Hej Pipi
For det første er det dejligt at høre, du er sluppet af med dine tvangstanker. Det er et godt første skridt. Samtidig fortæller du, at du har en depression, hvilket er rigtigt svært. Når man har en depression, er det vigtigt at få behandling, enten medicinsk eller terapeutisk, så hvis du ikke får det, skal du opsøge det. Når man oplever at være i en depressiv periode og man tidligere har haft problemer indenfor angstområdet (dine tvangstanker), så er det meget normalt, at man oplever øget angst. Dette gælder også, når man er stresset eller presset, hvilket du jo også er, når du er alene i USA.
Selvtillid og social angst
I forhold til dit spørgsmål, om der er noget, du kan gøre, så kan jeg foreslå dig at læse bøger om kognitiv adfærdsterapi i forhold til angst (hvor socialfobi også hører under). Her kan du få nogle guidelines til at bekæmpe din frygt i forhold til samværet med andre. Grundlæggende kan jeg sige, at det er dine tanker om dig selv, du oftest er blændet af og ikke nødvendigvis udtryk for noget, andre har sagt til dig eller om dig. Vi har som mennesker en tendens til at se egne fejl i højere grad, end hvad andre ser.
Læs også: Hvad er jeg værd?
Ensom og isoleret
Det eneste konkrete råd, jeg kan give dig, er at fokusere på en person, du gerne vil være venner med og så arbejde frem mod at blive det. Ved godt det vil være svært, men jeg tror, du kommer til at vinde meget ved det.
Held og lykke med det hele og husk, at selvom folk er langt væk, så har de dig i tankerne og er kun et opkald væk.
Måske kan du også have glæde af at læse svar til andre. Her er et par eksempler, og du kan selv finde flere:
Problemer med det sociale – kan I hjælpe mig?
Hvordan bliver jeg bedre til samtale og socialt liv?
Er alt for genert? Hvordan bliver jeg mere modig?
Venlig hilsen Anne