Elsker jeg ham eller har jeg bare vænnet mig til ham?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg har en dejlig kæreste og vi har til sommer været kærester i et år. Han er et rigtig dejligt menneske, og han fortjener at blive elsket.

Mit spørgsmål er: Hvordan ved jeg, at jeg elsker ham og ikke bare har vænnet mig til, at han er der?

Vi har sagt til hinanden, at vi elsker hinanden flere gange, men nu er jeg i tvivl om vores forhold, fordi før ville jeg holde hånd, kysse, kramme alt mulig, men nu har jeg det ligeså fint med at lade være. Er det sådan "det" er?

Eller kan der være andre grunde, jeg er fx. meget træt for tiden, så om aftenen, så falder jeg bare i søvn osv. og så er jeg ikke i humør til kys og kram, selv om han vil. Men jeg holder jo stadig af ham, for jeg bliver ked af at tænke på, at han skal rejse og jeg ser ham først om en uge igen, om ikke længe, så savner jeg ham!

M, 18 år

SVAR:

Kære M

Jeg synes, det er nogle gode overvejelser og tanker, som du gør dig omkring kæreste-forhold og kærlighed (det at elske). Jeg vil opmuntre dig til fortsat at tænke over dine tanker og dit forhold. Jeg synes, dine overvejelser viser, at du har respekt for din kæreste og jeres relation. Det virker som om, at du tager jeres forhold seriøst, og har fokus på at behandle din kæreste med respekt.

Sammen i længere tid

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at vurdere, om du stadig elsker ham, når du mærker at dine følelser ændrer sig. Når I har været sammen i længere tid - et år, så vil det være naturligt, du vænner dig mere og mere til at være sammen med din kæreste. Du begynder måske efterhånden at have et godt kendskab til nogle af hans holdninger, vaner, interesser, drømme for fremtiden mv.

Forelskelse – skøn følelse

I forbindelse med at I indleder jeres kæreste-forhold, oplever du og din kæreste sikkert følelsen af forelskelse. Følelsen af forelskelse er en skøn følelse, som giver dig lyst til at lære alt at kende omkring ham, giver dig lyst til at dele alle dine tanker og følelser med ham, bruge alt din tid sammen med ham mv. Du kan have lyst til at være tæt på din kæreste både psykisk og fysisk – holde hånd, kysse, kramme mv.

Forelskelsen ændrer sig

Forelskelsesfølelsen er en følelse, som så mange andre følelser. Forelskelsesfølelsen ændrer sig hele tiden. Forelskelsen kan være meget stærk på nogle tidspunkter. Andre gange kan du måske næsten ikke mærke at følelsen eksisterer. Der sker ofte det, at forelskelsen blegner efter noget tid, sådan at følelsen ikke fylder så meget i din relation til kæresten. I stedet kan du komme til at opleve, at din relation til din kæreste kommer til at handle om, at du bruger din vilje til at vælge din kæreste til i dit liv – det at du vælger at respektere og behandle din kæreste godt, selvom du ikke længere er fyldt af forelskelses-følelsen.

At elske – kærlighed

Kærlighed eller det at elske sin kæreste, kan være en anden størrelse end forelskelse. Kærlighed giver en oplevelse af, at du vil den anden det bedste. F.eks. skriver du, ”han fortjener at blive elsket”. Kærlighed eller det at elske et andet menneske bygger ikke så meget på følelser, men det bygger mere på handling og vilje.

Hvad betyder at elske

Jeg har altid synes, at udtrykket ”at elske” er et svært udtryk, fordi jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad udtrykket egentlig betyder. Hvad betyder det at elske et andet menneske. Jeg har overfor mig selv ofte oversat udtrykket ”at elske en person”, med at ”jeg holder af en person”. Du kan overveje, om det kan være en mulighed for dig og din kæreste at tale med hinanden om, hvad i hver især ligger i udtrykket ”jeg elsker dig”? Det kan være, I har den samme definition. Det kan også være, at det betyder noget forskelligt for jer.

Dine følelser påvirkes af overskud

Du skriver, at du er noget træt for tiden. Jeg tror, at din psykiske og fysiske tilstand vil kunne påvirke dine følelser og jeres relation indbyrdes. Hvis du er træt og ikke har ret meget overskud, så kan du sikkert opleve, du måske mest har lyst til at være dig selv og ikke orker at forholde dig til andre mennesker – her din kæreste.

Hvis du er træt og ikke orker at forholde dig til din kæreste, så behøver det ikke at handle om, at du ikke elsker ham mere, men det kan handle om manglende overskud fra din side. Når du ikke har set ham et stykke tid, så skriver du, at du begynder at savne ham. Måske kunne du overveje, om du stadig ville savne ham, hvis du ikke elskede ham mere? Hvis du ikke elskede ham mere, hvordan kan det være, at du savner ham efter 1. uge?

Jeg har sat et par link ind, hvor du kan læse videre om dette emne:

Kærlighed og forelskelse

Forelskelse – en fantastisk følelse

Kærlighed i praksis

Den eneste ene

Skal jeg være forelsket før jeg kan begynde at elske ham?

Kærlig hilsen

Linda Valbjørn

Annoncer