Hvordan slippe de seksuelle fantasier?

Vis spørgsmål

Først og fremmest tak for mange gode svar! Jeg er en 17 årig og kristen, der igennem en længere periode har onaneret mod min vilje, men som så mange andre drenge, har jeg ikke kunnet stoppe! Nu er det rent faktisk lykkedes mig (med Guds hjælp!!!) at holde mig fra det i over 3 måneder! Det er jeg glad for, men en anden ting har ligesom taget over. De seksuelle fantasier.

I den sidste periode, hvor jeg onanerede, kunne jeg (igen med Guds hjælp) holde mig fra seksuelle fantasier, når jeg onanerede. Men det kan jeg ikke nu, hvor jeg rent faktisk er stoppet! Så mit spørgsmål lyder, om hvad jeg skal gøre for at slippe for de seksuelle fantasier, som ligesom er blevet en "erstatning" for onani? Kan der gøres noget konkret?? Gerne et "bibelsk" svar.

På forhånd tak!

J, 17 år

SVAR:

Kære J

Du efterlyser et ”bibelsk” svar. Det vil jeg gerne begynde med. Det bliver nu uden en masse henvisninger til konkrete steder i Bibelen, for det ville fylde meget. Du er velkommen til at skrive igen og få disse henvisninger. Men samlet set vil Bibelens budskab ind i din situation vel kunne formuleres således:

Lev i den sande kærlighed

Du er skabt med seksuelle følelser – ja, du er skabt til at leve som et seksuelt væsen, både i tanker og følelser og handlinger. Det liv, Gud skabte dig til, er et liv, hvor dit seksuelle fokus er på én person, nemlig den kvinde, du i ægteskabet vil blive ét kød med. Desværre lever vi siden syndefaldet i en verden, hvor meget er på en ganske anden måde end dengang, Gud skabte den. Det præger alting – også dit seksualliv.

Gud kalder dig ikke desto mindre til så vidt muligt at leve efter hans gode vilje. Leve i den sande kærlighed. Alt dette ved du godt, kan jeg forstå på din mail. Du har oplevet at kæmpe – og har oplevet både sejre og nederlag. Og du er bevidst om, at dine sejre dybest set skyldes Gud.

På den ene side opfordrer Bibelen os til at kæmpe for det gode og imod det onde – og på den anden side er det tydeligt, at det dybest set er Guds kraft, der skal til. Så dit spørgsmål kan måske også formuleres: ”Hvordan får jeg Guds kraft til at have et seksualliv efter hans vilje?”.

Hvordan kæmpe konkret?

Her er Bibelen både meget tydelig og meget lidt konkret. Den er tydelig i, at kraften kommer fra at leve tæt sammen med Gud. Leve i glæden over hans tilgivelse og hans forbavsende vilje til igen og igen at lade os komme og begynde igen på en frisk. Leve i det spændende projekt at lade Helligånden få mere og mere plads i vores liv. Det sker blandt andet ved at prioritere de kristne føde-kilder som fx bønnen, Bibellæsningen, samværet med andre kristne (også undertiden i en fortrolig samtale om de ømme emner i mit liv), forkyndelse osv.

Men alt dette er jo ikke konkret angående det med at slippe for seksuelle fantasier. Nej, de konkrete kampe på de enkelte områder er der ikke nogen konkret beskrivelse af i Bibelen. Så skulle den godt nok også være stor, hvis alle emner skulle beskrives. Så her er vi overladt til de generelle råd og så til erfaringen. Op gennem tiden har rigtig mange unge kristne mænd kæmpet lige præcis samme kamp som dig. Så lad os se lidt på nogle af alle disse erfaringer:

Erfaringer

”Man bliver sort af at slås med en skorstensfejer!”.

Ofte vil man lægge rigtig mange kræfter i at lade være: at lade være med at onanere; at lade være med at opsøge impulser, der drejer min seksualitet i den gale retning; at lade være med at have seksuelle fantasier. Nogle gange bærer det frugt. Mange gange synes det næsten bare at gøre det endnu værre.

Det, du gir fokus, gir du magt

Det er ofte mere virkningsfuldt at koncentrere sig om noget andet end at prøve at slås med sin lyst til onani/fantasier. Jeg ved godt, der ikke er nogen af alle de gode råd, der bare virker nemt og hver gang. Men det er en udbredt erfaring, at det er godt at prøve at flytte fokus.

