Kære Main
Tak for din mail til Adamogeva. Jeg kan se, at det er nogle ret vanskelige udfordringer, du står i. Jeg vil forsøge at give dig lidt indspil i forhold til de problematikker, du beskriver. Men jeg tænker også, at det er nogle store og svære spørgsmål, du stiller, som det kan være vanskeligt at give tilstrækkeligt svar på her i en enkelt mail.
Forelskelse gør blind – kærlighed gør seende
Det lyder til, at I har levet i forelskelsen i den første tid, I har kendt hinanden. Det er meget velkendt. Forelskelsen gør os blinde. Dermed ser vi ikke den anden helt, som den anden er. Og forelskelsen gør også, at vi selv opfører os anderledes. Derfor kan vi i forelskelsen opleve, at mange ting går op i en højere enhed. Han er der for mig og bekræfter mig. Og jeg er der for ham og bekræfter ham. Vi oplever, at vore drømme og ønsker går op i en højere enhed. Og alt synes bare fantastisk.
Når så forelskelsen klinger lidt af efter nogle måneder, så bliver vi pludselig seende og så er vores forskellighed pludselig skræmmende tydelig. Så bliver vi pludselig udfordret på den ægte kærlighed. For kærlighed gør nemlig seende. Men den ægte kærlighed er kendetegnet ved, at den elsker, selvom jeg ser alle de fejl og mangler, som den anden har.
Derfor er der brug for rigtig god tid i parforholdet til, at kærligheden kan udvikle sig stærk og holdbar. Der er brug for rigtig god tid til at lære hinanden at kende og derigennem langsomt finde ud af, om kærligheden virkelig bærer. Det kræver tid, samvær, samtaler og mange oplevelser sammen, hvor det er muligt at blive mere kendt med hinanden, og blive afklaret i om kærligheden er stærk og ægte nok til at bære forholdet videre frem i livet. Det er i denne kærestetid, at I kan blive afklaret i, om I er i stand til at kommunikere, at løse konflikter sammen, at være empatiske i forhold til hinanden, dvs om I kan anerkende hinandens følelser og smerter og tage dem alvorligt. Det er også her, I kan få afklaret, om I kan vise hinanden omsorg og hjælpe hinanden med jeres behov. Og ligeledes afklare om I kan tilsidesætte egne behov for at gøre noget for den anden. Alt dette er ofte let i forelskelsen, og svært når forelskelsen damper af. Kærlighed er noget, der skal læres, og det kræver tid.
Dine grænser er vigtige
Det er vigtig for mig at understrege, at dine grænser er vigtige. Det er rigtigt vigtigt, at du lytter godt og grundigt til de signaler, som din krop og dine følelser giver dig. Når du mærker, at noget er over dine grænser eller mærker noget, som krænker dig eller dine følelser, så er det uhyre vigtigt, at du reagerer på det. Jeg synes, det er flot, at du skriver her til Adamogeva og forsøger derved at tage dig selv, dine følelser og dine grænser alvorligt.
Det lyder for mig til, at du bliver presset på dine grænser. Og derfor er det vigtigt, at du mærker godt efter, og overfor din kæreste viser, hvor dine grænser går.
Det er rigtigt, at nogle kvinder kan reagere mere følelsesmæssigt i tiden op til menstruation, men det er ikke ensbetydende med, at kvinden ikke skal tages alvorligt, og det er heller ikke ensbetydende med, at hun så bare skal tænke dårligt om sig selv. Derfor skal du heller ikke bare tale ham efter munden og overhøre dine egne grænser. Men samtidig skal du naturligvis hele tiden reflektere over, hvordan din adfærd og dine reaktioner påvirker ham.
Måske er der også behov for en tid, hvor I er fra hinanden, så I kan blive lidt mere afklaret med jer selv og dermed også give forholdet lidt roligere betingelser. Det er ret hurtigt, at I har indledt et seksuelt forhold og er flyttet sammen. Det virker for mig at se til, at det er gået så hurtigt med jeres forhold, at der ikke har været tid og ro nok til at den ægte kærlighed har kunnet udvikle sig nok til at kunne bære den tryghed og sikkerhed, som et seksuelt forhold og det at bo sammen kræver. Det er naturligvis dig, der skal afklare det, men jeg vil gerne opfordre dig til at mærke godt efter på dette punkt. De fleste kvinder har brug for vide sig elsket og vide sig sikker på mandens kærlighed, før hun åbner sig for sex. Derfor tror vi her på adamogeva også på, at der er noget godt og trygt i at vente med sexliv og fælles bopæl, indtil begge er indstillet på at forpligte sig i et ægteskab.
Overvej en god rådgiver
Jeg tænker, at det er så vigtige og alvorlige spørgsmål, du går med omkring dette parforhold at jeg vil anbefale, at du søger mere konkret hjælp til at håndtere det. Jeg vil foreslå dig at finde en god parrådgiver, som du kan dele dine tanker, følelser, overvejelser, osv med. Dermed står du ikke alene og dermed får du mulighed for at sidde direkte overfor en person, som kan hjælpe og støtte dig gennem processen. Det kan sagtens være, at I kan få forholdet til at fungere. Men det vigtigste for mig at se lige nu, er at du lytter godt efter, hvad dine følelser og din krop fortæller dig, og at du handler på det. Om det så indebærer, at du skal flytte til DK for en tid, kan jeg ikke afgøre, men jeg tænker, at det kan blive en mulig strategi i en periode, så I får bedre tid til at lære hinanden at kende, uden at I skal kunne klare at leve som et ægtepar.
Med venlig hilsen
Ole Rabjerg, psykolog