Hemmelig forelsket - hvordan kommer jeg videre?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 13 år, som har et spørgsmål. For 3½ år siden startede jeg i min nye klasse. Jeg er en meget genert person, så det tog mig lang tid at komme ordentligt ind i klassen.

I starten gik det fint; men så begyndte jeg at lægge mærke til nogle ting. Der er den her dreng i min klasse, som jeg havde siddet og fanget i at kigge på mig i timerne.

Den gang i 4. klasse havde han vendt hovedet og smilede med røde kinder, når jeg fangede ham i at sidde og kigge på mig, når jeg grinede. Når vi skulle snakke face to face i grupper eller noget, rystede han lidt og kiggede ned i jorden, når vi snakkede sammen.

Da jeg jo så havde fået en fornemmelse af, at han kunne lide mig, smsede mig og en veninde fra klassen til ham. Jeg havde ikke hans nummer, så min veninde smsede ham og spurgte om han var vild med mig. Han svarede "ja", og jeg husker tydeligt den dag, for det var den lykkeligste dag i mit liv.

Da jeg så også blev vild med ham, og det havde stået på næsten 1 år, fik han en kæreste.

Jeg tror grunden til, at jeg aldrig sådan rigtig er brudt sammen i gråd, er fordi mine veninder altid har holdt mig oppe med "Han er ikke rigtig vild med hende", "De slår nok snart op."

Da de slog op, var der et halvt år, hvor han virkede temmelig ligeglad med mig. Men så i slutningen af 5. klasse, begyndte han at kigge på mig igen og kigge ned i jorden og få røde kinder, når vi snakkede sammen, spørge indtil mig, snakke sødt til mig. Når nogen havde gjort noget tarveligt mod mig, var han den første til at spørge, hvad der var sket.

Jeg blev så glad, og jeg begyndte at tro på, der var et håb igen om, at vi kunne lære hinanden bedre at kende og blive kærester, når det virkelig var tydeligt, at vi ikke kunne undvære hinanden.

Nu går jeg i 7. klasse, og for få måneder siden fandt jeg ud af, han var blevet vild med mig (IGEN, IGEN, IGEN...) og ja, vi snakker ikke sammen. Jeg har været hemmeligt forelsket i ham siden dengang med smsen, og han rødmer stadig, når jeg er i nærheden. Han strejfer min arm, når han går forbi mig, og altid i fysik sætter han sig bag mig, så han kan sidde og sparke stille til min stol for at komme i kontakt med mig.

Når han skal fremlægge noget, er han helt glad og fuld med selvtillid, som en populær dreng nu er; men når han så ser hen på mig, kigger han direkte ned i jorden og bliver helt rød i hovedet, og hans venner kigger mærkeligt på ham. Jeg tror, dem fra klassen er ved at finde ud af, han er lidt vild med mig, for de har flere gange taget et kig hen på ham og set ham sidde og smile, mens han kiggede på mig. Det er noget, mine veninder har fortalt mig.

Jeg vil gerne vide, om han har de samme følelser for mig, som jeg har for ham. Han har aldrig sagt det til nogen som helst, og mine veninder kan tydeligt også se, at jeg har ret i det, jeg tror. Mine bedsteveninder er bedsteven med ham, og den ene, hun vil arrangere en dag, hvor vi kan være sammen, så jeg kan komme videre.

A

SVAR:

Kære A

Tak for din mail. Det er dejligt at mærke, at du har gode venner i klassen og trives. Du stiller ikke rigtig noget spørgsmål, så jeg ved ikke, hvad du forventer jeg skal svare på.

Men du fortæller om din hemmelige forelskelse, som du nu snart gerne vil have en slags afklaring på og finde ud af, om du kan komme videre. Det, du gerne vil vide er, om han har de samme følelser for dig, som du har for ham, og det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Det er der kun én, der kan svare på, og det er ham.

Men jeg har lyst til at kommentere på et par ting.

En hemmelig kæreste - det sunde

En hemmelig kæreste kan være meget spændende. Du lærer noget om dig selv og din krop, de reaktioner, du får, og de drømme og længsler du har. At være tiltrukket af det andet køn bekræfter dig i din egen kønsidentitet. Du mærker dine kvindelige reaktioner, både fysisk og følelsesmæssigt, og når du er 13 år, så er det netop noget, der udvikler og modner sig i galop-tempo lige nu. Så det er sundt, at du mærker det og tænker over det.

Der er også noget sundt i at "gå lidt i det skjulte" med det, for man kan ikke reagere på alle sine forelskelser, som om det i virkeligheden skal udvikle sig til et kæresteforhold. Det er der desværre mange, der tror, de skal, og det bliver noget rigtig forvirrende og usundt noget, for pludselig er forelskelsen væk igen, så dropper de forholdet, og kort tid efter falder de for en anden.

En hemmelig kæreste - det usunde

Der, hvor det med en hemmelig forelskelse kan "vippe lidt" og blive usundt, det er hvis den hemmelige kæreste fylder så meget, at det hæmmer en, fordi al ens fokus er på det. Så kan man få bygget en drømmeboble op om noget, så man mister lyst og energi til det, der er ens virkelighed: venner, skole, aktiviteter, familie og andre interesser. Det lyder ikke til, at du er blevet suget helt ind i sådan en drømme-boble, for du har dine gode veninder, som du bruger tid sammen med. Men jeg tænker alligevel, at du skal være opmærksom på det. For en del af det at være forelsket, er at drømme. Du ser ham, du er forelsket i, som i en drøm. Og man kan faktisk gå i det skjulte og smøre så meget på den drøm, at det slet ikke hænger sammen med virkeligheden. Du kan faktisk "forme" ham lidt, som du vil have ham i din drøm – og det er ikke sikkert, det helt passer med virkeligheden.

Kæreste eller ven

Jeg tror, det vil være godt for dig at tænke over, hvad du i virkeligheden gerne vil. Vil du gerne være kæreste med ham nu? Hvad er vigtigt i det at have en kæreste? Du siger, at nogle af dine bedsteveninder er hans bedstevenner. Jeg tænker, at hvis du synes, han er en god, rar fyr, som du kunne forestille dig at være kæreste med, hvorfor så ikke tage et skridt til at blive ven med ham? Jeg tror, at grunden til, at du ikke får snakket så meget med ham, er at du går og snakker så meget om ham og drømmer om ham. Så kan det være svært at finde ud af, hvad du i virkeligheden skal sige til ham.

Jeg vil udfordre dig til at tage et skridt, der hedder: "Jeg vil gerne satse på et venskab med ham." Et godt venskab er et rigtig godt udgangspunkt for et kæresteforhold. Men et godt venskab tager tid at bygge op. Det synes jeg, du skal satse på først. 

Måske finder I så ud af, at I bare trives så godt med hinanden, at det udvikler sig til mere end venskab. Måske finder du ud af, at det er rarest bare at have ham som ven, så du ikke er alt for bundet af ham.

Læs lidt her om venskab og kærester:
Pigevenner og drengevenner
Gode venner
Kan han lide mig og hvordan tager jeg mig sammen?

De bedste ønsker for dig
Benna A. Hørlück

Annoncer