Tro og livssyn

Når vi går ind i et parforhold, er det som regel, fordi vi finder noget hos den anden, som vi selv mangler. Modsætninger mødes! På den anden side kan modsætningerne også blive så store, at det gør forholdet meget vanskeligt. Det gælder især, hvis tro og livssyn støder sammen.

Forskellig tro og livssyn

Forelskelsen kan være stormende. De to finder det inspirerende med deres meget forskellige baggrund og tro. Men et stykke vej inde i parforholdet bliver forskellene til vanskeligheder. For hende betyder det meget at sove længe søndag morgen; det har de altid gjort i hendes familie. For ham er det derimod fast tradition at skulle i kirke søndag formiddag.

Det afgørende er, hvad de bygger deres liv på. For at sætte det på spidsen: Hvad der betyder noget den dag, de skal dø. Man kan lære at leve med, at den ene er til teater, mens den anden er til fodbold. Men det kræver langt mere at lære at leve med, at for den ene er troen på Gud det helt grundlæggende i livet, mens det ikke er det for den anden. Især for ham kan det være svært, at han ikke kan dele det dybeste i sit liv med hende – i hvert fald ikke, så deres hjerter banker for det samme livsgrundlag.

Når de bliver kærester, kan deres etik og moral støde sammen. Hun har lyst til at komme i seng med sin kæreste, og hun ser ikke noget forkert i det. Han har også stor lyst til at gå i seng med hende, men mener – ud fra sin kristne overbevisning – ikke, at de skal gøre det. Ligegyldigt hvad det ender med, giver det problemer for både hende og ham.

Deres forskellige tro og livssyn vil også få betydning for opbygning af deres fælles hjem. Især omkring børneopdragelsen kan det give problemer. Skal børnene døbes, og hvad lægger de hver især i den kristne oplæring? Skal der bedes bordbøn før måltiderne? Skal der læses i børnebibelen før sengetid? Skal børnene med i kirke eller gå i kristen børneklub? Alle prioriteringer i vores liv har meget med tro og livssyn at gøre.

Begge er nødt til at se realistisk på de store spørgsmål. De må gøre op med sig selv og hinanden, om prisen for et fortsat forhold bliver for høj.

Så forskellige sind

Selv når mand og kvinde i parforholdet har samme tro og livssyn, kan der være meget stor forskel på deres baggrund og traditioner. Den ene er vant til at løse konflikter ved at tale en masse om dem. Den anden er vant til at løse dem ved ikke at tale om dem. Han er en meget pertentlig type, der skal have ryddet op hver aften, før han kan sove roligt. Hun er mindre pertentlig og kan sagtens rejse sig fra et rodet sofabord og gå direkte i seng. Den ene skal have tingene gjort i god tid; den anden udsætter det meste til sidste øjeblik.

På en række felter bliver vi nødt til at affinde os med sådanne forskelligheder – samtidig med at vi åbent og nysgerrigt forsøger at undersøge, hvorfor hun er som hun er, og hvorfor han gør som han gør. Vi hverken kan eller skal lave hinanden grundlæggende om. Men to ting er afgørende:

1. At vi siger ja til vores kæreste eller ægtefælle, som vedkommende nu engang er – inklusive de fejl og mangler, vi synes, vedkommende har. Vi må se i øjnene, at vores ægtefælle hverken kan eller skal opfylde alle vores drømme og behov – hverken praktisk, holdningsmæssigt eller seksuelt. Også i parforholdet må vi tage det sure med det søde. Det fuldkomne hører ikke denne verden til.
2. At vi viser vores imødekommenhed ved at ændre på de små ting, vi faktisk kan ændre på. Den, som er ivrig med at rydde op, kan faktisk lade være med at rydde op i den andens ting. Den, der ikke er så vant til at sætte ord på tingene, kan faktisk øve sig på at gøre det i lidt højere grad. Det opmuntrende er, at netop denne villighed til at ændre på små ting, kan få store positive følger i parforholdet.

Fællesskab og forskellighed

Generelt er mit råd, at man finder en ægtefælle, som man kan dele noget grundlæggende i tilværelsen med, fx tro og livssyn. Det giver en god – men ikke problemfri – basis at bygge forholdet på. Og det fælles grundlæg giver nærmest automatisk et fællesskab, som kan være med til at bære igennem de kriser, som altid kommer.

Men samtidig er det vigtigt, at man giver hinanden stor frihed på den fælles platform. Både til at praktisere den fælles tro eller det fælles livssyn på forskellige måder og til at lade det få forskellige konsekvenser. At elske er i høj grad at give frihed, at give den anden frihed til ikke at være som mig og frihed til ikke at mene som jeg. For det er ikke bare det fælles, der giver tryghed i parforholdet og børneopdragelsen. Det er også erfaringen af, at vi respekterer hinandens forskelligheder og viser imødekommenhed.

Skrevet af:

Carsten Hjorth Pedersen

tidligere leder af Kristent Pædagogisk Institut