Hej
Du er ikke ene om bekymringer omkring pubertet og udvikling. Der er flere drenge, der skriver til brevkassen med spørgsmål om penis længde, og hvornår de vil udvikle sig.
Normal usikkerhed
Der er mange, der er bekymrede, før de skal begynde på efterskole. Du skal bo uden forældre og lære en masse nye mennesker at kende.
Det er ikke mærkeligt, at du bliver usikker på dig selv. Jeg tror, at du kommer til at lægge for stor betydning i din penis størrelse. Måske er det bare generelt en lille frygt for alt det usikre og nye ved at skulle på efterskole? Og så kommer du til at fokusere på din penis størrelse, fordi det er noget konkret.
På efterskole er det sociale liv det vigtige. Man er sammen mange timer i døgnet, og man lærer sine kammerater godt at kende. Det vil selvfølgelig være svært at skjule, at du endnu ikke er så langt i puberteten, og måske vil der være en enkelt godmodig kommentar. Men pubertet og udvikling er sjældent direkte årsag til mobning, da de fleste teenagere er meget usikre på det punkt.
De fleste af dine nye kammerater har sikkert selv mange frustrationer omkring deres kroppe. Om penis er lang nok, om de bliver høje nok, om de bliver meget muskuløse eller stadig vil ligne små drenge.
Jeg ved ikke, om din efterskole er med fælles badefaciliteter, eller om der er badeværelse til hvert værelse. Hvis der er bad til hvert værelse, er du jo ikke nødt til at vise dig uden tøj overfor kammeraterne. Måske det kan give dig lidt tryghed?
Få afklaring og tryghed hos lægen
Du skriver selv, at du stadig er en meget tynd dreng. Du er begyndt at få lidt kønsbehåring, så din pubertet er begyndt. Du er bare ikke nået så langt endnu. Der er stadig et halvt år til næste skoleår, så du kan nå at udvikle dig meget inden.
Det lyder også til, at du er en meget tynd dreng. Men så længe du spiser sundt og rigeligt mad og dyrker motion, skal din vægt nok følge med en dag. Du må bare have tålmodighed. Men hvis du har en form for spiseforstyrrelse, og du ikke får nok næring til kroppen, har din krop ikke energi til at udvikle sig. Det lyder ikke til, at det er et problem for dig. I så fald må du skrive igen.
Men hvis du er meget bekymret for, om der er noget galt med din krop, synes jeg, du skal tage en snak med din læge og blive undersøgt. Så kan du blive tryg i, at du er helt normal.
Fars udvikling lignede måske din?
Måske vil det hjælpe dig at tage en snak med din far om problemet. Din pubertet minder måske om hans. Måske begyndte han først at udvikle sig som 16-17-årig og kan fortælle dig, at det nok skal komme. Du kan også kigge på dine forældre. Deres kropsbygning kan fortælle dig lidt om, hvad du har gener til.
Glæd dig til efterskolen:-)
Når du nu kommer af sted på efterskole - for selvfølgelig skal du det!!! - vil du opdage, at dine bekymringer var ubegrundede, og at du kan få et dejligt ophold, uanset hvor tynd du er, eller hvor langt du er i din pubertet.
Venlig hilsen Signe