Livskrise og tvivl om seksualitet efter samtaler med psykoterapeut – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva, jeg har et kæmpe forfærdeligt problem, som har udviklet sig til en 2 år lang livskrise, jeg vil ikke være til drenge!!! Jeg er en 22-årig pige og har altid været en drenge-pige. og meget tidligt i mit liv gik det op for mig, at jeg var lesbisk. Har været meget forelsket i piger 6 gange i mit liv og tændt på dem og det hele.

Men for to år siden opsøgte jeg en psykoterapeut, som jeg ville tale med om mine ulykkelige kærlighedsfølelser overfor en pige. I stedet begyndte han at tale om, at jeg ikke var lesbisk og var for pæn til at være lesbisk, og at man kun kunne være det, hvis ens far har slået sin mor og alle mulige andre Freud-teorier om homoseksualitet. Alt dette gjorde mig ulykkelig, og jeg blev hurtigt fuldt overbevist om at være i tvivl om min seksualitet, og at noget ved den har ændret sig, samtidig med at jeg fik depression og ikke har lyst til at leve, hvis jeg er til drenge.

Det værste er, at jeg ikke tænder ligeså meget mere på piger, og bliver ofte ret anspændt og får sådan noget irriteret kildren og spjæt i underlivet, hvis jeg fx sidder ved siden af en mand eller hører dem stønne. Det er forfærdeligt, for det føles som en lyst, jeg ikke har lyst til eksisterer og ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved det, for jeg kan ikke leve med det, og det har gjort mig fuldstændig fortvivlet omkring min seksualitet, som jeg er blevet forvirret og i tvivl om. Det fylder hver dag og minut i mine tanker. Hjælp mig ud af dette helvede, jeg vil ikke være til drenge!

Mvh. Den håbløse, 22 år

SVAR:

Kære E

Tak for din tillid. Jeg håber virkelig, at mit svar kan give dig mod til at komme videre. Når jeg læser din mail, kan jeg godt forstå, du er fortvivlet. Du søger terapi med et problem, nemlig ulykkelige kærlighedsfølelser, som tilsyneladende ikke bliver taget alvorligt. Så det tab, du har haft af en dyrebar relation, får slet ikke den plads, der er nødvendig for, at du kan komme godt videre. Yderligere bliver der sat spørgsmålstegn ved din oplevelse af, hvem du selv er, ved din identitet, om du er til piger eller drenge. Derfor ser det ud til, at det problem du kommer med, bliver yderligere kompliceret af, at du skal forholde dig til så afgørende en side af dig selv.

Du underskriver dig med “den håbløse”. Jeg forstår godt, du oplever det håbløst. jeg har en fornemmelse af, at du aldrig har fået bearbejdet de ulykkelige kærlighedsfølelser, du søgte hjælp for den gang. Det er, som om der er noget, der er vigtigt for dig, som ikke blev taget alvorligt og hørt. Når sådan noget sker, er det naturligt at føle håbløshed. Sker der så yderligere det, at den der skulle lytte, blander noget helt andet ind i samtalen, nemlig om du er til piger eller drenge, gør det situationen endnu mere håbløs.

Jeg kan ikke sige, om du er til piger eller drenge ud fra det, du skriver. Jeg ser, at det er en kompliceret situation, som du er kommet i, som du ikke har bedt om, og som der ikke er nogen let løsning på. I din mail ser jeg også et ønske om at finde vej, og en vigtig energi som ses i din protest imod det, der er sket, det du oplever nu.

Jeg tænker, det er vigtigt, at du vover at søge hjælp igen. Samtidig er det vigtigt, du får hjælp af en, du er tryg ved, en der lytter til det, du kommer med, så du selv kan finde ud af, hvad du du synes er vigtigt, og hvad du vil med dit liv. Det er vigtigt, du genfinder glæden ved at være dig.

Venlig hilsen
Gunhild Aaen Madsen

Annoncer