Graviditet og problemer i parforholdet - hvordan få ham til at forstå?

Vis spørgsmål

Jeg er i et parforhold, hvor jeg tænker på, om jeg skal sige stop. Jeg har boet med min kæreste i 2 år nu. Vi har kendt hinanden i mere end 7 år.

Han mistede sine papirer i 2 ½ år. I den tid, hvor han var uden papirer til Danmark, har han fået et barn med en, han har haft en affære med i sit hjemland. Barnet bor hos hans forældre, noget han har ordnet.For 2 år siden fik han papirerne igen efter lang kamp, en drøm der gik i opfyldelse for os begge og vores datter, der nu er 6 år.

Nu, hvor han er her, planlægger han sin sjette rejse tilbage til hjemlandet, for at have samvær med barnet, går jeg ud fra. 6 rejser på den korte tid er mange penge. Jeg har fortalt ham, at hvis jeg ikke var sådan en god kæreste, kunne han ikke leve det liv med rejser. Jeg har også fortalt ham, at jeg ikke vil leve under de omstændigheder.

Jeg har en arbejdsuge på 40 timer, 95 % af min løn går til regninger, el, varme, forsikring, børnehave, lån. Jeg har fortalt ham mange gange, at han bliver nød til at skære ned på de hjemrejser, hjælpe økonomisk, og evt. priotere, at vi som familie kan tage en tur til udlandet. Selv har jeg ikke råd til at rejse 1 gang om året, da jeg betaler så meget som jeg gør.

Og så oven i det hele, venter jeg vores 2. fælles barn. Han var ikke helt med på dette og ville have mig til at få en abort, selv om jeg havde fortalt ham flere gange, at jeg var stoppet med pillerne. Han ville ikke have flere børn, før han var 35, vi er begge 33 nu. Men jeg ville ikke have en abort, da jeg vidste, at for mit vedkommende, ville det ikke ændre sig fra at være 33 til at være 35.

Jeg har også det seneste år fortalt ham om denne utilfredshed, som det åbenbart kun er mig der har, og advaret ham om, at han er så tæt på at miste den familie, han bor sammen med, hvis han ikke gør noget NU. Men det er som om, det ikke siver ind. Han tror måske, at når jeg elsker ham, selvfølgelig sker der ikke noget. Har også forklaret ham, at det nytter ikke at holde barnet, han har derhjemme, så tæt på livet, da det koster ham forholdet og de børn, han har her.

Jeg har ikke direkte nægtet ham at have forhold til dette barn, men selv vil jeg ikke have noget at gøre med barnet, ej heller er det velkommen her. Det lyder måske hårdt, men det gør så sindssygt ondt på mig, at han har ladet dette ske.

Han siger, han har valgt os, da han kom tilbage for at bo her, men jeg undrer mig over denne beslutning. Jeg har også bedt ham om at være hos dette barn, han har, for han længes så meget. Jeg har det ikke godt, når han er væk, sidst var han 6 uger væk og før det 4 uger. Det ved han også, og det lader jeg ham også mærke, når han er væk. Har mange tudeture, og dage hvor jeg ligger i sengen.

Her er der ikke penge til andet end de nødvendige regninger og mad. Vi prioterer penge meget forskelligt. Jeg har været ved hans side i tykt og tyndt, også efter dette barn, som han har fået med sin elskerinde. Men nu er jeg på min egen side. Og er et skridt fra grænsen, hvor jeg ikke gider at kæmpe mere. En kamp, jeg føler, jeg er alene om.

Jeg er ikke en, der giver op så let. Jeg kæmper for det, jeg har, men her er jeg ved at give op. Jeg elsker ham over alt, men man kan ikke leve af kærlighed. Kan klare mig uden dette liv, føler næsten, at der ingen forskel er, om jeg er alene eller ikke. Havde vi ikke børn sammen, havde jeg nok sagt stop, før han kom hjem igen.

Hvad skal man gøre, for at få manden til at forstå situationens alvor ?

Masa, 32 år

SVAR:

Kære Masa

Der må ske en forandring

Jeg kan godt forstå, du er ved at nå en grænse for, hvad du kan klare. Og jeg synes, det er godt og rigtigt, at du siger: ”Nu er grænsen nået!”. Du kan ikke blive ved med at holde til denne belastning.

Det er et meget svært valg, du står overfor. Men jeg tror, der er nødvendigt, at du vælger.

For mig at se må du vælge mellem to ting:

  • at fortsætte på den måde, jeres parforhold er nu og håbe, at han snart ændrer sig af sig selv;
  • at sætte nogle klare krav, som du vil have, at han overholder, hvis I to fortsat skal være et par.

Børn har krav på deres forældre

Det må have været en meget svær tid for jer begge (og jeres lille pige) i den periode, hvor han ikke havde sine papirer. Men det undskylder ikke, at han har haft en elskerinde. Jeg forstår godt, at det gør rigtig ondt i dig. Men der kom et barn ud af det. Og det barn kan han naturligvis ikke lade være med at have kontakt med. Og hvis du vil bevare forholdet til ham, bliver du også med tiden nødt til at acceptere dette barn som en del af jeres liv.

Han har bragt sig selv og jer begge i en utrolig vanskelig situation ved at få dette barn – men nu er det altså sådan, det er.

Du står overfor valget:

  • Vil du vælge ham og dermed også vælge at hans barn på en eller anden måde bliver en del af jeres fælles liv?
  • Eller vil du vælge, at du bliver enlig mor med jeres to fælles børn?

Rimeligt at være fælles om økonomien

Hvis du vælger ham, må du stille ham nogle klare krav. Krav om at han bidrager til den fælles økonomi og at I aftaler, hvor mange penge han må bruge på rejser og hvor mange I bruger fælles.

Jeg synes ikke, det kan være meningen, at du skal betale regningen for resultatet af hans sidespring!

Hvor meget betyder kulturen

Du skriver, at du har prøvet at forklare ham disse ting. Og han ser ikke ud til at kunne forstå det. Måske fordi den kultur, han er opvokset i, har lært ham noget andet? Hvis du fortsat vil kæmpe for jeres fælles kærlighed, bliver du nok nødt til at stille ham disse klare krav og så må han afgøre, om han vil være med eller ej.

Find nogen at tale med

Jeg tænker på, om I har et netværk, der kan hjælpe jer? Altså nogle fælles venner, I kan snakke med om det her? Måske har han brug for at høre det, du siger, sagt af en mand, han har tillid til? Nogle gange forstår mænd det bedre, hvis det er en anden mand, der siger det til dem. Samtidig har du brug for en anden kvinde, du kan snakke fortroligt med.

Jeg håber, at I finder en god vej igennem denne meget svære situation.

Venlig hilsen

Sprint

Annoncer