For mange kan næsten hele deres forhold til Gud gå op i det her seksuelle. Næsten al deres syndsbekendelse og næsten alle deres bønner drejer sig om dette ene. Jeg siger ikke, at du har det sådan – men tænk lige igennem, om du kan bruge det her råd. Altså: prøv at lade det få så lidt plads som muligt. Ikke ved at prøve at smide det ud af dig, men simpelthen ved at sige til dig selv: ”Ja, det skidt er der. Men det er jo ikke det vigtigste i mit liv. Så jeg vil hellere bruge tid og energi på andre ting.”

For mange fungerer det i hvert fald langt bedre, at når de er ”faldet i hullet”, så ber de bare en kort bøn om tilgivelse og går videre med de vigtigere ting her i livet. I stedet for at give det forkerte fokus ved at bekende og bekæmpe hele tiden, kan man måske sulte det ihjel ved at give det så lidt opmærksomhed som muligt.

Når fantasierne kommer, er det nok bedre at prøve at grine lidt af dem og så finde noget bedre at se til, end at gå ind i den store kamp for at smide dem ud. Oftest smider Helligånden ting ud af mig, ved at han og alle hans gode emner simpelthen fylder så meget, at der ikke er plads til skidtet!

En tilgivet synder er stærk

De opslidende kampe og nederlag på det seksuelle område belaster dine følelser meget. For det handler jo netop om følelser. Derfor får man også tit meget mere dårlig samvittighed på dette område end på andre områder som fx ens forhold til forældrene, til de fattige i verden og til den i klassen, jeg ikke kan lide at være sammen med.

Dårlig samvittighed og fortvivlelse tærer på kræfterne og giver lav frimodighed over for Gud og lav selvværdsfølelse. Det er derfor rigtig afgørende at fordybe sig i Bibelens budskab om, at Gud elsker os, selv om vi er syndere! At al min synd IKKE kan skille mig fra Guds kærlighed. At han er på min side, uanset hvor meget lort jeg synes, jeg har at kæmpe med. Visheden og glæden over dette gir en styrke, man ikke kan få på nogen anden måde.

Så længe et menneske vil blive ved med at komme til Gud og bede om tilgivelse og hjælp, er der ingen synd, der skiller Gud og dette menneske. Dine fantasier er ikke dit problem i forholdet til Gud. Dig og Gud har et fælles problem, som I to står sammen om! I er på samme team. At turde tro det kan frigøre fra megen af den skam og nederlagsfølelse, der nemt kan fylde meget.

Se Guds gave i opgaven

Egentlig er du jo skabt til at synes, at en kvindekrop er tiltrækkende. Det er der ikke noget som helst forkert i. Desværre får vi så let rodet det sammen med egoistisk begær, kødmarked og mange andre farlige ting. Men der er faktisk noget godt og rent midt i det hele.

For nogle er det en hjælp at stoppe op og sige til sig selv: ”Jeg har lyst til en kvindekrop! Jeg har lyst til sex! Jeg har lyst til at blive elsket fysisk! – Og alt dette er helt ok! Sådan er jeg skabt!”

Det er vigtigt at takke Gud for sin seksualitet midt i en periode, hvor nogle ligefrem bliver drevet derud, at de får lyst til at miste den for på den måde at slippe ud af kampen.

Når jeg takker Gud for min seksualitet, kan jeg se gaven i det. Og så kommer selvfølgelig alle opgaverne med at prøve at leve den ud på en ægte og kærlig måde. Men tak for din seksualitet – den er en Guds gave, også selvom syndefaldet har gjort den noget besværlig.

Den konkrete løsning

Ja, den findes vist ikke. Der er skrevet mange gode bøger om emnet, og ingen af dem har i hvert fald et bud på en enkelt løsning, der lige ordner det hele. Sådan er det i hele vores forhold til Gud og os selv. Det er et liv, ikke en matematikopgave eller en samlevejledning til en karburator.

Jeg ønsker dig Guds gode vind med det hele og vil slutte med det måske absolut bedste råd: Kæmp ikke alene! Find en kristen, du har tillid til, og del dine frustrationer og kampe med ham! Det er der så meget godt i! Det har rigtig mange oplevet. Din mail her er en god begyndelse på det! Men det skal helst blive til en slags vandring et stykke af dit liv sammen med den anden kristne. Det er der så mange gode erfaringer med! Så selv om det for de fleste af os kræver stort mod at vove at spørge en anden person om at vandre sammen med os, så er det bøvlet værd!

Venlig hilsen
Sprint Aagaard Korsholm

Annoncer