Siger Bibelen noget om at se hinanden i undertøj?

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva.

Jeg er kæreste med en dreng på 18, som jeg er virkelig glad for, og vi har været kærester i næsten et år. Vi er begge to kristne mennesker og vil derfor gerne gemme sex til ægteskabet.

Jeg har dog et spørgsmål: Er der noget bibelmæssigt – eller bare kristendomsrelateret – galt med at se hinanden i fx undertøj? Altså ikke nøgne, men blot undertøj?

A, 17 år

SVAR:

Kære A

Tak for din mail, som jeg vil forsøge at besvare bedst muligt.

Jeg har stor respekt for jeres ønske om at leve i overensstemmelse med Guds vilje, og det er dejligt, at I formår at tale og stå sammen om det.

Bibelen om kærester i undertøj

Du spørger, om der er noget bibelsk belæg for, at kærester ikke må se hinanden i undertøj.

Det enkle svar er nej, for der står intet i Bibelen om det, så der er vi overladt til vores egne tanker og tolkninger. Der står dog i Bibelen, at vi ikke skal vække kærligheden, før den selv vil det (fx Højsangen kapitel 8 vers 4) . Jeg tager det frem, fordi jeg ønsker for jer, at I skal nå jeres mål om at vente med sex til ægteskabet.

Undertøj kan virke ophidsende

Spørgsmålet er så, hvad det at se hinanden i undertøj vil gøre? Måske I får talt om det og ved, at det ikke vil gøre den store forskel. Men sandsynligvis vil det virke pirrende og seksuelt ophidsende på jer, hvorefter det vil være sværere at holde jeres mål.

Seksualitet og endorfiner

Seksualiteten er en stærk kraft, helt naturlig og skabt smuk. Den kalder på stærke følelser og elsker at blive fodret. Når sexlysten vækkes, udvinder kroppen lykkehormonet endorfiner, og som ved meget andet skal der mere og mere til for at opnå samme “rus”.

Arbejde med grænser

Derfor er det grænsearbejde, I laver sammen lige nu, meget vigtigt. Jo bedre I holder de grænser, I har aftalt, jo mere trygt vil jeres forhold være/blive. I har brug for uanede mængder tillid til hinanden fremover, og hvis I bryder jeres egne eller hinandens grænser, vil tilliden få et knæk.

Du har fx brug for at opleve, at han kan og vil vente på dig, og han har brug for at mærke, at du kan passe på dine grænser, så de ikke bliver overskredet. Det er vigtig træning, og jeg tror, det er noget af det, Gud har tænkt med opfordringen til at holde sex indenfor ægteskabets rammer.

Fortsæt samtalen

Så min opfordring til jer er at fortsætte samtalen om grænsesætning og finde de grænser, der er passende for jer. Måske kan I bruge de her artikler i jeres samtale og lave en kærestekontrakt:
10 gode grunde til at vente med sex
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold

Jeg ønsker jer Guds rige velsignelse over jeres liv og vandring. Skriv endelig igen, hvis svaret ikke var udtømmende i forhold til det spørgsmål, du havde.

Kh Dorthe

Annoncer