Kan hun blive gravid på 30 sekunder uden kondom?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har haft sex med min kæreste, og vi ville gerne prøve uden kondom, og hun er ikke på p-piller eller noget som helst.

Da jeg skulle til at gå igang, tørrede jeg mit præsperm af mit hoved, og jeg tog den ind og gjorde det kun i 30 sekunder og kom ikke. Mit spørgsmål er så: Kan hun blive gravid på det lille stykke tid, vi gjorde det?

Dreng, 17 år

SVAR:

Hej med dig 

Tak for dit spørgsmål og din frimodighed til at skrive og ikke mindst den ansvarsfølelse, du udviser i forhold til både din kæreste og dig selv ved at spørge.

Man kan aldrig være helt sikker

Du spørger, om din kæreste kan være blevet gravid i de 30 sekunder, I havde ubeskyttet sex, hvor du ikke fik udløsning. Sandsynligheden er meget lille, da sædcellerne som regel skal have god kraft på (det får de ved udløsningen) for at nå et æg i æggelederen. Desuden skal det være ved din kærestes ægløsning, I har haft samleje. Der er altså mange faktorer, som skal være til stede, for at hun kan være blevet gravid. Læs mere i vores artikel Sådan bliver du gravid.

Når det er sagt, kan I ikke være helt sikre, før din kæreste har fået sin menstruation. Hvis din kærestes menstruation udebliver, er det vigtigt, I inddrager en voksen, som I har tillid til, og din kæreste tager en graviditetstest.

Tænk jer godt om

Jeg er lidt nysgerrig på, hvorfor I havde sex uden at beskytte jer. Hvis I ikke ønsker at skulle have et barn sammen, så er det vigtigt, I beskytter jer. Selvom din kæreste ikke har ægløsning, eller du ikke får udløsning, så er det at lege med ilden. Hvis du bare én gang ikke får trukket dig tidsnok, eller der er lidt uorden i din kærestes cyklus, kan I pludselig stå med konsekvensen: En graviditet.

Det kan være med sex som med det første lille kys, man giver hinanden som kærester: Man vil have mere, og kyssene bliver længere og mere intense. Sådan kan det også være med sex: Selvom det er første gang, I har prøvet uden kondom, kan lysten til mere blive stor, og til sidst kan det være svært at få stoppet i tide.

Pas godt på hinanden

Jeg kunne godt tænke mig at udfordre dig og din kæreste til at sætte jer sammen og få talt om det at være sammen uden prævention. Hvorfor er det vigtigt for jer? Er I villige til at tage konsekvensen og få barnet, hvis din kæreste bliver gravid? Eller er sex uden prævention no-go? Er det en anden præventionsform, I skal bruge?

De samtaler kan nogle gange være lidt angstprovokerende, men på den måde passer I godt på hinanden og tager en fælles beslutning om, hvad I gør. Hvis I føler jer modne nok til at have sex, må I også være modne nok til at tale om, hvordan I passer bedst muligt på jer selv og den anden.

Tillykke med hinanden

Tillykke – forresten – med, at du har en dejlig pige ved din side, som du nyder at være sammen med. At dele tid og sted med et andet menneske er smukt og unikt. Det er derfor jeg opfordrer jer til at passe godt på hinanden. Vogt hinandens grænser og udvikl jeres venskab.

Det, I har sammen, er fint og enestående, og for at give jeres forhold og venskab de bedste vækstbetingelser, er det vigtigt, at I ikke går for hurtigt frem eller får sat jer selv i en situation, som det kan være svært at overvinde sammen.

Skriv igen, hvis I har kommentarer eller spørgsmål, og så ønsker jeg jer en rigtig god snak med hinanden. Må det styrke jeres venskab og forhold.

Til sidst nogle artikler til inspiration:
Prævention
10 gode grunde til at vente med sex
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold

Tag i det hele taget en surftur her på siden – måske sammen med din kæreste. Der er rigtig mange gode artikler og svar i brevkassen.

Allerbedste hilsen fra
Mona Terp

Annoncer