Kære Felix.
Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Dejligt at du bruger muligheden i stedet for at gå og spekulere over det alene.
Jeg er ikke helt sikker på, om du ønsker, at hun skal blive din kæreste, eller du skriver, fordi du er bekymret for hende. Så jeg vælger at svare ud fra, at du ønsker, I skal blive kærester.
Du skriver, at hun er meget fremme i skoene. Hun har været fuld og er ikke jomfru, skriver du. Du har ikke været fuld, og jeg fornemmer, at du heller ikke har været i seng med en pige.
Somme tider, så tiltrækkes vi af en anden, fordi vedkommende måske virker spændende og gør nogle ting, som man ikke selv er klar til, eller ikke tør. Måske er det netop det, som du finder tiltrækkende hos hende.
Alkohol
Du skriver, at du ikke skammer dig over, at du ikke har været fuld endnu. Og tillykke vil jeg bare sige, godt gået, hold endelig fast ved det nogle år endnu.
Det er i Danmark bestemt, at man skal være mindst 16 år, før man kan købe alkohol i butikkerne. Det er et klart signal til dig og andre unge, at det ikke er godt at starte for tidligt med at drikke alkohol.
Og ligesom med den seksuelle lavalder, jeg skriver om herunder, så er det ikke en regel, der er bestemt, bare for at genere, men for at beskytte.
Når der indtages alkohol, så sker der forandringer i bl.a. dømmekraft og reaktionstid, så man kan let komme til at gøre noget, som man ikke ville gøre, hvis man ikke havde drukket. Dumme ting, som man ikke lige kan bedømme konsekvensen af, fordi man er påvirket af alkohol.
Det handler også om, at du passer på dig selv.
Du kan læse mere om unge og alkohol her:
Seksuel lavalder
Som skrevet, så fornemmer jeg ikke, at du har haft sex. Og det vil jeg også råde dig til at vente med.
Den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år. Det vil sige, at det faktisk er ulovligt at gå i seng med den anden, før man er mindst 15 år.
Sex er det mest intime to mennesker kan have sammen, og sex gør rigtig meget ved os på et dybt følelsesmæssigt plan.
Sex hører hjemme i et parforhold, hvor man kender hinanden rigtig godt, og hvor man er klar til at forpligte sig på hinanden. Når man har sex sammen, så giver man noget meget dyrebart af sig selv til en andet menneske, og det skal man ikke bare give væk til hvem som helst.
Så altså hverken jeg eller samfundet mener, at I som 13årige er modne nok til at takle det seksuelle – så vent med det!
Du kan læse her, hvad en anden har svaret omkring det her:
Er det normalt at begynde med samleje som 12 årig?
Kontakte hende eller ikke?
Noget af dit spørgsmål går på, om du skal skrive til hende eller lade være.
Til det vil jeg sige, at du jo kan skrive til hende som en god ven. På den måde lærer I også hinanden bedre at kende, og det er bestemt en god ting, uanset hvad I senere må have sammen. Samtidig vil jeg skrive til dig, at du skal passe godt på dig selv, og ikke lade dig lokke med på noget som helst, som du ikke har lyst til.
Jeg håber, du har fået noget ud af mit svar. Hvis du ikke synes, jeg helt svarer på det, du spørger om, eller der er noget, du gerne vil have uddybet, så er du selvfølgelig velkommen til at skrive ind igen.
De bedste hilsner til dig, og pas på dig selv…
Steen