Hej Tyren
Du beskriver rigtig fint alle de følelser, der river og slider i dig. Du holder rigtig meget af din gode ven og kæreste. I har kendt hinanden i lang tid og derfor gør det desto mere ondt at få at vide, at et brud måske er på vej.
Føle sig forelsket
Følelsen af at være vred og ked af det på én gang raser inde i dig.
Jeg kan godt forstå, at du føler dig frustreret og føler, at din kæreste ikke vil lytte til dig. Det virker fuldt af modsætninger, at han siger, han overvejer at slå op samtidig med, at han siger, han elsker dig. Tvivl er noget, som mange møder i deres forhold – jeg tror, det er sundt at mærke efter engang imellem. At han tvivler og samtidig siger, han holder af dig, er en del af den følelse af at være forelsket. Det er ikke nødvendigvis en modsætning.
Forelskelse er en følelse, som kommer og går, uden at der altid er til at se en sammenhæng i det. Prøv at læse lidt mere i disse to artikler:
Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Kærlighed og forelskelse
Ville elske
Det at elske hinanden er en viljessag – det er noget, der skal kæmpes for. At elske handler om kærlighed, der fortsat er der, også når der er noget, der udfordrer og giver modstand.
Det er muligt, at din kæreste overreagerer og vil fortryde, men det eneste, du kan gøre, er det, du siger, du ikke kan klare … nemlig at vente. Hvis du har viljen til kærlighed, må du vise ham det ved at give ham tid til selv at finde ud af, om han har viljen. Giv ham tid og plads til at mærke efter. Han kan ikke bruge dine erfaringer om, at det måske bare er en fase. Han bliver nødt til at gøre de erfaringer selv.
Det bedste, du kan gøre, er at fortælle ham, at du holder af ham, respekterer ham og at du gerne vil lytte og snakke, når han er klar. Jeg tror ikke, han er i tvivl om, hvad du føler for ham. Det han har brug for nu, tror jeg, er at mærke, du er der for ham ved at give ham tid og ro samtidig med, at du lader ham vide, at du er der for ham, når/hvis han bliver klar.
Jeg har fundet lidt på vores side om andre, der har stået i lignende situationer:
Kæreste i tvivl – skal jeg bare give hende tid?
Kærligheden har ændret sig – hvad skal jeg gøre?
Elsker jeg ham eller har jeg bare vænnet mig til ham?
Her er også et par artikler, jeg tror, du kan bruge til noget:
Et trin ad gangen er det mest sikre
Den eneste ene
Overbevise
Du spørger, hvordan du kan overbevise ham. Det kan du ikke! Du kan fortælle ham, hvordan du føler og så vente … Det er ikke nogen nem opgave at være den, der venter. Det er ikke sikkert, at han kommer tilbage til dig, men det gør han heller ikke, hvis du presser ham. Hvis du har mod på det, kan du jo evt. vise ham dit spørgsmål og mit svar; måske kan det være med til at hjælpe ham i sine overvejelser.
Håber du finder vej i dine beslutninger.
Mange hilsner
Vivian