Kristen pige på snart 15, forelsket i en dreng på 13 år. Er der noget galt i, at vi bliver kærester?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en pige på 14 år, jeg bliver 15 om lidt over en måned.

Jeg har i næsten halvandet år været forelsket i en dreng, der går en klasse under mig. Vi har lært hinanden at kende gennem fælles aktiviteter i fritiden, og jeg er bare blevet mere og mere glad for ham.

Jeg vil betegne mig selv som kristen, og jeg kommer meget i kirken og tror på Gud. Jeg har tænkt meget over det med aldersforskellen, da han jo først bliver 14 om et halvt år, og jeg snart bliver 15. Men jeg er nået frem til den konklusion, at så længe vi ikke har sex, så er der vel ikke noget galt i, at vi er kærester. Vel?

Hvad mener Bibelen om den sag?

Jeg er også bange for at spørge ham og derved ødelægge vores venskab, men jeg vil jo også gerne have, at det bliver til mere.

Knus S 

SVAR:

Kære S

Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk. Det er godt, at du spørger, når du har gået så længe og overvejet, hvad du skal gøre.

Forelskelse er fantastisk!

Tillykke med, at du er forelsket! Det er en fantastisk ting at kunne blive forelsket og opleve alle de spændende følelser, der følger med. Nogle gange er det også besværligt, som du selv giver udtryk for, fordi der følger så mange spørgsmål med: Er han også forelsket i dig? Skal det være jer to for altid? Og du vil gerne følge Bibelens vejledning for det gode liv, så du spørger også om, hvad den siger om din forelskelse, og om I skal blive kærester.

Hvad siger Bibelen?

For nu at tage det sidste først: Bibelen giver ikke nogle retningslinjer for, hvor gammel man skal være for at blive kærester. Bibelen er jo skrevet over flere tusind år, hvor der gennem tiden har været forskellige kulturelle normer for, hvornår og hvordan man fandt sin ægtefælle. Men Bibelen giver os sund vejledning i, hvordan vi forholder os til vores seksualitet og følelser. Og det er ikke afhængigt af, om det foregår for 3000 år siden eller i dag. Det kan du læse om i artiklen Sex i Bibelen – på den gode måde. Gud har skabt os, så vi kan blive forelskede og har seksuelle følelser – derfor er det skønt og kan opleves fantastisk.

Aldersforskel

I jeres alder kan en aldersforskel på halvandet år opleves som rigtig meget. Men om fem eller ti år betyder det ingenting! Du og I skal først og fremmest finde ud af, om I har fælles interesser (som det lyder til på dit spørgsmål), om I griner af de samme ting, om I har respekt for hinandens meninger og ønsker osv. Det er meget vigtigere, end hvor stor aldersforskellen er.

Venner eller kærester

Og så til spørgsmålet, om I skal blive kærester. Jeg kan sagtens forstå, at du er bange for at ødelægge jeres venskab ved at spørge, om I skal være kærester. For måske er han slet ikke forelsket i dig? Det sker ofte, at det kun er den ene i et vennepar, der er forelsket. Jeg tror, du kan finde inspiration til, hvad du skal gøre, ved at læse nogle artikler og svar under temaet Fra venner til kærester. Der er nemlig mange, som er eller har været i samme situation som dig.
Jeg vil gerne opfordre dig til at satse på jeres venskab og nyde, at du har en så god ven, som du kan lide at være sammen med. Og så kan det være, dine følelser for ham udvikler sig, eller det kan være, de går over. Men under alle omstændigheder har du oplevet et godt venskab, og det er en stor gave!

Guds barn

Til sidst vil jeg sige, at du også har en stor gave i, at du er kristen. Som Guds barn må du tale med ham også om det med kærester og bede ham hjælpe dig med at finde vej i det. Det er trygt og godt at vide, at Gud vil det bedste for dig! 

Jeg håber, du fik svar på dine spørgsmål – ellers må du endelig skrive igen.

Guds fred og alt godt over dig!

Kærlig hilsen
Vibeke

Annoncer