Graviditet og problemer i parforholdet - hvordan få ham til at forstå?

Jeg er i et parforhold, hvor jeg tænker på, om jeg skal sige stop. Jeg har boet med min kæreste i 2 år nu. Vi har kendt hinanden i mere end 7 år.

Han mistede sine papirer i 2 ½ år. I den tid, hvor han var uden papirer til Danmark, har han fået et barn med en, han har haft en affære med i sit hjemland. Barnet bor hos hans forældre, noget han har ordnet.For 2 år siden fik han papirerne igen efter lang kamp, en drøm der gik i opfyldelse for os begge og vores datter, der nu er 6 år.

Nu, hvor han er her, planlægger han sin sjette rejse tilbage til hjemlandet, for at have samvær med barnet, går jeg ud fra. 6 rejser på den korte tid er mange penge. Jeg har fortalt ham, at hvis jeg ikke var sådan en god kæreste, kunne han ikke leve det liv med rejser. Jeg har også fortalt ham, at jeg ikke vil leve under de omstændigheder.

Jeg har en arbejdsuge på 40 timer, 95 % af min løn går til regninger, el, varme, forsikring, børnehave, lån. Jeg har fortalt ham mange gange, at han bliver nød til at skære ned på de hjemrejser, hjælpe økonomisk, og evt. priotere, at vi som familie kan tage en tur til udlandet. Selv har jeg ikke råd til at rejse 1 gang om året, da jeg betaler så meget som jeg gør.

Og så oven i det hele, venter jeg vores 2. fælles barn. Han var ikke helt med på dette og ville have mig til at få en abort, selv om jeg havde fortalt ham flere gange, at jeg var stoppet med pillerne. Han ville ikke have flere børn, før han var 35, vi er begge 33 nu. Men jeg ville ikke have en abort, da jeg vidste, at for mit vedkommende, ville det ikke ændre sig fra at være 33 til at være 35.

Jeg har også det seneste år fortalt ham om denne utilfredshed, som det åbenbart kun er mig der har, og advaret ham om, at han er så tæt på at miste den familie, han bor sammen med, hvis han ikke gør noget NU. Men det er som om, det ikke siver ind. Han tror måske, at når jeg elsker ham, selvfølgelig sker der ikke noget. Har også forklaret ham, at det nytter ikke at holde barnet, han har derhjemme, så tæt på livet, da det koster ham forholdet og de børn, han har her.

Jeg har ikke direkte nægtet ham at have forhold til dette barn, men selv vil jeg ikke have noget at gøre med barnet, ej heller er det velkommen her. Det lyder måske hårdt, men det gør så sindssygt ondt på mig, at han har ladet dette ske.

Han siger, han har valgt os, da han kom tilbage for at bo her, men jeg undrer mig over denne beslutning. Jeg har også bedt ham om at være hos dette barn, han har, for han længes så meget. Jeg har det ikke godt, når han er væk, sidst var han 6 uger væk og før det 4 uger. Det ved han også, og det lader jeg ham også mærke, når han er væk. Har mange tudeture, og dage hvor jeg ligger i sengen.

Her er der ikke penge til andet end de nødvendige regninger og mad. Vi prioterer penge meget forskelligt. Jeg har været ved hans side i tykt og tyndt, også efter dette barn, som han har fået med sin elskerinde. Men nu er jeg på min egen side. Og er et skridt fra grænsen, hvor jeg ikke gider at kæmpe mere. En kamp, jeg føler, jeg er alene om.

Jeg er ikke en, der giver op så let. Jeg kæmper for det, jeg har, men her er jeg ved at give op. Jeg elsker ham over alt, men man kan ikke leve af kærlighed. Kan klare mig uden dette liv, føler næsten, at der ingen forskel er, om jeg er alene eller ikke. Havde vi ikke børn sammen, havde jeg nok sagt stop, før han kom hjem igen.

Hvad skal man gøre, for at få manden til at forstå situationens alvor ?

M, 32 år