Føler mig til grin, og unormal - kan I hjælpe?

Kære Adam og Eva. Jeg er en pige på 17 år. Efter min 17 års fødselsdag, for 3 mdr siden, er jeg begyndt og tænke over mange nye ting, heriblandt at jeg stadig er jomfru (hvilket er meget unormalt, i min alder, nu om dage). Jeg har aldrig haft en kæreste, selvom jeg siden 5. klasse har været en af de MEGET eftertragtede og populære piger, iblandt drengene.

Jeg har afvist hver dreng, der har spurgt, om vi skal komme sammen, fordi jeg aldrig rigtig har følt mig klar til et forhold (hvilket jeg stadig ikke føler, at jeg er.) Tre af mine rigtig gode veninder har haft en hel fortid med kærester/drenge/kys/sex osv. Og har en del erfaringer. De er nået dertil, hvor de har fået seriøse/langdistance forhold, hvor den højeste af dem, er på 2 år, imens ''lille'' mig, aldrig har haft.

Jeg har aldrig interesseret mig rigtigt for drenge, har altid tænkt ''jeg er stadig ung/et barn, de ting kommer af sig selv, tiden må vise. Hvorfor ikke vente, når du har tiden?'' Men jeg synes, det er begyndt og blive et problem nu, fordi alle omkring mig får kærester og deres forhold holder, imens jeg sidder med tankerne om, at jeg kommer til at leve alene, fordi jeg ikke er erfaren som dem.

Efter min mening, har jeg nemlig altid synes, at man skulle vente med al tæt fysisk kontakt, til efter ægteskabet, men sådan er verden desværre ikke idag. Jeg ved ikke, om jeg har vænnet mig for meget til at være ''et barn'', selvom jeg står på spidsen af og flytte hjemmefra og altid har været den voksne derhjemme, og forsørget mig selv og mine søskende, på den måde, at jeg selv har lavet mad, vasket tøj, passet de 3 små, taget dem til læge, når en af dem har været syg, fordi min mor har for travlt og min far er skredet fra os. Alle de praktiske ting, har jeg selv holdt kørende, siden jeg var helt lille, ellers så var der ikke andre til at gøre det. Først for en måned siden, greb kommunen for alvor ind, og hjalp min mor, med de gøremål, så jeg kunne passe min skole. Ifølge kommunen har jeg været meget voksen og ansvarlig derhjemme, men har jeg kun været det derhjemme, og gået glip af alt det de andre nåede, eller er jeg bare unormal??

Jeg har virkelig brug for hjælp til det her, for det tager mig meget på. De andre undrer sig over, at jeg er så ''lonely'' nu er jeg begyndt og mærke det, og det bliver kun værre med tiden! Jeg vil have et input til, hvordan jeg skal vikle mig ud af det tankespind, eller hvad der gør, at jeg har den der manglende ''drengelyst'' som de andre piger havde som 12årig. Det går ud over min selvtillid (selvom jeg tit får afvide, at jeg er smuk osv, hjælper det ikke på mig) Det er min indre overbevisning om mig selv, som jeg altid har betroet mig til. Den er jeg ved at miste, fordi jeg er lidt af en gammeljomfru, der aldrig har haft en kæreste og ikke gider.

Jeg ved, at jeg har skrevet meget, men det betyder alt for mig, at jeg kan slippe af med de tanker, da jeg har andet og tænke på/tage mig til. Håber du forstår.

Glæder mig til at høre fra dig

Hilsen Joanna, 17 år