Kære anonyme ven
Når jeg læser din mail, tænker jeg, at du har ret i dine tanker om det, som du oplever: Gib og kildrende fornemmelser i underlivet handler om, at din seksualitet vågner. At du er ved at blive voksen. Det triste er, at du ikke bare kan slappe af i det og nyde de nye ting, du oplever i din krop.
Det er helt normalt, at disse følelser kan opstå i forhold til både piger og drenge. Og der er heller ikke noget unormalt i, at du kan opleve det i forhold til din mor eller en anden voksen.
Seksuelle impulser
Disse første seksuelle impulser i vores krop kan komme og gå i mange forskellige situationer. Nogle gange kan vi tænke, at de kommer på upassende tidspunkter, men det er ikke noget, vi kan kontrollere. De kommer bare og forsvinder ofte lige så hurtigt, som de kom, hvis vi er trygge ved, at de er der.
Det, der sætter dem i gang, er oftest positive sanseindtryk udefra. Fx når en veninde eller dreng, vi beundrer, synes godt om os, smiler sødt, er forstående osv. Altså en der har nogle egenskaber, vi sætter pris på.
Tiltrækning
Det er det samme, der sker i kroppen, når vi bliver tiltrukket af en person, som vi gerne vil have som ven, og når vi bliver forelsket og ønsker mere end et venskab. Denne tiltrækning er styret af seksuelle impulser i hjernen. Så hvad enten vi finder venner eller kærester, er det det samme, der sker i kroppen.
Det, der gør forskellen, er styrken af det, vi mærker, hvilke ønsker og forventninger vi har, og endelig hvilke tanker vi har om os selv. Det er også samme sted i hjernen, der er aktivt ved positive mor-barn og far-barn relationer.
Hvad du kan gøre
Prøv at slappe af og glæde dig over, at du er ved at blive voksen. Tag imod det, der sker i kroppen med nysgerrighed. Det gør du ved at blive nysgerrig i forhold til dem, der sætter følelserne i gang. Hvad er det, du sætter pris på og godt kan lide hos ham eller hende? Hvorfor kan du godt lide det? Er der noget af det, du synes om, som du kan se, at du selv har, eller er det noget, du gerne ville have? Hvis der er egenskaber, du gerne vil have, så kan det godt være, du allerede har dem, men måske skal du opdage dem og turde tro på, at du har dem.
Tiltrækningen til drenge, piger, mor og andre kan hjælpe dig til at lære dig selv bedre at kende. Jo mere du kan slappe af og glæde dig over at være dig, jo bedre forberedt vil du være til at skelne mellem potentielle venner og så den, du ønsker at dele livet sammen med, når den tid kommer.
Hvis du kigger lidt rundt på AdamogEva.dk, vil du se, at der er andre piger og drenge, der har oplevet noget lignende. Her er et par eksempler, og du kan selv finde flere:
Er jeg lesbisk? Hvad gør jeg med alle mine tanker og følelser?
Tror jeg er homoseksuel, hvad gør jeg?
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig til at slappe lidt af, så du ikke behøver at gå og være trist over det, der sker i dig lige nu. Jeg ønsker dig nogle gode ungdomsår.
Kærlig hilsen
Gunhild Aaen Madsen
Opdateret 15.10.2020