Kære J
Du har i en længere periode – ja, næsten helt fra starten, da du flyttede sammen med din kæreste – været i tvivl, om jeres forhold er noget, som du har tro på, kan udvikle sig til det, du har ønsker og drømme om.
Drømme og ønsker for parforholdet
Mange af de ønsker og drømme, man kan have for et parforhold, kan være temmelig urealistiske, og det er vigtigt, at man prøver at forholde sig til dem og spørger sig selv, hvor vigtige de er i forhold til at være sammen med én, man virkelig elsker. Men samtidig er det også vigtigt at gøre sig de tanker, som du gør: Om den anden virkelig er den, du gerne vil blive gammel sammen med, og om man sammen har noget, der kan bygges på – til glæde for begge parter.
Jeg ved ikke, hvad det var, der i sin tid knyttede jer sammen, og hvad du faldt for hos ham. Om I mødtes et sted, hvor I har fælles interesser, og om I undervejs har talt dybere sammen om jeres forventninger til parforhold og fælles liv. Men det er vigtigt, for at et parforhold kan fungere – i det mindste når den første forelskelse er blegnet lidt, og det er blevet hverdag. Og det er derfor også noget, som du kan og bør tage med i dine overvejelser i forhold til fremtiden.
At have fælles ønsker og interesser
Personligt forstår jeg godt din irritation og frustration over din kærestes store tidsforbrug på computerspil. Og selvom han indimellem prøver at imødekomme nogle af dine (rimelige) ønsker om at gøre noget mere sammen, skal du nok spørge dig selv, om du fremover kan leve med det, hvis det er noget af det, han helst vil bruge tid på. Når han samtidig hellere vil på ferie med sin familie og bruge sine penge på et kørekort end at rejse sammen med dig, tror jeg, du allerede har set i øjnene, at du måske ofte kan komme i anden række, når det gælder hans ønsker og interesser.
I tvivl
Nu har du så taget initiativ til opbrud, og efterfølgende er det meget naturligt, at du kommer i tvivl. I har levet sammen i et år og er blevet knyttet sammen i dagligdagen og samlivet, og det er tydeligt, at du også har været og stadig er meget glad for ham. Men hvis I ikke har så meget til fælles og ikke har – i det mindste nogle – sammenfaldende ønsker og forventninger til jeres fremtidige samliv, er der måske ikke så meget at bygge videre på, så kærligheden kan vokse. Og så er det bedre at tage skridtet fuldt ud nu, i stedet for at forlænge “pinen”. Ellers bliver resultatet ofte det, du har erfaret, at man går og bliver irriteret over alt det andet ved personen, og så dør kærligheden alligevel.
Giv dig god tid
Jeg synes ikke, det er hensynet til din veninde, som skal bestemme, hvad du skal gøre fremover, men jeg tror, det er vigtigt, at du giver dig selv god tid til at finde ud af, hvad du gerne vil i stedet for hurtigt at lade din kæreste flytte ind igen. Det kunne måske være en god idé, at din veninde ikke flytter ind så hurtigt (med mindre du er afhængig af hjælp til udgifterne), så dine tanker og valg ikke afhænger af andre mennesker. Men jeg synes, du skal glæde dig til ferierejsen, prøve at lægge alle disse tanker til side i en kort periode og gøre noget godt for dig selv.
Skriv dine tanker ned
Når du så kommer tilbage, kan du prøve at genoverveje nogle af ovenstående tanker. Og hvis du stadig er i tvivl, vil jeg opfordre dig til at formulere dine tanker og forventninger skriftligt og bruge dem som udgangspunkt for en samtale med din (tidligere) kæreste, hvor han også giver udtryk for sine tanker og forventninger.
Hvis du her oplever, at I taler forbi hinanden, eller hver især kræver mere af den anden, end I selv er villige til at give for at styrke nærheden og kærligheden, tror jeg, det vil bekræfte dig i, at du har truffet den rigtige beslutning ved at slå op med ham.
Du kan evt. læse mere i vores tema At finde den rigtige.
Jeg ønsker dig klarhed og en god ferie.
Mange hilsner
Inge