Kære Anne.
Tak for dit brev, og for din ærlige beskrivelse af det forhold, du har været i, den svære beslutning ved at bryde ud af det, og de følelser du oplever nu - efter 8 måneder.
Mere og mere ensom i parforholdet
Det lyder til du i lang tid, mens du endnu levede sammen med din ex. kæreste, har båret en stor del af slæbet i det daglige, og har formået at få en hverdag til at fungere – for dig. At du også har følt det ensomt ”at være dig”, når du stod alene i opgaverne. Din samlever har åbenbart (af forskellige grunde du ikke skriver om) ikke formået, at dele sine følelser med dig. I stedet har han trukket sig tilbage, både fra arbejde, venner og dig. Så du har påtaget dig et stort ansvar, uden at det blev tydeligt for ham, hvordan du havde det. – det er vel det forelskelsen har fået dig til: At elske, uden at stille krav, du elskede ham højt, skriver du.
Måske følte du, at du ”var ved at forsvinde” som person, når det ikke lykkedes for dig, at komme igennem til ham med dit budskab: ”vi har et problem – lad os tale om det”. Så var det pludselig dig, der skabte problemer – din skyld – og du blev afvist af ham fysisk, ved at han gik sin vej.
Til sidst et smertefuldt brud
Det lyder til, det først var da du tog dig selv alvorligt, da du brød ud af forholdet, at din ex. ”vågnede op”, og begynder sin kamp for at få dig tilbage.
Du fandt modet, tog konsekvensen og flyttede, da det blev tydeligt for dig, at forholdet ikke kunne holde til mere. Men det lyder til, at du stod helt alene, og nærmest blev opslugt af ham og hans kamp, da han ikke ville slippe dig?
Og nu har han ”ændret taktik”, da han ikke kan få dig på plads i sit system – så du oplever ham som ondskabsfuld, og fra ikke at ville give slip, vil han nu slet ikke have med dig at gøre.
Du ønskede noget andet, at I kunne være venner, huske det gode, du ville skåne ham, og ikke lægge flere byrder på hans skuldre, og du vil gerne som slutmål have, at I kan se hinanden i øjnene. Al den tid, har du lagt bånd på dine egne følelser.
”Men nu hvor han behandler mig sådan, gør det mig så vred og bitter. Jeg kan slet ikke håndtere det.”, skriver du.
Hvad kan du gøre for at få styr på situationen?
- For det første er det vigtigt, at du giver dig selv lov til at mærke dine egen følelser, og giver dig selv lov til at være både vred og bitter, som du også mærker, du er nu. I hvert tilfælde for en tid!
- Du kan måske skrive breve til ham, hvor du beskriver, hvad du er vred og såret over, og hvad det er for tanker, der gør dig bitter – send dem ikke, men brug det ”til at sige nogle drøje sandheder til ham” fortæl hvor stort et fjols han er, fordi han ikke så dig, eller tog dine følelser alvorligt osv.– for at bearbejde det, der ligger i dig.
- Der ligger sikkert en masse sorg i det brudte forhold også – forventninger der blev skuffede – det du ikke fik, som du med rette kunne forvente i et ligeværdigt forhold. Skriv det til ham – send det ikke.! Skriv hvor ensom du følte dig sammen med ham, og hvordan du synes, det kunne have været (ideelt, drømmen, håbet) Jeg havde håbet......
- Sørg for ikke at være for meget alene. Hvem har du? Veninder? Søskende? Fællesskab med andre er utroligt vigtigt.
- Hvem elsker dig? Hvem vil du gerne være sammen med?
- Hvad gør dig glad?
- Gode minder – lige nu overskygges de af alt det, der gør så ondt – forvent ikke af dig selv, at de gode minder ligger øverst i hukommelsen – men de kommer igen, når der bliver plads i dig.
- Opgiv håbet - Forsøg ikke at ”gøre ham god igen” Jeg mener ikke, du skal glemme ham, men at du skal lade ham være. Han har sine kampe – lad ham have dem, dem er han selv ansvarlig for.
- Du har vovet at ”Se virkeligheden i øjnene” – og har taget konsekvensen. Jeg ønsker for dig, at dine sår må heles, at du finder fodfæste igen, og at du kommer i gennem på en måde, så du oplever, du kender dig selv mere end nogensinde før.
Og jeg tror på, du kommer igennem, så du igen finder kærligheden, og at du vil være opmærksom på, hvilke værdier du selv har, og derved lettere finder ind i et mere ligeværdigt forhold.
Pas rigtigt godt på dig selv.
Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen