Min veninde er homoseksuel – hvordan skal jeg reagere?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg har virkelig brug for lidt hjælp.

Jeg er kristen, og det er min bedste veninde også. Men hun har fortalt mig, at hun er homoseksuel. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Jeg prøver at komme med små bemærkninger om, at det er forkert, og at det er meningen, piger skal være sammen med drenge. Men det virker ikke, som om det ændrer hendes syn på tingene.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. For jeg kan jo ikke bare acceptere det. Men jeg kan heller ikke bare ignorere det, for hun er jo min bedste ven. Og jeg gerne vil have, hun kommer i Himlen og bliver frelst. Hvordan skal jeg gribe det an?

Pige, 14 år

SVAR:

Kære pige

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, du synes det er svært, og at du ikke ved, hvordan du skal snakke med din veninde om så følsomt et emne som seksualitet. Jeg læser, at der er to ting, som fylder dig:

  1. Du synes, homoseksualitet er forkert, og du vil gerne forklare det til din veninde, så hun bliver frelst. Du føler, det er dit ansvar at vise hende, hvad der er rigtigt og forkert. 
  2. Du ved ikke, hvordan du skal sige det til hende, hvor meget du skal sige, og hvad du præcis skal sige.

Homoseksualitet

Først vil jeg gerne tage udgangspunkt i homoseksualitet i det hele taget. AdamogEva.dk har flere gode artikler og svar om homoseksualitet, som jeg tror, både du og din veninde kan få noget ud af at læse. Her kan du finde svar på, hvad vi mener, Bibelen siger om homoseksualitet. Se fx spørgsmålet Hvad mener I om homoseksualitet? 

Lyt og spørg og tal sammen

Når vi på AdamogEva.dk tager udgangspunkt i, at en homoseksuel livsstil ikke er det, Gud ønsker for et menneske, er det vigtigt, at vi som kristne viser et ansvar overfor hinanden til at kunne sige ting til hinanden. Men vi skal passe på, at det ikke bliver med en løftet pegefinger. Vi gør alle nogle ting, som Gud ikke ønsker for mennesker, og det er kun Gud, som kan dømme.

Når din veninde deler med dig, at hun er homoseksuel, har hun brug for at blive både hørt og lyttet til, men også blive en del af en samtale om det. Når jeg skriver samtale, mener jeg, at den bedste måde at snakke om det, er at snakke sammen – ikke bare dig som kommer med dine meninger. I kan snakke om, hvad Bibelen siger om homoseksualitet, og det sker bedst i en dialog, hvor du måske kan stille spørgsmål og fortælle stille og roligt, hvad du tænker på og samtidig give hende plads til at tale.

Fx kan du sige: “Jeg har tænkt meget over, at du har fortalt mig, du er homoseksuel, og jeg har lidt svært ved at vide, hvad jeg skal sige til det. Jeg vil gerne støtte dig som veninde, og jeg mener, jeg gør det ved at snakke med dig om det. Jeg forstår på Bibelen, at Gud ikke ønsker denne livsstil for et menneske. Har du selv tænkt over det? Hvad føler du, når du hører mig sige det? Kunne vi evt. kigge på Bibelen sammen?” 

Man kan aldrig vide, hvordan en anden person vil reagere, men med en stille og rolig tone håber jeg, at I kan få en god samtale. Det er vores ansvar som kristne at snakke med hinanden uden at dømme, og det kan være rigtig svært at gøre det. Men tænk over dit ordvalg og prøv ikke at bruge negative ord. Måske er det en idé at snakke med hende om, at det at have homoseksuelle følelser er helt ok.

Vær hendes veninde

Til sidst vil jeg sige, at du som veninde kan støtte hende ved at bare være der. At du ikke vender hende ryggen, men fortsat er ven med hende. Når I først har snakket om det her, betyder det ikke, at I aldrig må nævne det igen, men det betyder heller ikke, at du hele tiden skal bringe jeres uenighed og dine bekymringer på banen.

Vær der for hende, hvis hun har spørgsmål, og prøv at henvise hende til nogle voksne, som kan svare. Opsøg viden hos voksne kristne, du har tillid til, og støt hende i at reflektere over sin seksualitet.

Mange teenagere er usikre i deres seksualitet

Som der står i den artikel, jeg har henvist til, modtager AdamogEva.dk mange spørgsmål om homoseksualitet, og det viser, at unge nærmest tvinges til at tage stilling til deres seksualitet på et meget tidligt tidspunkt i deres liv. Jeg har fundet nogle relevante spørgsmål og svar, som jeg tror, både du og din veninde kan få noget ud af at læse:  
Tror jeg er til piger – er der en pige, jeg kan skrive med?
Er jeg lesbisk? Hvad gør jeg med alle mine tanker og følelser?

Læs også artiklen Homoseksuel eller bare anderledes? der beskriver, hvordan de seksuelle følelser kan svinge rigtig meget i teenagetiden.

Jeg håber, I får nogle gode snakke. Tak for dit spørgsmål – at du skrev til os viser, at du har en kæmpe omsorg for din veninde. Bliv ved med at vise denne omsorg over for hende.

Mvh. Mary A. Madsen

Opdateret 14.10.2020

Annoncer