Pige på 16 år: Er jeg lesbisk, når jeg er forelsket i min veninde?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 16 og er blevet forelsket i en vildt sød pige i min klasse. Problemet er, at vi er venner og ses tit for at lave sport eller spille musik sammen. Hun virker virkelig interesset i mig også; altså hun svarer mig altid hurtigt over sms og er vildt sød, når vi er sammen.

Jeg er i tvivl, om hun kan lide mig eller ej, og er jeg lesbisk, hvis jeg kun føler mig tiltrukket af piger og ikke drenge seksuelt? Jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg håndterer det.

SVAR:

Hej pige på 16 år

Tak for din mail, hvor du beskriver din svære situation i forholdet til din veninde og de følelser, du har til hende. De tanker og bekymringer, du står med lige nu, kan være svære at få styr på alene, så det er rigtig fint, at du søger hjælp. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dit spørgsmål og hjælpe dig videre i dine overvejelser.

Teenageliv er fyldt med følelser

Du er lige nu i de nogle af de mest følelsesmæssigt turbulente år af dit liv, og du kommer til at stå over for mange udfordringer, du skal tage stilling til. Du vil helt sikkert skifte holdninger og meninger mange gange, fordi det er måden, vi mennesker bliver klogere på os selv: ved at prøve vores holdninger af. Det betyder, at meget af det, du lige nu synes er godt og smart, måske om et par år har ændret sig. Når du ser tilbage, kan du måske allerede nu undre dig over nogle af dine tidligere valg i forhold til mode, musik og holdninger til ting.

Med det vil jeg sige: Du behøver ikke at definere dig selv endnu. Lad være med at sætte en etiket på, hvem du er, og hvad du er til. På det seksuelle område sker der også mange forandringer i puberteten og husk på, at du er langt fra færdigudviklet.

Det gode venskab

I din mail beskriver du et skønt og nært forhold til din veninde og alt det gode, I har sammen. Det er enormt værdifuldt at have et venskab som det, I har: Et venskab hvor man nærmest ikke kan få nok af hinanden, og hvor det er svært at finde ord, der kan udtrykke, hvor meget hun betyder for dig. Den venskabsfascination skal du endelig blive ved med at holde fast i, og gør det endelig tydeligt for din veninde, hvor meget du nyder at være sammen med hende og have hende som ven i dit liv.

Ofte handler vores fascination af andre mennesker særligt om, hvad de indeholder og ikke så meget hvilket køn de har. Så min opfordring til dig vil være at nyde venskabet med din veninde alt det det, du kan med fede oplevelser, gode snakke og masser af hygge – uden at blande noget seksuelt ind i det, da det ofte kan ødelægge noget af det nære og omsorgsfulde, I har for hinanden.

Jeg håber, du kan bruge mit svar i dine overvejelser, og jeg vil ønske dig held og lykke med turen gennem dit teenageliv.

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikler Hvad er homoseksualitet? og Jeg er forelsket! – Eller er jeg?

Skriv endelig, hvis du har brug for at vende dit spørgsmål yderligere.

Mvh Filip Smidt

Annoncer