Kære Anonyme
Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg kan høre, du virkelig gør dig mange overvejelser om, hvem du gerne vil dele livet med, og hvilke kvaliteter den person skal indeholde. Mine overvejelser i forhold til dit spørgsmål går på følgende:
Slip kontrollen
Jeg fornemmer, at du gerne vil være helt sikker, før du kaster dig ud i et evt. kæresteforhold. Og du vil også gerne – inden forholdet er begyndt – vide, om drengen du satser på er et realistisk kommende “husband-material”.
Det er der ingen, som kan vide på forhånd. Din kendskab til, hvad drengen står for, giver dig ro i maven rent fornuftsmæssigt, og det er godt. Men måske skal du give dig selv lov til bare at være i relationen og mærke efter, om forelskelsen kommer helt af sig selv.
En glæde over at se hinanden og at kunne se sig selv sammen med personen er et rigtig godt sted at starte. Men man kan ikke tænke sig selv til en forelskelse. Man skal turde slippe kontrollen, og så gå med de følelser, der dukker op.
Lev i nuet
Jeg tænker, at faren ved at have en “tjekliste” over, hvad en kommende mand skal indeholde af kvaliteter er, at man kan glemme at være i nuet og mærke de følelser, der opstår. Ligeledes tænker jeg, at du “kun” er 18 år gammel. Både du og dine jævnaldrende kommer formentlig til at udvikles og forandre jer rigtig meget over de kommende år, og et evt. kommende “husband-material” er et højt krav at stille til en kæreste lige nu.
Jeg mener, at der gerne skulle udvikle sig et ønske og en tryghed i et kæresteforhold, der gør, at man kan se sig selv sammen med personen i fremtiden – forhåbentlig gennem resten af livet. Men hvis ikke denne følelse og tryghed udvikles, tænker jeg, at forholdet naturligt vil blive afsluttet igen.
Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar i vores tema At finde den rigtige og artiklen Den eneste ene.
Du lyder som et menneske med mange fornuftige og velovervejede tanker. Derfor tror jeg, mit råd vil være at turde kaste dig ud i livet og så mærke efter undervejs og følge din mavefornemmelse. Når du er kristen, er det naturligt også at bede om Guds vejledning og være tryg i, at han er med i dine valg.
De bedste hilsner fra
Bente Mathiesen