14 år og hader min krop! - Har I gode ideer, så jeg kan få det bedre?

Vis spørgsmål

Hej A og E, jeg er en pige på 14 med et lille problem. Jeg hader min krop. Både fordi den er behåret og at jeg er alt for tynd. Jeg går altid med lange bukser og langærmede trøjer.

Jeg er en lille bangebuks, fordi jeg tør ikke at barbere mine ben, fordi at hårene er så lange, at smerten er helt sindssyg stærk! Det gør det heller ikke bedre, ved at jeg er en af de højeste i klassen. Skal jeg bare blive ved med at gå med løse bukser og store trøjer? Jeg er rigtig bange for, at jeg bliver drillet, når jeg bliver ældre. Jeg håber, at i har nogle gode ideer til mig, så jeg kan få det bedre.

Knus H! 14 år

SVAR:

Kære H

Jeg kan fortælle dig lidt om den normale udvikling.

Store forandringer i puberteten

En pige vokser i højden, indtil hun får sin menstruation. Derefter vokser hun højst et par centimeter mere. Man kan få en ide om sin egen sluthøjde ved at se på sine forældre. I perioder, hvor man vokser meget i højden, er det svært for kroppen også at følge med i vægt. Det kan så komme senere, når puberteten sætter ind med brystvækst og hofter. Er man meget tynd, har man ofte mere hår på kroppen for bedre at kunne holde varmen.

Det er endnu svært at sige, hvordan du vil komme til at se ud efter puberteten. Du kan håbe på at få lidt flere former, og at hårvæksten bliver mindre kraftig. Der kan du også kigge lidt på dine forældre og få en ide om, hvordan du kan komme til at se ud.

Det vil være en god ide at snakke med din mor om dine følelser og din udvikling. Måske har hun haft det på samme måde, da hun var på din alder. Det kan også være, at hun kan hjælpe dig med at finde noget tøj, der sidder flot på dig uden at gemme dig.

Læs mere i disse artikler:
Fra pige til kvinde
Pubertet – en ekstrem forvandling

Hårvækst

Du skriver, at du har prøvet at barbere hårene af. Hvis du barberer hårene af, kommer de nye hår til at føles meget stride og stikkende. Derfor vil du være nødt til at fortsætte med at barbere dem. Det vil derfor ikke være så hensigtsmæssigt at gøre det på hele kroppen.

Hvis du ønsker at gøre det, vil jeg anbefale dig at begynde kun med en lille del, eksempelvis skinnebenene og så se, om det giver dig lyst til at gå i korte bukser. Hvis du bruger en skraber, er det en ide at bruge en god kvalitet og anvende blødgørende skum inden. Du kan også bruge en lady shaver, der fungerer som en trimmer og klipper hårene af. Ellers kan du måske få en kosmetolog til at gøre det den første gang.

Fokuser på det positive – du er unik

Det er synd, at du gemmer dig væk i store trøjer og bukser, og at du er så ked af din krop. De negative følelser og tanker, du har om dig selv, forstærker hinanden og gør, at du til sidst kun kan se de ting, du er utilfreds med. Du er skabt helt specielt, ingen andre er ligesom dig. Du er unik, og du er elsket.

Du skal leve et helt liv med din krop, og du kan ikke ændre på, hvordan den er sat sammen. Du kan vælge at fokusere på de ting ved dig, der ikke ligner pigerne i modebladene, eller du kan finde alle de smukke ting ved dig og fokusere på dem. Hvis du i stedet værdsætter de indre værdier og tænker positivt om dig selv, bliver du mere tilfreds med dig selv, og livet bliver lidt sjovere. Læs mere i vores artikel Du er smuk som du er!

Du er ikke alene

Hvis du klikker lidt rundt på siden, vil du se, at du langt fra er den eneste, der har det svært med sit udseende i puberteten. Måske kan du have glæde af også at læse svar til dem. Her er et eksempel, og du kan selv finde flere.
Hvad gør jeg med acne, strækmærker, tydelige blodårer mv.?

Kærlig hilsen
Signe

Annoncer