Ubeskyttet samleje – er jeg gravid?

Vis spørgsmål

Hej 

Jeg havde for to dage siden sex med en fyr, og vi brugte ikke beskyttelse. Jeg tror, han kom op i mig, for da han trak sig ud, blev der sprøjtet helt vildt meget på mig og dynen, så jeg er ikke helt sikker. Jeg har spurgt ham efterfølgende, og han kan ikke huske det.

I morgen er der gået lidt over 50 timer, og jeg vil købe en fortrydelsespille. Jeg fik min menstruation dagen efter samlejet, men den skulle dog først komme om ca. en uge, så jeg er vildt frustreret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre udover at tage en graviditetstest, når der er gået en uge.

Hvad kan det betyde, når min menstruation kommer før? Og hvad kan jeg gøre, hvis jeg finder ud af, at jeg er gravid? For er nemlig kun 16 år, og mine forældre kan ikke vide det.

Pige, 16 år

SVAR:

Hej pige

Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår godt, du føler dig rådvild og nervøs.

Reel menstruation

Lad mig begynde med at berolige dig med, at hvis du reelt har fået menstruation, kan du ikke være blevet gravid. Det er vigtigt at sige, at for at være sikker skal blødningen være reel – dvs. som den plejer at være. Altså med behov for at bruge bind/tamponer i flere dage. En lille enkelt pletblødning er ikke nok til at være sikker.

Uregelmæssige menstruationer

Det er ikke ualmindeligt, at menstruationer kan være lidt uregelmæssige de første år efter, man er begyndt at få menstruation. Hvis den vedbliver at være uregelmæssig, eller du får blødninger efter samleje, vil jeg anbefale, at du får en snak med din egen læge.

Jeg mener ikke, der er en sammenhæng mellem, at du har haft samleje, og at din menstruation kommer en uge før forventet. Det tror jeg er helt tilfældigt.

Hvis du er gravid

Hvad så, hvis din blødning ikke er menstruation, men kun en lille pletblødning, og du alligevel er gravid? Du kan, som du selv foreslår, tage en graviditetstest. Når man er gravid, vil den typisk blive positiv ca. 14 dage efter samleje.

Hvis du får en positiv graviditetstest, kan jeg kun anbefale, at du taler med dine forældre. Det er en etisk og følelsesmæssig svær situation, som man ikke skal stå alene i. Den kræver grundig overvejelse for og imod abort. Du kan få input til dine overvejelser i vores artikel Uønsket gravid – hvad gør du?

På AdamogEva.dk mener vi i udgangspunktet, at alle menneskeliv – nye som gamle – er skabt i Guds billede. Et befrugtet æg er også et menneske med ret til at leve. Af samme årsag kan vi ikke anbefale fortrydelsespiller, da vi rent etisk ikke mener, at man skal forsøge at afstøde et befrugtet æg. Ikke alle er enige i denne holdning, og derfor er der også mange, som anvender dem som en nødløsning, hvis de er bange for at være blevet gravide ved samleje.

Du kan læse mere om fortrydelsespiller og deres virkning i artiklen Få svar på dine spørgsmål om fortrydelsespiller.

Et par generelle råd

Uanset om du er gravid eller ej, vil jeg kraftigt anbefale, at du anvender prævention fremover. Mange er glade for p-piller eller minipiller, hvis de har en fast partner. Du kan tale med din egen læge om det.

Hvis du ikke har en fast partner, vil jeg klart anbefale kondom, da du så også beskytter dig mod kønssygdomme. Kønssygdomme kan heldigvis helbredes, hvis de opdages, men nogle kvinder opdager fx ikke klamydia og kan få kroniske skader på deres æggestokke, som kan gøre det svært at blive gravid senere i livet.

Jeg vil også anbefale dig at værne om dit intim- og seksualliv. Vi har nogle artikler og svar til andre om emnet, som du kan læse i vores tema Teenager og sex. Især vil jeg anbefale:
10 gode grunde til at vente med sex
Sex og følelser
Jo tættere jo bedre – med omtanke

Jeg håber, du har fået nogle brugbare svar. Du er meget velkommen til at skrive til os igen.

Mvh Morten

Annoncer