Er det synd at få ufrivillige tanker om sex – og hvad med onani?

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva, jeg kommer nogle gange til at få seksuelle tanker, selvom jeg ikke kan gøre for det. Jeg prøver at stoppe tankerne, men de sidder bare fast. Det er jo ikke noget, jeg bare kan fjerne, som hvis det var en video.

Så mit spørgsmål er, om det er synd, selvom jeg prøver at stoppe det?

Hilsen 13.

 

Hej, jeg kommer med et spørgsmål igen. Jeg har læst lidt rundt på jeres website ang. onani, fordi jeg føler, jeg har et problem, men alligevel har jeg ikke kunne finde rigtige svar til mit problem.

1. Jeg får sådan en følelse af, at jeg har dummet mig, når jeg har onaneret. Er det måske et tegn til, at jeg skulle stoppe?

2. Jeg har sådan en ide om, at piger ikke ville kunne lide tanken om det. Så hvad gør man egentlig der?

Jeg læste også et svar, hvor I sagde, at man fx kunne gøre det fredag og lørdag, fordi det er så svært at stoppe i puberteten.

Mvh. dreng

SVAR:

Hej dreng på 13 år

Du stiller spørgsmål om to emner, som jeg vil forsøge at tage op et af gangen. Jeg tolker ud fra spørgsmålene, at du tænker dig selv som kristen, og jeg vil svare på dem som kristen (dvs. synder, men frelst gennem Jesus).

Det er ikke lette spørgsmål, du stiller, men jeg vil forsøge at skære ind til benet. Hvis jeg derved ikke får uddybet nogle detaljer du tænker er vigtige og meningsfulde, må du endelig skrive igen.

Ufrivillige tanker om sex

Jeg kan forstå, du ufrivilligt har tanker om sex. Du er i tvivl, om disse tanker er syndige, når de kommer, uden du ønsker, de skal være der.

Svaret på dit spørgsmål er ikke helt simpelt. Sex og seksualitet er Guds ide. Derfor er det grundlæggende ikke syndigt at tænke på sex. Når det alligevel kan være syndigt, så husk at der er tilgivelse for al synd! Bibelen vejleder en del om sex og rammerne for den. Lidt forenklet handler det om, hvem du tænker seksuelle tanker om. Det 10. bud fortæller bl.a. “du må ikke begære din næstes hustru”. At have tanker eller ønske om seksuelt samvær med en kvinde, der er knyttet til en anden mand, er altså syndigt.

Vi er alle født syndige. Syndige tanker kan fylde vores hoved, uden vi ønsker det. I puberteten skyldes seksuelle tanker i stor grad mandligt kønshormon – og tankerne er umulige at slippe for. At du ikke ønsker tankerne, gør dem ikke mindre syndige, og Jesus gør det klart i Bjergprædikenen, at det ikke kun er vores handlinger, der er syndige, men også tanken om handlingerne.

Det heldige er dog – som med al synd – at den let kan tilgives. Og med din frustration er du allerede i gang med at lægge dit problem hen for Jesus, hvor du kan finde tilgivelsen.

Konklusionen er altså, at tanker om sex er skabt af Gud, men at disse tanker rettet mod de forkerte mennesker kan være syndige. Jeg tror, alle mænd inklusiv mig selv, har brug for gentagen tilgivelse på den front – og den er heldigvis nem at få.

Dårlig samvittighed efter onani

Du spørger også ind til onani, og om din dårlige samvittighed efter onani tyder på, du skal lade være. Til slut spørger du til pigers tanker om, at drenge onanerer.

Igen er svaret på dit spørgsmål ikke helt simpelt. Onani er (ligesom sex) grundlæggende ikke syndigt. Men tankerne som følger med kan jf. dit første spørgsmål godt være det. Onani kan i sig selv også komme til at fylde for meget i dit liv, og dermed tage fokus fra andre ting, som er gode og gavnlige. Dermed bliver onani til synd, fordi det fører dig væk fra Gud. Hvis onani derimod får den betydning for dig, at den forbereder dig på at have god sex med en fremtidig partner – eller at onani afholder dig fra at dyrke sex med en person, du ikke er gift med – så er onanien god og ikke syndig. Onani forbundet med porno er i min optik altid syndigt.

Læs evt. mere om onani her:
Om onani – mest for drenge
Er onani synd?

Vores samvittighed er en af de kvaliteter, der gør os til mennesker. Den er også skabt af Gud. Men nogle gange går samvittigheden i stykker. Du kender det måske fra folk med spiseforstyrrelser, hvor de får dårlig samvittighed, hvis de spiser.

I kristne fællesskaber er det min oplevelse, at der stadig er tabu omkring sex og onani, og mange tror fejlagtigt, at Bibelen forbyder onani. Hvis man tror, man gør noget forkert, får man altså dårlig samvittighed. Samvittigheden er grundlæggende god at lytte til – men man må ikke undgå at bruge sin sunde fornuft samtidig. Hvis du altså har dårlig samvittighed over at onanere, så prøv at tænke over hvorfor.

Angående pigers tanker om drenges onani, så kender jeg dem faktisk ikke. Men jeg tænker faktisk heller ikke, de er relevante. Har onanien det rette formål, kan jeg ikke se, at piger skulle andet end at glæde sig over den.

Konklusionen er altså, at onani i sig selv ikke er syndigt, men kan være det, hvis den hægtes sammen med porno eller tanker om sex (jf. spørgsmål 1). Samvittighed er skabt af Gud, og den er generelt en god indikator for, om det du gør er rigtigt eller forkert. Men vær opmærksom på, at samvittigheden kan gå i stykker, og det er vigtigt at tænke over, om årsagen til dårlig samvittighed er relevant.

Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål. Som nævnt tidligere er du meget velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for uddybning, eller flere spørgsmål dukker op.

Mvh Jonas Mejlgaard

Annoncer