Kære: ”pige”
Tak for dit spørgsmål, du er havnet i et stort dilemma, men det er sundt og godt at du gør noget ved det og søger at få råd til, hvad du skal gøre herfra.
Når grænser bliver overskredet
Jeg vil starte med det, du skriver i slutningen af dit brev, nemlig at I ikke overholder nogen grænser, og du har svært ved at stoppe nu. Som jeg læser dit brev er det dig, der har overskredet nogle af dine grænser, det har din kæreste ikke, han lever videre, som han altid har gjort. Problemet ved det er, at det gør noget ved os, når vi starter med at overskride en grænse, så fører det til flere, og nu er du havnet i en situation, hvor du ikke kan se dig ud af at få stoppet, og vel heller ikke helt har lyst til det, fordi du elsker din kæreste meget højt.
Sex er en Guds gave
Jeg kan godt forstå, at I har lyst til at have sex med hinanden, når man er i jeres alder og har stærke følelser for hinanden. Det er en af de gode gaver, at Gud har givet os vores sexualitet, og du beskriver også, at du godt kan lide det, selv om du gerne vil sige nej,men når man først har overskredet grænsen, er det svært at sige nej.
Pres trods ønsket om respekt for dine grænser
Problemet er, at selvom din kæreste gerne vil respektere dig for din holdning og ikke vil presse dig, så gør han det alligevel, fordi han gerne vil, og fordi han har haft mange kærester før, og det er den måde han har været sammen med dem, det er for ham en rigtig måde at være kærester på. Det gør, at der alligevel har ligget et pres på dig for at skulle overbevise ham om det rigtige i at vente, og det er rigtig svært at blive ved med at sige nej, når han nu så gerne vil, og du kan mærke følelserne inden i dig selv.
Vigtigt med respekt for dine grænser
Du spørger, hvordan du skal overbevis ham om, at det er rigtigt at vente, og da er det korte svar: Fordi det er bedst for dig, og at det er din overbevisning, at I skal vente, det er nemlig der din grænse er, og den skal I begge to respektere. Gud har givet os ægteskabet som ramme for vores sexualitet for at passe på os, ikke for at kontrollere, eller begrænse os. Det er nemlig i den trygge ramme, hvor vi har lovet hinanden overfor Gud og mennesker at vil være tro og passe på hinanden, at vi bedst kan udfolde os, og give os hen. Jeg kan godt se af dit brev, at du synes sex er godt, men når du alligevel har dårlig samvittighed, og er nødt til at lyve overfor dine forældre, så er du ikke tryg og dig selv, og så kan man ikke fuldt og helt give sig til den anden, så tro mig, det kan blive meget bedre, når du er tryg, og ikke hver gang skal overskride din grænse.
Jeg har her lagt to links ind, jeg synes, du skal læse, der står det super godt beskrevet hvad argumenterne er for at vente.
Forskellig tro og livssyn
Jeg kan se af dit brev, at du er vant til at komme i et kristent fællesskab, og det er din kæreste ikke. Jeg tror, det kan være svært for ham at blive overbevist, også når han lever i en familie, som han gør, derfor er det vigtigt, at du beder for ham, og for at Gud må røre ham, og give ham et nyt syn på parforholdet, det er en stor opgave for dig alene. Måske er der nogen i det kristne fællesskab, du har tillid til, som kan bede sammen med dig.
Ønsker du at tilpasse dig hans livsstil?
Som jeg startede med at skrive, sker der noget med os, når vi begynder at overskride vores egne grænser, og jeg synes, det er tydeligt at se i dit brev, at det er blevet sådan for dig. Du er kommet til at blive en del af hans livsstil, og han har ikke skullet gøre noget for at ændre på den og forsøge at tilpasse sig din. Du skriver i starten, at han var med i det kristne fællesskab i starten, men jeg kan ikke se, om det fortsat er sådan, det er kun glædeligt, hvis det er, men i hvert fald er du blevet en del af hans livsstil med fester og druk, og som du skriver, har du en fest og nyder det, alligevel kan jeg i dit spørgsmål mærke, at du er i tvivl.
Livet skal leves som ung - men hvordan?
Du spørger, om det ikkeer sådan, at man som ung skal fyre den af, så er mit svar, jo selvfølgelig skal man det, der er meget, der skal opleves og prøves af som ung, og det er godt at leve livet, det er bare vigtigt, at du mærker efter, hvad det er for dig at fyre den af og leve livet. I din kærestes verden er det at drikke og fyre den af, og det er også, hvad han har lært hjemmefra, men i min verden, og vel også dine forældres verden, er der meget mere værdi i at være sammen i et kristent fællesskab, som ikke er afhængig af, at der er alkohol på bordet, men hvor man fyrer den af i fællesskab og lovsang.
Du må tage et valg
Det er to forskellige verdener, der tordner sammen i dit liv lige nu, og det der er rigtig vigtigt, at er du tager et valg, du kan stå inde for, og som du har det godt med, som giver dig det gode liv, og det som bygger dig op og giver energi og glæde. Det er et valg, kun du kan tage, men hvis du kun vælger ud fra, hvad din kæreste vil, kan det få konsekvenser for, hvordan du ser på dig selv, og føler dig tilpas i dit eget liv.
Hvad gør dig godt??
Så jeg synes, du skal tage en "time out", og tænke dig godt om, hvad er det, der gør dig godt, og hvad gør dig ked af det, hvordan har livet med din kæreste påvirket dig, og har det været godt for dit billede af dig selv og dine værdier. Som jeg skrev i starten, er det et sundhedstegn for dig, at du stopper op og søger råd, det er tegn på, at du mærker, når noget er dårligt i dit liv, men nogen gange skal man lige have ro til at tænke efter.
Læs også:
Du kan ikke lave om på din kæreste
Til slut vil jeg lige skrive lidt om dit andet problem, nemlig at din kæreste drikker meget, det har jeg skrevet lidt om før, men vil lige føje lidt til. Som jeg læser det, er han fra en familie, som drikker rigtig meget, og det har han taget med sig i sit liv, så du beskriver ham som en, der drikker rigtig meget. Du skriver, at du elsker ham og ikke vil give slip, men jeg vil sige til dig, at jeg ikke tror, han er god for dig at være kæreste med. Først og fremmest fordi han trækker dig med i sit liv, og når man har så meget ”tradition” for at drikke i familien, følger der ofte meget med, som kan være svært. Jeg kender ikke familien og skal ikke dømme dem, men jeg ved, at der hvor der er meget alkohol går der mange andre værdier tabt, og det er svært at være en del af uden at blive en del af en kultur som åbenlyst er vanskeligt for dig at være i.
Jeg håber, du er blevet klogere, men hvis du gerne vil have det mere uddybet, må du gerne skrive igen.
Guds velsignelse med dit liv
Mange hilsner Kirsten Kirk Christensen