Når fortiden gør ondt

Fortiden påvirker nutiden

Jamen, fortiden er jo forbi! Hvad nytter det at rippe op i barndommens skænderier eller mindes gode, sjove måltider? At fortælle om mobning eller sejre i folkeskolen? At analysere forældres kulde eller kys, da du var i puberteten? For nu er det tog jo kørt. Og nu er du 19 eller 31. Desuden har du måske glemt det meste fra de første 18 år. Lige på nær nogle fodnoter i sindet, som blev siddende. De kan være dukket op i en situation, der ligner noget fra tidligere. Eller i drømme. Eller de er optaget på film og fotos. Det kan også være, de er blevet fortalt om og om igen som en del af familiekrøniken til større eller mindre morskab for dig selv.

Er fortiden forbi? Ja, for den kommer ikke igen. Og nej, for dens konsekvenser dukker op igen i nutiden. Og vores syn på fortiden, på andre og på os selv bærer vi med os. Fortidens briller påvirker nutidens syn. For kroppen husker fortiden, selv om vores bevidste hukommelse har glemt det meste. En duft, et navn, et Anders And-blad, en berøring, en lyd, en melodi kan fremkalde gode eller onde minder fra køkkenet, bedstemor, klasseværelset eller konfirmationen.

Kroppens historie

Fik din krop flest gode berøringer og kærtegn, sjove slåskampe og sund kost og god søvn? Så er en del af et godt fundament lagt for din voksne krop. Men var der kun lidt berøring eller mest negativ kropskontakt med afvisning eller vold, så oplagres afvisningen i sindet. Og blev de fleste nætter indledt med gråd ned i puden eller angst ved forældrenes højlydte skænderier, så blev søvnen ikke så lang og tryg. Måske sidder søvnvanskeligheder stadig i én, selv om scenen nu er en anden, og mange år er gået.

Det kan også være, at kæresten eller ægtefællen en dag kommer listende bagfra for glad at overraske med chokolade eller tidlig hjemkomst. Men du stivner og bliver sur eller bange. For kroppen husker andre “bagholdsangreb” fra år tilbage. Og kroppens automatreaktion: Vær på vagt! kan være hurtigere end de tanker, vi tænker.

Fortæl eller skriv om barndommens sår

Du kan skrive til din kæreste eller til en god ven. Det gør en forskel at opleve sårene set og hørt af en anden. Især hvis denne anden ser og hører med respekt og ikke bagatelliserer eller forklarer eller griner. Du kan også skrive til Gud og så lægge brevet i skuffen. Du glemmer ikke de onde minder ved at fortælle. Men du får mulighed for at se lidt mere sammenhæng mellem før og nu. Og for at tage mere ansvar for ikke at lade dig selv eller andre blive ved med at såre dig.

En kæreste, ven eller ægtefælle kan lettere støtte, når du gentagne gange fortæller: “Det er ikke din skyld, at jeg er så gal eller ked af det eller bange. Men du er min nærmeste, og derfor vælter det ud til dig. Usorteret. Tak, om du vil høre på det og give et knus.” Fortidens sår kommer til at ødelægge mindre, når vi er mere bevidste om sammenhængen. Og når vi henter minder fra kælderen op i solens lys, mister mørket sit greb, selv om de stadig gør meget ondt. Men lys og mere klarhed er nødvendigt, så vi ikke selv medvirker til nye afvisninger og til mobning af os selv eller af andre ud fra gamle sår.

Dit eget ansvar

Når vi er voksne, har vi selv ansvar for, hvad vi gør med det, vores forældre eller andre gjorde med os. De har selv haft forældre og lever selv med mere eller mindre helede sår. Alle forældre kommer til at såre børnene i én eller anden grad. Men også mange andre relationer og faktorer spillede ind, da vores personlighed og selvfølelse blev formet. Blandt andet din egen grad af følsomhed, forholdet til dine søskende, skolen, kirken og vennerne. Og det har gjort en stor forskel, om du oplevede, at der blevet taget hånd om uretfærdighed og konflikter, eller de bare blev overset og skubbet væk.

Sår heler bedre, hvis de bliver renset. Sår på sjælen kan renses ved, at der bliver gjort op, tilgivet og trøstet. Når det sker, så lærer man, at der kan begyndes forfra. Men skete det ikke da vi var børn, ja, så må vi lære om opgør og en ny begyndelse som voksne. Øve sig på at tilgive sig selv og andre. Lære, at selvom man arbejder på at tilgive ved at slippe sin bitterhed, kan det alligevel blive ved med at gøre ondt. Det er sjældent særlig smart at gå hjem og skælde forældrene huden fuld. Men det kan være lidt lægende at skrive vrede breve, som du lader være med at sende. Og det kan være lidt lægende at snakke med dine forældre og søskende om, hvad der gjorde ondt og godt. Især, hvis snakken gøres til en nysgerrig, gensidig lytten: “Sådan husker jeg det, hvordan husker du det?” Og ikke gøres til: “Min elendige barndom er totalt din skyld!”

Nye relationer

For nogle er konstruktive samtaler med familien desværre ikke mulige. Så kan venskaber, sjælesorgssamtaler eller terapi være en del af sårhelingen. Men også i de nye relationer i fx en menighed er vi nødt til at øve os for ikke automatisk at føre fortidens synder videre. Også billedet af Gud kan være farvet af dem, der tidligere sårede dig. Du kan tænke: Jeg skal gøre Gud tilfreds og leve op til ham, lige som til fars forventninger. Eller: Gud husker mine fejl lige så omhyggeligt, som mor husker. Da er dit gudsbillede blevet såret og behøver også at blive helet.

Det sker, at et såret menneske finder mere ro i Guds hjerte end i menneskers ord: “Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig.” Salmernes Bog kapitel 27 vers 10.

Skrevet af:

Eleonora Skov Andersen

familieterapeut, teolog