Ikke sikker på hun elsker mig - er det bare mig eller er der noget om det?

Vis spørgsmål

Jeg bor sammen med min kæreste og det har jeg gjort i ca. 1 år, men nu er vi stoppet med at have sex. Hun siger, hun ikke har lyst.

Jeg har prøvet at få hende med i byen i lang tid, men har altid fået et nej, men da hendes veninde spørger, så vil hun godt.

Hun siger ikke: "Jeg elsker dig", men hun svarer bare, når jeg siger, jeg elsker hende, at hun også elsker mig. Det virker meget som om, der er noget, der går hende på, men hun vil ikke rigtig ud med det. Jeg føler lidt, jeg bliver tilsidesat, og at hun hellere vil være sammen med sin veninde.

Jeg tror ikke, hun er mig utro, men er bare ikke sikker på, hun elsker mig. Er det mig, der er for mistroisk, eller er der noget om det?

Ham, 23 år

SVAR:

Kære ham.

Mange tak for din mail til AdamogEva.dk

Jeg synes, det er flot, at du tager dit forhold alvorligt og har et ønske om at finde en løsning på det, du oplever som et problem.

Først vil jeg lige minde dig om, at det jeg skriver er tanker, jeg får, ud fra det jeg læser i din mail. Forhåbentlig rammer jeg nogenlunde rigtigt, men tag og brug det, der kan give dig inspiration. Det du synes, giver mening for dig.

God kommunikation er vigtig

Det, jeg tror, kan være "en" af løsningerne på dit/jeres problem, er kommunikation. Det fremgår ikke ret meget, hvordan I snakker sammen, men et godt udgangspunkt er, at du fortæller hende, hvad du ser og oplever. Det kunne bl.a. være det, du har skrevet i denne mail, og gerne uddybe det for hende, så du er helt konkret med, hvad du føler og tænker om jeres situation.

Prøv at spørge ind til, hvad der gør, at hun har mistet lysten til sex og lysten til at gå i byen med dig. Jeg vil opfordre dig til at tage en ting af gangen, så du ikke overvælder hende med spørgsmål.

Det vil være bedst, at I tager samtalen, hvor I begge er rimeligt friske.

Når jeg læser din mail, kan jeg tænke, om der har været en bestemt situation, der har gjort, at din kæreste føler sig krænket (ikke taget alvorlig)?? Hvis det er tilfældet, er det vigtigt at få det snakket igennem, og sagt: "Undskyld, det er jeg ked af". , Selv om det ikke er intentionen at såre den anden, vil det nemt kunne ske i et forhold. Derfor er det altid vigtigt, at man er villig til at møde den anden og sige undskyld.

Det er vigtigt, at din kæreste føler sig set.

Det er vigtigt, at hun sidder tilbage med en oplevelse af, at hun har betydning. Det opnås bl.a. ved at bruge tid på den anden, være opmærksom, vise interesse, lytte, have øjenkontakt under samtalen.

Husk - i et forhold er det vigtigt, at det ikke kun drejer sig om, at jeg får mit behov opfyldt, og hvad jeg vil, men hvad har vi brug for? At vi sammen finder ud af, hvad der er godt for os. Hvad kan jeg gøre, for at du føler dig elsket? Dette er et vigtigt spørgsmål at kunne svare på, for derigennem kan I hver især give hinanden det, I har brug for.

Derfor er kommunikationen så vigtig. Den er en temperaturmåler for jeres forhold. For os mænd er det enorm vigtigt at vide, at for de fleste kvinder er kommunikationen, det at blive set og hørt, særligt vigtigt, hvis de skal føle sig elsket. Og for os mænd er det mere det at være fysiske, altså kys og berøring og det at have sex. Sådan er det generelt, men selvfølgelig er der også undtagelser; at det er omvendt, eller at det er en sammenblanding. Måske er det anderledes for jer. Derfor er det så vigtigt at kommunikere sammen.

Om hun elsker dig??

Det er et spørgsmål, jeg ikke kan svare på, men det er en af de ting, du vil få en afklaring på, hvis I snakker sammen. Det kan selvfølgelig være, at hendes følelser har ændret sig. Det er meget naturligt, at vi i et forhold oplever, at det kan svinge op og ned. At der er perioder, hvor vi kan opleve stærkere følelser end til andre tider.

Derfor mener jeg, som jeg har skrevet, at det er vigtigt, du ved, hvad der skal til, for at hun oplever sig elsket. På den måde har du mulighed for at handle på det, og når vi gør det, kan vi opleve, at vores følelser vokser for hinanden.

Du spørger, om du er for mistroisk?

Jeg tænker, at ud fra det, du skriver i din mail, virker det mere som om, du er åben over for, hvad er der i vejen med jeres forhold end mistroiskhed. Dog kan jeg kun forholde mig til det, jeg ser, du har skrevet i henvendelsen. Jeg ved ikke, om mistroiskhed kommer til udtryk i jeres forhold på anden måde.

Her til slut vil jeg lige fremhæve et par spørgsmål:

  • Hvad skal der til for din kæreste føler sig elsket?
  • Hvad er grunden til,at din kæreste trækker sig i jeres forhold? Både med hensyn til at gå i byen, sex og det at udtrykke, at hun elsker dig, (måske tolker jeg forkert, når jeg tror,at det gjorde hun før).

Disse spørgsmål er vigtige at få afklaring på, så du/I kan handle på dem.

Jeg tænker, at en måde at komme i gang med en samtale om jeres forhold, kunne være, at du viser hende din henvendelse og mit svar på din henvendelse. Fortæl hende, hvad der har været din bevæggrund for at skrive til AdamogEva.dk (som jeg tænker nok handler om, at du gerne vil jeres forhold, og derfor så det som en mulighed for at få lidt hjælp).

Jeg håber, at du kan lade dig inspirere af det, jeg har skrevet. Og måske kan I også hente inspiration i andet her på siden. Her er et par forslag:
Kærlighed og forelskelse
Kærlighed i praksis
At flytte sammen
Konflikter i parforholdet
Kærligheden har ændret sig - hvad skal jeg gøre?

God arbejdslyst med jeres forhold

Kærlig hilsen
Dennis

Annoncer