Frustrerende forhold til ekskæreste – kan I hjælpe?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg har haft en kæreste gennem fire år. Vi har haft vores op- og nedture, men er kommet stærkere igennem dem. For et par måneder siden fortalte han, at han følte, der var noget, som ikke fungerede. Vi havde ikke så meget seksuel kontakt, da det hele var gået hen og blevet meget hverdag. Vi går begge i gymnasiet og har en rimelig travl hverdag med lektier, arbejde og diverse.

For en måneds tid siden slog han op, og der gik det rigtigt op for mig, hvor højt jeg elsker ham. Vi har stadig meget kontakt og ses faktisk ind i mellem. Problemet er, at han siger, han ikke kan lade mig være, han har lyst til mig, han elsker mig, og at jeg betyder ekstremt meget for ham, men der er stadig noget, der nager, men han kan slet ikke finde ud af, hvad det er. Jeg er så frustreret, da jeg virkelig gerne vil ham, og at jeg elsker ham højere end noget andet og virkelig tror på os som par. Mit dilemma er bare, hvordan jeg skal tackle det hele?

Vi snakker egentlig meget om vores følelser, og han ved, hvordan jeg har det med hele situationen. Men ja, kunne godt bruge noget rådgivning.

Hilsen den meget frustrerede ... 18 år

SVAR:

Kære den meget frustrerede

Jeg kan sagtens forstå dit dilemma, og det lyder rigtig svært at være i, fordi du med din fornuft forsøger at kontrollere dine følelser. Jeg kan ikke give dig et endegyldigt svar på, om I skal være sammen igen, men jeg vil gerne dele nogle tanker med dig, som måske kan hjælpe dig på vej til selv at træffe en beslutning.

Følelser kan ikke bare slukkes

Når vi er forelskede og elsker en anden højt, er det svært selv at slukke for de følelser fra den ene dag til den anden. Lige som man med tiden kommer til at lære hinanden bedre at kende, og følelserne vokser, bliver dybere osv., sådan tager det også tid for følelserne at blive mindre, og at du bliver bedre i stand til at lytte til din fornuft. Derfor river og slider det i dig, og det er svært for dig at gennemskue, om I skal være sammen.

Vejledning og samtale

Umiddelbart lyder det til, at I begge er enige om, hvad I føler for hinanden, og hvor gode I er sammen. Men da det kun er din ekskæreste, som er forvirret og ikke kan sætte ord på, hvorfor han er i tvivl, lyder det i mine ører, som om han kunne bruge noget vejledning eller samtale i forhold til, hvad han tænker og føler. Kunne du foreslå det for ham?

Hverdag

Du skriver, at der var gået “hverdag” i jeres seksuelle kontakt. Jeg er i tvivl, om det var noget, han bragte op, da han syntes, der var noget, som ikke fungerede så godt. Men hvis I vil forsøge at finde den rette vej for jer sammen, kunne det måske være en god ide at lave forskellige aktiviteter, som I plejer at have det sjovt med at gøre sammen. Forsøg at få øje på hinandens dejlige sider og egenskaber, og hav ikke så meget fokus på, hvad hverdagens trummerum har gjort ved jeres forhold.

Det kan også være en god ide at holde pause med at have sex, fordi det hjælper jer til at holde fokus på hver jeres personlighed, og hvorfor I er gode sammen. Hvis I igen får øjnene op for, at I er gode sammen og tror på jer som par, så vil lysten og tiltrækningen også vende fornyet tilbage.

Tidlig forpligtelse

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeres udfordring er opstået, fordi I tidligt er startet med et forpligtende forhold. Det er helt ok, hvis du er uenig, men du kan overveje, om det holder stik i jeres tilfælde. Med et forpligtende forhold mener jeg, at I deler hverdag og sex og skal have det til at fungere med skole, job, familie og venner. Det kræver hårdt arbejde og prioritering, så man bliver ved at snakke sammen og se hinanden midt i hverdagen, og den situation har I stået i de sidste 4 år, hvor I samtidig har været i gang med en naturlig og stor personlig udvikling i puberteten.

Det gode forhold

Den gode ramme for et forpligtende forhold er, at man aftaler, at vi to vil blive sammen i medgang og modgang og løse det sammen. På den måde slider man ikke hinanden op ved at blive ved at slå op, vende tilbage osv. Her på AdamogEva.dk mener vi, at den gode ramme for det forpligtende forhold er ægteskabet, fordi man lover hinanden at ville arbejde på at blive sammen altid. Du kan læse mere her:
Kærlighed og forelskelse
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Er vi det bedste for hinanden?

Få en god snak med hinanden

Du og din ekskæreste mødte hinanden tidligt og begyndte tidligt på et forhold, som I var rigtig glade for, men som lige nu forvirrer din ekskæreste. Det lyder til, at det er svært for ham at sætte ord på. Så måske skulle I bare sætte jer sammen og modigt og åbent tale om, hvad I føler for hinanden, og hvordan jeres forpligtende parforhold passer ind i den udvikling, I står i lige nu.

Jeg håber, mine tanker har givet dig lidt at tænke over, så du selv finder frem til, hvad der er det rigtige for dig. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med kærligheden.

Kærlige hilsener
Camilla

Annoncer