Tror jeg er homoseksuel, hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Her i sommerferien begyndte jeg at få mistanke til, at jeg muligvis kunne være homoseksuel. Så i dag i skolen ville jeg snakke med min lærer om det, men lige da jeg skulle stille mit spm., kom jeg i tanke om skole-hjem samtalen (hvor det muligvis kunne blive nævnt) og andre lejligheder som fx sommerfest. Så jeg endte med at spørge til noget med lektierne, vi havde fået for.

Så nu vil jeg gerne vide, hvad jeg skal gøre (jeg kan bedst lide at tale med nogen "face to face" så vær venlig ikke at foreslå mig foreningen for bøsser og lesbiske).

Jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg nok er homoseksuel. Så jeg vil gerne vide, hvad jeg skal gøre. Da jeg ikke helt er klar til at tale med mine forældre om det.

Men der er også en pige i min klasse, som jeg har lyst at fortælle, at jeg er homoseksuel, men vi har bare aldrig talt sammen før. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Vh K, 15 år

SVAR:

Kære K

Tak for din henvendelse til AdamogEva.dk. Forhåbentlig er dette første skridt på vejen til, at du tør tale med nogen “face to face”.

Find en fortrolig

Som jeg forstår dig, var du besluttet på at fortælle det til din lærer, men sprang fra, da det var svært at forudse konsekvenserne.

Det er altid et sats at åbne sig for et andet menneske. Der er ingen sikkerhed for, at den, du betror dig til, vil holde sin tavshedspligt. Og måske vil den person misforstå dit problem og derfor komme med dårlige råd.

Alligevel mener jeg, du skal blive ved med at søge efter et menneske, du kan tale med! Og jeg tror, du skal blive ved med at overveje, om ikke det skal være din lærer, for det er sikkert ikke tilfældigt, at det er denne lærer, du umiddelbart overvejer at tale med.

Det kunne også være en god idé at tale med dine forældre, men det er helt okay, at du ikke er klar til det nu. Du kunne overveje, hvorfor du ikke er klar, og hvad der skal til, for at du bliver det.

Moden refleksion

Jeg synes, du er moden i den måde, du arbejder med dine problemer på:

  1. Du accepterer de følelser, du har; du fornægter dem ikke, og du evner at sætte ord på. 
  2. Du undersøger det nærmere ved bl.a. at læse denne hjemmeside. 
  3. Du kontakter nogle mennesker ved at skrive til vores brevkasse. 
  4. Du er klar over, du skal tale med nogen og har endda nogle forslag.

Jeg foreslår dig at finde nogle, du har tillid til, som du kan tale med. Ved siden af det kan det måske være en idé at tale med nogle, som har lidt mere viden om homoseksualitet

Jeg ved ikke, hvor meget du har læst her på siden, men jeg foreslår dig at læse artiklerne Homoseksuel eller bare anderledes? og Hvad nu, hvis jeg ikke passer til mit køn?

De bedste ønsker for dig.

Kærlig hilsen
Karsten Amby

Opdateret 15.10.2020

Annoncer