Kæreste i tvivl - skal jeg bare give hende tid?

Vis spørgsmål

Hej derude!

Jeg er helt ny her, og har aldrig nogensinde prøvet sådan noget her før. Jeg står i den situation, at min kæreste fortæller mig, at hun er i tvivl om vores forhold. Det er ikke første gang, det er sket, men denne gang føles det lidt sværere.

Første gang hun havde tvivl, løste det sig efter en vinterferie, vi tilbragte sammen. Men tvivlen er blusset op igen, og det gør hende og mig rigtig kede af det. Hun siger, hun elsker mig og ikke vil miste mig, men hun har alligevel tvivls-tanker, som gør hende rigtig ked af det.

Jeg står lidt på bar bund her, da det er vores begges første forhold. Skal jeg bare give hende tid? Eller give hende et par dage eller uges luft? Eller er det helt håbløst ?

Venlig hilsen

Fortvivlet kæreste

SVAR:

Kære fortvivlede kæreste

Dejligt, at du har mod på at skrive til os. Da jeg ikke ved, hvor gammel du er, håber jeg, at jeg rammer nogenlunde rigtigt. Mit svar ville nok variere noget, alt efter om du er 15 eller 25. Derfor vil jeg opfordre dig til enten at skrive igen eller søge på vores hjemmeside og finde spørgsmål/svar, der matcher din alder.

Hun er i tvivl

Der kan være rigtig mange grunde til, at din kæreste er i tvivl. Forelskelse er først og fremmest en følelse, som kommer og går uden, at der altid er til at se en sammenhæng i det. Derimod er det at elske hinanden en viljessag – det er noget, der skal kæmpes for. At elske handler om kærlighed, der fortsat er der, også når der er noget, der udfordrer og giver modstand.

Du skriver, at ingen af jer har haft kæreste før. Det kan også være med til at generere en usikkerhed. Hvad skal jeg føle? Føler jeg det "rigtige”? Hvad nu hvis det ikke skal være os?

Et seriøst forhold kan også skabe usikkerhed og ”kolde fødder”. Det kan være ligefrem angstprovokerende at tænke på, at vi to skal være sammen for altid. Hvad giver jeg afkald på? Hvad går jeg ind til?

Du skriver, at det ikke er første gang, din kæreste har været i tvivl. Jeg kender hende jo ikke, men det er rigtig vigtigt både for hende og dig selv, at I får stillet jer selv og hinanden nogle spørgsmål.

Hvad drømmer jeg om?

Hvorfor kommer vi sammen? Drømmer jeg om noget, når jeg tænker fremtid ind i vores forhold? Kan jeg tænke mig at leve resten af mit liv sammen med ham/hende? Kan jeg forestille hende/ham som mor/far til mit barn? Er jeg villig til at kæmpe for kærligheden imellem os? Ville en evt. pause hjælpe (og i så fald hvad gør vi efter pausen uanset udfald)?

Vis evt. din kæreste dit spørgsmål og mit svar for at få en dialog i gang. Det er rigtig vigtigt, at I giver jer tid til at lytte til hinanden og snakke sammen.

Din kæreste kan spørge sig selv, om hun i virkeligheden er bange for at såre dig og derfor ikke slår op. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt at forstå, at I begge bliver såret mere i længden. Det nytter ikke at trække pinen ud, for det vil gøre ondt på jer begge, uanset om bruddet bliver nu eller senere. Smerten vil ofte blive større, jo længere I venter.

Måske kan du hente flere input i nogle af følgende links:
Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?
Kærlighed og forelskelse
Blev kærester bare for at have en kæreste - hvad gør jeg?

Håber, du finder vej i din fortvivlelse.

Med kærlig hilsen
Vivian

Annoncer