Er onani synd?

Artiklen er opdateret 2.10.2020. Vi har de seneste dage modtaget berettiget kritik af en formulering i artiklen. Den er derfor ændret.

Er onani synd? – Så vidt jeg forstår det: Nej, ikke uden videre. Det kan som alt andet blive det, men er det ikke nødvendigvis. Derfor er det også trist, at det for nogle kristne næsten bliver den værste kamp af alle at modstå fristelsen til onani. Det kan tage enorm opmærksomhed og næsten føre til fortvivlelse.

Bibelen omtaler ikke onani

Det er helt afgørende at fastslå: Bibelen omtaler overhovedet ikke onani. Den er ellers særdeles åbenmundet om alskens seksuel glæde og seksuel synd; men her er den altså tavs. Det gør det endnu værre, at så mange kristne har fordømt dette alt for hårdt og dermed belastet så mange menneskers gudsforhold og selvbillede unødvendigt.

Det er sandt, at det danske ord “onani” stammer fra Onan (Første Mosebog kapitel 38 vers 9); men det bygger på en misforståelse. Hans handling var noget ganske andet. Derfor var det langt bedre, om vi kunne holde os til udtryk som “masturbation” eller “selvtilfredsstillelse”.

Seksualitet er givet til samliv

På en eller anden led vil de fleste opleve frustration og tomhed i forbindelse med masturbation, ikke nødvendigvis fordi det er forkert, men fordi det sidder i os, at dette er jeg ikke skabt til. At min krop reagerer med længsel og ophidselse er i sig selv et tegn på et vidunderligt skaberværk; men den føler samtidig, at min seksualitet er givet til samliv og kærlighed, ikke til ensom udløsning. “Selvtilfredsstillelse” fremkalder derfor ofte ikke tilfredsstillelse, men snarere ligefrem tristhed.

Måske har vi svært ved at skelne mellem frustration og en såret samvittighed, og så er det nærliggende at forveksle denne tristhed eller utilfredsstillede længsel med anger! – Derfor føler vi måske, at vi bør anse det for synd. Uden at det faktisk er det!

Seksuelt begær

Men er masturbation da helt uproblematisk? – Nej. Men problemet er måske ikke så meget det, der sker mellem benene, som det, der sker mellem ørerne: “Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte” (Matt 5,28).

Det gør porno (både blød og hård) til synd. Porno skader den, der lægger øje og sind til, og udbytter dem, der lægger krop og sind til.

Der er ikke noget galt i at længes efter sex og mærke evnen til begær og forelskelse i sind og krop; det er tværtimod noget, vi skal hilse velkommen som et Guds under. Højsangen i Bibelen er pornoens diametrale modsætning! Seksuelle tanker og fantasier er ikke synd. Men fokuserer man dem direkte på et menneske, man ikke er gift med, overskrider man i sit eget sind den grænse, Jesus talte om! – Og det gør man sandsynligvis også, hvis man kaster sig ud i fantasier af direkte pervers natur.

Lystne fantasier

Personligt kan jeg ikke se noget syndigt i den lystne fantasi, der vel at mærke er “naturlig” af natur (dvs. hverken handler om orgier, incest eller vold!) og ikke handler om konkrete kvinder eller mænd.

Det kan selvfølgelig virke kunstigt at skulle skelne mellem fantasien om et ikke-konkret, smukt ansigt og så fantasien om naboens dreng eller det smukke model-ansigt, der lige flasher forbi tanken – men jeg mener faktisk, at det væsentligste problem ikke handler om fantasier om kroppens og samlejets skønhed, men om det ansigt, man i fantasien sætter på. For det lystne blik, Jesus forbyder os, er (tror jeg) ikke et forbud mod at forestille sig sex og skønhed, men et forbud mod at overskride hore-grænsen over for sin næste, selv i tanken! – Også modellen, som jeg aldrig har mødt, er min næste! Derfor er det krænkende selv over for hende eller ham, hvis jeg i tanken udsætter personen for det, jeg ikke kan tillade mig “in the flesh”.

Men fantasi om “kvinden eller manden i mit liv”, hvad enten jeg nu har mødt den person eller ikke, kan jeg vanskeligt se noget syndigt i ...

Synd blander sig i alting

Men hvor mange kan sige sig helt fri her? Tanker er jo ikke nemme at styre; betyder det ikke, at det faktisk bliver svært at forestille sig masturbation, som er helt uden synd? – Jo. Men det er ikke anderledes med dette end med stort set alt andet, vi gør og tænker. Synd blander sig altid i alting. Og det er under alle omstændigheder galt at opfatte masturbation som “selvbesmittelse”, “den hemmelige ungdomssynd” og hvilke andre rædselsfulde udtryk, det er blevet forpestet af.

Fysisk behov

Hvorfor masturberer man? Alle (måske flest drenge/mænd?) har et rent fysisk behov for at udløse den seksuelle spænding, der opbygges i en sund krop. Men bliver masturbation noget meget dominerende, kan det udspringe af utilfredshed med sig selv eller af ensomhed. Måske er det et forsøg på at lindre smerter og berolige sig selv, ganske som overarbejde, mad og alkohol kan være det. Og da er det vigtigt at kigge på årsagerne og søge lægedom ved at bearbejde dem. Måske udspringer selvtilfredsstillelse af skæve forestillinger om sex, som man i opvæksten aldrig talte med nogen om, fx oplevelser af seksuelle grænseoverskridelser, gennem forkert berøring, gennem mangel på tryg og ikke-seksuel berøring.

Men der er altså forskel på, om noget er usundt (måske ligefrem sygeligt), eller om det er syndigt. Der er forskel på, om man skal bede om hjælp imod det, eller man skal bede om tilgivelse for det.

Ær Gud med din seksualitet

Guds tilgivelse rejser mig op og gør mig fri over for ham. Det gælder også det, jeg endnu ikke har sejret over.

Gud ser med glæde på kroppen; han er dens Designer. Og seksualitetens kraft må vi lære at leve med, gifte som ugifte, så dens flod ikke løber over sine bredder og oversvømmer, men driver kraftværket; laver energi i stedet for at tappe for kraft. Seksuelle væsener er vi alle og har brug for kærlighed, men ikke nødvendigvis for samleje.

Så lad os spørge Skaberen og dernæst os selv: Hvordan kan jeg ære dig, Gud, og gavne næsten og mig selv også med min krop og seksualitet? Og hvordan skal jeg konkret leve i Jesus’ nådige tilgivelse også med min krop og seksualitet?

Hvis du vil vide mere om onani, porno, seksualitet og Gud, kan du lytte til et afsnit af podcasten Datter.

Skrevet af:

Leif Andersen

lektor, præst og sjælesørger