Hej. Jeg har før skrevet til jer og jeg må sige, jeg har haft stor gavn af jeres hjælpsomme råd. Derfor vil jeg prøve at spørge jer til råds igen.
Jeg er en ung, forelsket kvinde, som befinder sig i et langdistanceforhold på godt et år nu. Vores afstand er ca 200 km. Jeg kunne desværre nemt være mere glad, da vi jo ligeså stille er begyndt at tale om fremtiden. Vi ses omkring hver anden weekend og en hverdag i ugen.
Problemet er, at vi desværre er meget uenige om, hvor vi skal bo. Vi vil gerne snart være tættere på hinanden, da det jo er rigtig hårdt. Jeg er vant til afstandsforhold, men det er han ikke, så tingene skal helst gå en tand hurtigere. Han er højt uddannet og har mange ting at se til i sin by, som alt sammen drejer sig om at arbejde, tjene penge og bygge et hus færdigt. Han taler ikke rigtig med sin familie, så det er egentlig arbejdet, der holder ham beskæftiget. Han vil gerne bo i sit hus, når det er færdigt, og vil ikke opgive nogle jobs og finde et nyt.
Jeg ville hjertens gerne bo hos ham og i hans by. Problemet er bare. at jeg er så utrolig tæt knyttet til min store familie. Jeg har ingen uddannelse endnu eller et arbejde, jeg er afhængig af. Jeg brænder for at komme i gang, men jeg er forvirret. Jeg kan nemlig ikke finde ud af, om jeg skal opgive alt, hvad jeg står for og lever for, for ham.
Min familie og jeg ser hinanden dagligt. Jeg overnatter ofte hos alle mine ældre søskende. Vi taler sammen om alt. Jeg bruger mest tid sammen med min ældste søster på 30 og hendes 3 børn på, 3 måneder, 2 år og 8 år. Jeg hjælper rigtig meget til, da hun er mere eller mindre alene om børnene. Jeg er samtidig meget tæt på begge mine forældre og faktisk resten af familien, som skrevet tidligere. Der hvor jeg egentlig vil hen i denne besked, er at jeg simpelthen ikke vil kunne leve et liv uden dem. Og for ikke at tale om de venner, jeg har holdt godt fast i, siden jeg var meget lille pige.
Jeg har svært ved at forklare min kæreste, at det er vigtigt for mig. Sommetider føler jeg, at han prøver at gøre dem til sorte får, der misbruger min hjælpende hånd. Men det er slet ikke sådan, det er. Det er bare her, jeg er vokset op i trygge rammer. Jeg har ikke lyst til at bo i hans by, jeg har intet der. Jeg er en meget social person, og tanken om at skulle leve hos ham gør mig bange, vil jeg ende alene? Skal jeg miste alt, jeg har kæmpet for at opnå, det stærke bånd i familien og mellem vennerne. Jeg bliver ked af at tænke på at skulle gå glip af alt det, de laver. Jeg bliver ked af tanken om, at jeg måske skal bo i en anden by, skabe en familie med min kæreste, og så ikke ville kunne have min familie rundt om mig, til at være med og se barnet vokse op.
Måske tænker jeg for langt frem, men det er jo egentlig den vej, vi gerne skulle gå, for jeg håber da, vi skal forblive kærester. Det er bare tanken om, at jeg måske ikke får den mulighed, at give mit måske kommende barn den glæde og tryghed, jeg selv har haft med min familie. Selv tanken om, at jeg ikke skal se min mor blive ældre, eller mine niecer og nevøer blive større, det rører mig dybt og hårdt.
Er der noget, jeg vil kunne gøre, for at min kæreste forstår, hvor vigtig familie er for mig, og at jeg ikke kan være lykkelig uden dem ?.. Bør jeg ikke holde fast i, at det er her mit liv er ?. Jeg frygter bare at blive alene, hvis jeg bor der: Jeg er bange for, at jeg ville miste en stor del af mig selv. Jeg kan blive lidt småtræt af, at arbejde er så vigtigt for ham. Men samtidig forstår jeg ham jo godt. Men hvad er vigtigere, end den kærllighed vi får omkring os ???....
Jeg må erkende, det er noget af en rutschebanetur, det problem her kører mig igennem.. Jeg vil gøre alt for min kæreste, men at opgive, hvad jeg altid har drømt om, det er svært at klare.
Har I nogle råd til, hvad jeg stiller op?
Jeg vil gerne understrege, at jeg før har boet i udlandet 1 år alene, hvor jeg fra bunden selv måtte skaffe venner. Jeg blev dengang enig med mig selv om, at jeg aldrig ville væk på den måde igen. Jeg kunne græde, bare jeg hørte min søsters stemme..
Jeg står mit i en duel: Familie VS Arbejde ???
Er mig og min kærestes fremtid sort nu, eller hvad mener I?.. Jeg elsker ham meget højt, og jeg vil jo ikke miste ham. Det skal siges, han heller ikke er interesseret i at mødes på midten. Jeg er samtidig bange for, at jeg går og prøver på at se mig sur på min familie, for at jeg skal flytte, men måske er det bare mig, der føler mig truet af situationen...
Håber I kan finde rundt i det rod, jeg har mig her, og I har lyst til at komme med nogle ideer eller råd..
Med venlig hilsen
Den tryghedssøgende, 23 år.
