Kære Sascha
Først svar på dit sidste spørgsmål: Naturligvis vil vi fra Adam og Eva gerne svare dig, det er faktisk meningen med brevkassen. :-)
Forvirret!
Ja, naturligvis er du det, en fyr har skrevet til dig nat og dag i 2 år og fortalt dig, at han elsker dig, at du er hans drømmepige og vil have dig med til familiefester. Pludselig holder det op, og du hører, at han har fået en kæreste…….
Godt at du lytter til dig selv
Jeg beundrer dig, at du ikke har ladet dig overtale til at møde ham, tage med ham til familiefester, når du ikke har været forelsket i ham, men har betragtet ham som ven.
Det viser, at du er god til at mærke dig selv, hvad du har lyst til, og hvad der er godt for dig, så bliv endelig ved med det. Det er vigtigt for, at du kan have et godt liv.
At du har været irriteret på ham, fordi han hele tiden skrev, er naturlig nok, han har vel nærmest bombarderet dig med: ”jeg elsker dig”.
Jeg tænker, om du evt. kunne have skrevet til ham om, hvordan du tænkte om ham, og at du ikke ville skrive med ham hver dag. Hvis han derefter ikke lod dig i fred, kunne du lade være med at svare ham????. Måske har du gjort det, han er tilsyneladende meget udholdende.
Forelskelsen kommer og går
Jeg synes ikke, du har været ond mod ham. Han har været forelsket i dig, og det var ikke gengældt fra din side. Det er synd for ham, det er ulykkelig kærlighed, og det gør ondt på ham. Det er ikke din skyld, at du ikke var forelsket i ham. Forelskelse er en følelse, en gave, som du ikke selv kan bestemme, hvornår skal opstå eller gengældes eller ophøre.
Dine følelser for ham, har så ændret sig, så du måske er blevet forelsket i ham.
Jeg ved ikke hvor meget og hvad, I har skrevet sammen om, for at lære hinanden at kende…
Pludselig hører du ikke fra ham, fordi han har fået kæreste på. - Det gør ondt. Så bliv bare vred, ked og sur. Jeg håber, han selv har skrevet det til dig. Det synes jeg, han skylder dig, men det kan selvfølgelig være svært for ham.
Tal med en fortrolig
Jeg tænker, du har brug for at snakke med en god veninde, din mor eller en anden, du har tillid til, om hvordan du har det. Fordi det svære, som deles med en anden, bliver mindre. Det forsvinder ikke bare sådan vupti, men det fylder mindre.
Måske kan du få hjælp ved at skrive et farvelbrev; et brev, som du ikke skal sende til ham, men skriv et farvel til alle dine tanker og drømme om ham, farvel til al den tid og opmærksomhed han har haft i din hverdag.
Sidst i dit brev fortæller du, at du har svært ved at binde dig til andre, hvis du vil, kunne det måske være godt for dig, at skrive eller snakke om det engang.
Fokuser også på andre ting
Jeg vil opfordre dig til at lave nogle ting sammen med dine venner og familie, dyrke din hobby og lign. gå, cykle eller løbe nogle ture. Så du får mange gode oplevelser.
Læs evt. artiklen: Pigevenner og drengevenner
Jeg vil ønske dig en god sommer og jeg er sikker på, at du vil møde en god fyr, hvor jeres følelser er gengældte.
Kærlig hilsen Birgit Rahbek