Kære M
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er super, du skriver til os, når du kæmper med noget. Jeg vil prøve at svare dig så godt og grundigt, jeg kan. Og så vil jeg opfordre dig til at snakke med en voksen kristen om det. Måske kan du bruge en af lærerne fra efterskolen?
Om at bede Gud om hjælp
Det er så godt at læse, at du tager Gud med på råd i dit liv ved at bede til ham. Du har så oplevet, at Gud ikke svarede på den måde, du havde håbet. Den dreng, du var forelsket i, blev nemlig ikke forelsket i dig. Og det er oven i købet sket før. Nu er du så begyndt at bede på en anden måde, og det er faktisk meget modent gjort!
Du kan læse meget mere om det at bede Gud om hjælp til at få en kæreste i det her gode svar: Hvorfor hjælper Gud mig ikke?
Guds planer for os
Nu spørger du så helt konkret til, om det kan være Guds plan, at du har fået øje på den nye dreng. Jeg synes ikke, det lyder som noget sludder, men jeg kan desværre ikke svare på det. Bibelen lærer os ikke, at Gud på den måde har helt faste og skemalagte planer for hver eneste af os, så der lige præcis findes “den eneste ene”, som vi bare må bede om og håbe på at ramle ind i en skønne dag.
Det eneste, vi helt sikkert ved om Guds planer for os, er, at vi skal blive frelst og nå hjem til livet med ham på den nye jord. Hvordan vores liv i øvrigt former sig her på jorden, er der ikke på forhånd noget fast skema for.
Vores forstand og følelser
Men Gud har givet os gode redskaber til at finde vej i vores liv! Vi er skabt med både forstand og følelser, som vi kan bruge, når vi skal træffe vigtige valg. Og så har han i Bibelen givet os vejledning for det bedste menneskeliv. Derfor kan forstanden klædes på til at tænke de gode og sunde tanker, når vi læser i Bibelen om, hvordan det er at være kvinde og mand. Og så vi kan følge rammerne for, hvordan det er godt at være kærester.
Vi kan bruge vores følelser til at blive opmærksom på dem, der er omkring os. Også på en dreng, der måske kan blive en kæreste.
Lær hinanden at kende
Det er altid godt at blive ven med en, som man måske er forelsket i. Det er nemlig som venner, man finder ud af, om han virkelig er så god en fyr, som man troede, eller han bare er helt anderledes, end jeg forestillede mig. Derfor vil jeg opmuntre dig til at blive ven med den dreng, du nu har fået øje på. Når I går på efterskole sammen, er der jo masser af muligheder for, at I kan lave ting sammen, så det er bare om at udnytte det. Spil et spil, gå en tur, se en film – alt sammen gerne sammen med andre, så I lærer hinanden at kende, uden der nødvendigvis er en masse forelskelse på spil.
Hvis du på den måde finder ud af, at han slet ikke er noget for dig, har du ikke blottet dig så meget, som hvis du bare nu går lige hen til ham og spørger, om I skal være kærester. Og så gør det nok heller ikke så ondt på dig.
Du har masser af tid
Selvom jeg ved, det er irriterende at få at vide, så er du altså ikke voldsomt gammel endnu. Og du har masser af tid til at finde en kæreste. Måske kan du øve dig i bare at slappe mere af i forhold til drengene og få dig nogle gode venner blandt dem. Hvis du kan få det med at få en kæreste til at fylde lidt mindre i dit sind og i stedet nyde din ungdomstid og gode venskaber med både piger og drenge, tror jeg, det vil være godt for dig.
Måske kan du få noget ud af at læse disse artikler:
Plusser ved at vente med at få en kæreste
Pigevenner og drengevenner
Den eneste ene
Jeg håber, du kan bruge mit svar – ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Og som sagt vil jeg opfordre dig til at tale med en voksen kristen om dine tanker. Det er altid nemmere at blive forstået, når man taler sammen ansigt til ansigt.
Guds glæde, fred og velsignelse over dig!
De bedste hilsner
Vibeke