller kommende ægtefælle. Det er tanken, der er synd, ikke handlingen. Men kan man i alle tilfælde adskille handlingen fra tanken? 

Kan man kontrollere sine tanker?

Men er det fair, fra Guds side? At vi skal kunne kontrollere vores tanker på den måde. At der er tanker vi ikke må tænke på? Jeg mener, der er tanker, som det kan være usundt at dyrke, og Bibelen advarer os her imod en bestemt type af tanker. Begæret efter en anden mands hustru. Paulus skriver i 2. Kor. 10,5: "Vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus." Så man kan godt sige at Gud er Herre over både tanke, ord og gerning. Synden kan sprede sig i alle tre domæner. Det skal vi være opmærksomme på, kæmpe imod og bekende til ham, der kan løse os fra synden.

Bekendelse af synd

Vi har nogle ret stærke løfter forbundet med det at bekende vores synder. For eksempel: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (1. Joh. 1,9) Det skal vi huske hinanden på, når vi taler om synd i vores liv. Vi har en nådefuld og barmhjertig Gud, der har sat os fri fra synden.

Jeg håber det gav lidt svar på dit spørgsmål og dine tanker om emnet.

Hilsen Morten 

 

 

Annoncer