Kære fortabte
Umiddelbart så lyder det mærkeligt, det du skriver. Hun vil gerne have dig, men er bange for at falde for dig igen. Derfor går hun i seng med en anden fyr og vil bare lige nu være ven med dig?
Er det for at såre dig eller pine dig
Det, synes jeg faktisk, du svarer på selv. Det virker da i allerhøjeste grad til både at såre og pine dig. Det er da lige til at blive skør i hovedet af. Én du elsker og gerne vil være sammen med, siger hun vil være sammen med dig, men vil trække tiden ud og imens er hun sammen med en anden.
Det ville jeg på ingen måde stille op til – så på den måde tænker jeg da, du mærker rigtigt.
MEN:
Spørgsmålet er, om der i jeres fælles historie gemmer sig mere end det, du skriver. Har du været meget frem og tilbage med forholdet? Har du kørt lidt rundt med hende? Har du lovet hende noget og derefter gået fra hende, for derefter at lokke hende tilbage osv.
Hvis det er sådan noget, der ligger bag hendes adfærd, så må I få snakket om det og tage bestik af situationen.
Hvis hun er bange for, at du igen vil gå, og derfor ikke har rigtig lyst til dig, ja så skal hun finde ud af, om hun kan tilgive dig, og om hun har lyst til at genetablere tilliden til dig. Dette gør hun dog ikke ved at opføre sig, som du beskriver.
Hun må finde ud af, om hun tør at begive sig ind i en tilgivelsesproces med dig, hvor hun lægger det, der er sket bag sig. Det kan hun ikke gøre, hvis hun samtidig har en anden kæresteagtig relation.
Hvis det er sådan, hun vil have det, så er det jo dig, der skal tage stilling til, om du vil finde dig i en sådan behandling.
Læs også disse svar, som handler om forelskelse og kærlighed:
Skal jeg være forelsket før jeg kan begynde at elske ham?
Elsker jeg ham eller har jeg bare vænnet mig til ham?
Venlig hilsen
Steen Kruse