Svært at finde en kæreste - er det sex, omsorg eller kærlighed jeg søger?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en 20 årig ung mand, som til hverdag går på hf. Jeg er glad for min skole og har masser af gode venner. Der er dog en kæmpe ting, som er begyndt at nage mig...

Jeg er som sådan aldrig gået op i piger og kærester særlig meget, har haft sex 2 gange og syntes, det var meget akavet begge gange.

Men for ca. 4 måneder siden begyndte et kæmpe savn efter en kæreste at dukke op i mig! Det er konstant oppe i mit hoved, og jeg har simpelthen en trang til at finde en. Min familie er meget lille og er splittet på mange punkter, og min far begik selvmord, da jeg var lille. Så familiekærlighed har ikke stået mig bi.

Hver dag i skolen og til fester hører jeg om folk, der knalder derudaf med alt og alle, masser af kærestepar osv. osv.

Jeg får det bare så dårligt inden i, hver gang jeg hører og oplever det her. Jeg tænker meget på det og er blevet rimelig deprimeret over det.

Jeg ved ikke, er det kærlighed, omsorg eller sex, jeg søger??

Jeg har nu prøvet netdating i 3 måneder uden videre succes, der er mange falske/inaktive profiler, og de få ærlige er der primært for hygge snak. Jeg kan ikke forstå, hvorfor så mange piger søger en kæreste, men primært bare er der for snak??

Syntes simpelthen det er at spilde folks tid.

Min selvtillid er dog i top, jeg får tit af vide af både venner og veninder, jeg er en flot fyr, men det er åbenbart ikke kommet mig til gode endnu.

Jeg tænker desværre rigtig, rigtig meget over det her og det ødelægger min koncentration og mit humør.

Jeg håber, jeg kan få nogle råd til at tackle det her, da det fylder hele mit liv.

Hilsen en som bare ville finde en sød kæreste.

Triste, 20 år

SVAR:

Kære Triste

Tak for dit ærlige brev. Hvor er det dejligt, at du har mod til at skive en mail, hvor du sætter ord og tanker på det, der fylder hele dit liv lige nu. Det er helt naturligt, at ønsket om en kæreste og kærligheden fylder – specielt når venner og kammerater omkring dig bliver kærester. Jeg vil forsøge at give dig lidt tanker og råd med på vejen.

Kærlighed, omsorg eller sex….?

Du skriver selv i din mail, at du er i tvivl, om det er kærlighed, omsorg eller sex, som du søger. Det kan være rigtig frustrerende at gå rundt med en masse tanker og følelser – uden egentlig helt at kende dem. Jeg vil forsøge at bruge udelukkelsesmetoden. Jeg tænker, at det ikke er sex, som du søger. Du har tidligere oplevet, at sex for dig har været akavet. Sex er noget af det stærkeste og mest følsomme, vi kan have med at gøre. Gennem sex rører vi ved de dybeste følelser og blotter de mest private dele af os selv. Det kan være utrolig dejligt, men det kan også misbruges og gøre så frygtelig ondt. Sex med et menneske, som vi ikke elsker eller er forelskede i, bliver blot til en tom handling – hvor vi let bliver sårede eller ligegyldige. Mens sex med et menneske, som vi elsker – er noget af det mest smukke og fantastiske, som to menneske kan dele. Så gem det til den rette…..

Læs evt. mere her på siden:

Vejen til god sex

Værd at vente på

Kærlighed eller omsorg?

Tilbage er så spørgsmålet, om det er kærlighed eller omsorg, at du søger. Eller kan det måske være begge dele…..? Du skriver i din mail, at familiekærlighed ikke har stået dig bi. Jeg tænker her, at du måske kan komme til at opleve at have svært ved at forelske dig eller give dig hen til et andet menneske. Det kan være en ubevidst frygt for at blive såret. Når du bevæger dig nært et andet menneske, giver du samtidig dele af dig selv, dele af din kontrol over dine handlinger, følelser, fornemmelser og tanker. Du smider masken så at sige. Du blotter dig, uden at kunne tage det, som du giver, tilbage igen. Jeg læser, at du stiller spørgsmålstegn ved, at pigerne på dating-siderne gerne ”bare ” vil snakke – og tænker, at de derved spilder din tid. Men netop det at modtage og give kærlighed, opbygges kun i et tillidsfuldt forhold, hvor man har lyst til at bruge tid på netop at lære det menneske at kende , som man har forelsket sig i. Kærligheden og omsorgen for hinanden opstår – når man tør dele oplevelser, tanker og følelser med hinanden.

Læs også artikelen:

Når fortiden gør ondt

Hvad er jeg værd?

Og flotte fyr – vær dig selv. Det er det indre og ikke det ydre pigerne skal forelske sig i….

Det vigtigste er, at du bare er dig selv. Du skal på ingen måde lave dig om, fordi du er værdifuld – netop som du er! Det er det inden i dig, der tæller, og som skal vække følelser hos en kæreste. Hvis du forsøger at lave dig selv om eller være en anden for at få opmærksomhed fra pigerne, er du ikke god mod dig selv. Vær tro mod dig selv og pas på dig selv. Så hold fast i hvem du er og hvad du står for!

Jeg har fundet et par links, som måske kan være til en hjælp

Kærlighed og forelskelse

Ridderen på den hvide hest

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine tanker og overvejelser. Jeg ønsker alt det bedste for dig og kærligheden.

Kærlige hilsner

Karina Søndergaard

Annoncer