Kære forvirrede dig
Tak for dit brev.
Du og din seksualitet er normal
Vi vil gerne begynde med at skrive, at du skal vide om dig selv, at du er helt normal. Som din venindes forældre sagde til dig, er lysten til sex og samlivet med en partner en del af menneskelivet, og det er givet til os som en gave fra Gud. De seksuelle tanker og fantasier behøver du altså ikke skamme dig over, men du kan betragte det som en forberedelse til det at finde en partner og samlivet med ham.
Sund balance
Samtidig vil vi gerne advare dig om, at det kan komme til at fylde for meget. Der er en vis risiko for, at man kan dyrke drømme på en sådan måde, at det bliver noget lettere at udføre det i virkeligheden, som f.eks. at se porno eller lettere tage skridtet til sex før ægteskabet, når du får en kæreste.
Der er også en risiko ved at basere dine forestillinger om, hvordan det bliver at være sammen med en (forhåbentlig) fremtidig kæreste på romantiske film og dine veninders erfaringer. For den slags kan have en tendens til at idyllisere, hvordan det i virkeligheden er. Men man skal altså have lov til at drømme, og så længe de ikke forhindrer dig i at have en almindelig hverdag med skolegang og engagement i menigheden, så er der virkelig ikke noget galt i det.
Et kæresteforhold er så meget mere end sex
Du skriver, at du begyndte med at forestille dig det romantiske ved at blive hentet af din kæreste, gåture m.m. og at det så udviklede sig til noget mere heftigt. Vi vil gerne opfordre dig til lige at standse op og forsøge at vende noget tilbage til de første tanker, for kæresteforhold er så meget mere end sex. Det venskab, som der bygges op mellem to og den fortrolighed og tillid, man får til hinanden, er det bærende i ethvert kæresteforhold.
Lev i nuet
Dine forestillinger om, hvordan det engang bliver, må heller ikke hindre dig i at se de søde fyre, som faktisk er lige omkring dig – selvom de måske ikke i det ydre lever op til drømmen. Hvis de seksuelle drømme skal blive til virkelighed, så er forudsætningen jo, at der over lang tid er skabt et tillids- og kærlighedsforhold.
Du kan læse meget mere om "den eneste ene", singleliv m.m. i vores tema At finde den rigtige. Der finder du bl.a. denne artikel Ridderen på den hvide hest.
Kærlig hilsen
Kirsten og Brian