Kære 14-årige
Kan jeg dele tanker om selvskade med andre?
Endnu engang tak for du skriver, hvis/når du går med tanker om selvskade. Det er rigtig svært at gå med de tanker alene og som du selv er inde på, så er det rigtig godt at dele tankerne med andre. Når du spørger brevkassen, har du allerede taget første skridt til at gøre det anderledes og på den måde har du omsorg for dig selv. Det vil jeg gerne anerkende dig for er godt tænkt.
Omsorg for bagvedliggende årsager til selvskade
Selvskade er ofte en måde at forsøge at hjælpe sig selv på eller nærmere en strategi man bruger, når noget er svært, gør ondt følelsesmæssigt eller giver tankemæssig uro og som lindring, bliver selvskade for nogle en løsning. Dog er selvskade en kortvarig lindring på det svære, som kan give fysiske ar eller mén på kroppen, som man kan fortryde senere. Det kan være svært og for nogle skamfuldt at tale om, og for andre føler de, at der bliver taget en lindrings mulighed fra dem. Derfor kan det være vigtigt at tale om det smertefulde indeni, og få hjælp til en ny strategi/nye strategier, når man får tanker om selvskade.
Hvem kan jeg dele mine selvskade tanker med?
Der er flere muligheder som det næste skridt. Hvis der er en sundhedsplejerske på din skole, kan du tale med hende. Du kan tale med én af dine lærere eller en anden voksen i din familie. Hvis der er én, du har særlig tillid til blandt de nævnte, vil de kunne hjælpe dig med, hvordan du fortæller dine forældre om det svære/selvskade. Noget vigtigt du bør vide er; selvom dine forældre bliver kede af det, så kan de godt tåle at høre det. De går ikke i stykker af det. Dog vil nogle forældre reagere uhensigtsmæssigt første gang de hører noget bekymrende om deres børn og nogle gange har forældre ikke ressourcer/kompetencer til at kunne hjælpe deres børn, men de har en intention om at deres børn skal have det godt og have hjælp.
Hvordan behandles selvskade eller den egentlige årsag?
Som nævnt kan der være mange årsager til selvskade, og nogle gange kan det være nødvendigt at tage et tredje skridt og tage fat om den egentlige årsag og kontakte egen læge og få en vurdering af, om der skal henvises til en behandling ex. henvisning til samtaler hos nogle der behandler årsager til selvskade. Når man er blevet 15 år, kan man godt henvende sig til sin egen læge uden sine forældres samtykke, men er lægen særligt bekymret for dig, så er lægen forpligtet til at involvere dine forældre, så længe du er under 18 år.
Derfor kan det være godt at tage én forælder med til egen læge. To par ører hører bedre end et par og dine forældre vil have muligheden for at kunne støtte dig efterfølgende i den handlingsplan I laver med lægen.
Jeg håber ovenstående er brugbart for dig
Måske kan du få troen på at du er værdifuld, som du er ved at læse artiklerne i nedenstående links.
https://adamogeva.dk/artikel/du-er-meget-vaerd
https://adamogeva.dk/artikel/jeg-skammer-mig-over-mig-selv
Kærligste hilsner Solveig