Hej Madeline
Teenagetiden kan være vanvittig festlig, forførende, flirtende og fantastisk, men den kan også være frustrerende og forfærdelig. Der sker så mange ting med jer. For bare et år siden var det modsatte køn kun noget, man lige akkurat kunne holde ud, men man talte ikke med dem.
Læs også: Pubertet - en ekstrem forvandling
Hormoner og flirt
Nu er I – på lidt forskellige niveauer- i gang med at undersøge det hele omkring jer. Ham din skolekammerat er måske lidt hurtigere i gang end nogle af de andre drenge, måske er han et år ældre, der er jo en del drenge, der kommer senere i skole. I hvert fald er han fuldt optaget af alle sine hormoner og kigger i øjeblikket efter de fleste hunkønsvæsener med en puls. Han har det herligt og sjovt og der er sikkert ikke mere i det end flirt, sjov og ballade for ham.
Ikke nødvendigvis optakt til kæresteforhold
Du synes måske så, at det pludseligt var helt overvældende, da opmærksomheden faldt på dig. Da han pludselig lavede sjov med dig, drillede og SÅ dig. Det kan jeg godt forstå. Vi har det med at smelte helt hen, når al opmærksomhed pludselig er vendt mod os. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det er bare ikke altid at fascinationen af et andet menneske bliver til starten på et kæreste forhold.
Det er ikke sikkert, at der kan komme et forhold ud af det lige nu, hvor der sker så meget omkring jer, og hvor han rigtig har travlt med at undersøge alt det nye. Men jeg kan godt forstå, at du synes, det var fedt med opmærksomheden, og at du nu, hvor en anden er centrum for hans blik, bliver ked af det og får en jaloux følelse, der stikker frem.
Ingen grund til hastværk - sats på venskaber først
Jeg kan ikke svare på, om du skal droppe ham. Hvis du har lyst til at lære ham bedre at kende og finde ud af, om han kan komme lidt ned i ”hormon-gear”, så kan du jo prøve at tale med ham. Jeg tror bestemt ikke, at han er for liderlig, som du skriver, men han er en teenagedreng fyldt med hormoner og han har en fest lige nu. Det vil være hårdt for ham at skulle køle lidt ned og kun kigge på én pige ad gangen. Men tag løbeskoene på, måske kan du indhente ham. Ellers må du vente til han har dampet lidt af.
De bedste hilsner og ønsker om en god teenagetid, som indimellem byder på totalt hormonforstyrrede drenge OG piger ;-)
Brug tid sammen med vennerne - både piger og drenge. Læse disse artikler om hvad gode venskaber betyder
Anja