Kærlighed og forelskelse

“Jeg elsker dig” siges af alle, men hvad ligger der egentlig i det? Læs om forskellen på forelskelsen, som du ikke kan styre, og kærligheden, som kræver vilje og beslutning.

I film og serier, reklamer og romaner er kærlighed for det meste noget med store brusende følelser, sommerfugle i maven, spænding og at have den anden i tankerne hele tiden. Det er mere sjældent at se kærlighed beskrevet som selvopofrende handlinger med den anden i fokus eller livslang støtte til en partner i vanskeligheder, selvom det går ud over dine egne muligheder.

Den overvældende forelskelse dominerer billedet og bliver beskrevet som kærlighed. Men kærlighed og forelskelse er to meget forskellige følelser, som har forbindelse med hinanden, men som bestemt ikke er ens. Hvis du ikke er opmærksom på den forskel, kan du gå glip af ro og dybde i forholdet til din kæreste.

Forelskelsen

Forelskelse er en følelse, som kommer og går, uden du helt kan kontrollere den. Men når følelsen er der, kan du selv vælge, om du vil give den plads og lade den vokse, eller om du vil lade være. Du kender sikkert tegnene på forelskelse, for du har nok selv prøvet at “svæve på en lyserød sky”, eller også har du læst bøger eller mødt den på film. Forelskelsen er jo oftest den måde, vi møder vores tilkommende på – så derfor er den tit vejen ind til et mere fast forhold.

Måske er du ikke opmærksom på, at du faktisk har et valg, så du kan vælge, om du vil give følelserne plads, eller du ikke vil. Ved at give følelserne plads lader du forelskelsen vokse og dyrker forelskelsen. Du lader dine tanker kredse om den udkårne; du får et øjebliks øjenkontakt, og det gisper indeni – og dine følelser får mere at leve af, og hen ad vejen kan det føre frem til, at I mødes og måske bliver kærester.

Men du kan altså også vælge at lade være med at kontakte med øjnene eller på anden måde og forsøge at stoppe dine tanker, så du bevidst hindrer dem i at kredse om den, du føler dig tiltrukket af. Det valg kan du fx beslutte at tage, fordi du måske er blevet smålun på din bedste vens kæreste, eller fordi du i forvejen er gift og har sagt ja til en anden for livet. Sommetider kan kærligheden og forelskelsen altså gå hver sin vej, og i de tilfælde vil det være ukærligt at følge forelskelsen.

Kærligheden

Når du træffer et valg om at lukke af for forelskelsen, når den ikke er på sin plads, har du udført en handling, som hænger sammen med kærlighed – med et stort ord: En kærlighedshandling. Du har brugt din vilje og truffet en beslutning om at ville elske, ville kærlighed, ville vælge de følelser fra, som kan såre den eller dem, som du holder af. Det er baggrunden for, at præsten i vielsesritualet ikke spørger: “Elsker du NN nok til at leve med ham, indtil døden skiller jer?” men i stedet spørger: “VIL du elske og ære og leve med …?” Du bliver altså spurgt, om du VIL, om du vil bruge din vilje, træffe beslutninger og udføre handlinger, som øger kærligheden mellem jer for resten af livet.

For kærlighed er at give sig selv til en anden, sætte den andens bedste foran dit eget bedste, arbejde for fællesskabet frem for det individuelle. Ægteskabet bygger på kærligheden frem for forelskelsen. For kærligheden er tålmodig og mild, den misunder og praler ikke, glæder sig over sandheden. Kærlighed er at handle, så det bliver bedst muligt for din kæreste.

Hårdt arbejde

Du kommer ind imellem på hårdt arbejde, hvis du vælger kærligheden; vælger at sætte viljen ind og arbejde for det forhold, du er i og har sagt ja til. Der vil fx komme julefrokoster og fester, hvor en anden måske danser tæt, og hvor du kunne vælge at lægge lidt mere i det og få en hurtig “forelskelses-rutsjetur”, men i stedet vælger at trække dig, fordi du vil kærlighed og trofasthed.

Du vil opleve, at følelserne alligevel er svære at styre og allerede er kommet på langfart, før du opdager eller erkender, hvad der sker. Og så er du igen på hårdt arbejde i et forsøg på at få dem lukket ned: Du vælger at tale åbent og ærligt med din partner om det, vælger at trække dig, vælger at droppe legen med den afsporede forelskelse. Du vælger kærligheden.

Bonus

Den gode nyhed er, at det giver bonus i sidste ende. Du vil opleve tryghed og ro i det forhold, du har valgt, ligesom arbejdet vil bære frugt på den måde, at du igen og igen får lov at opleve følelserne vokse og forelskelsen spire sammen med den, du har valgt for livet.

Brug evt. den gratis app YouTwo til at udtrykke kærlighed til din kæreste/ægtefælle.

Annoncer