Kære Forvirrede.
Det er et rigtigt fint spørgsmål, du stiller, og jeg kan godt forstå, at det fylder meget for dig, når I nu SKAL være i en familie sammen.
Papsøskende
Du kalder ham din pap-bror – og jeg går ud fra, at det betyder, at I slet ikke har hverken fælles mor eller far. Det vil sige, I er slet ikke i familie i blodets forstand. I er kommet til at bo sammen enten hver dag eller i weekenderne. Bare fordi nogle voksne, som var en vigtig del af jeres liv, fandt sammen.
Det vil for mange børn og teenagere have konsekvenser på det følelsesmæssige plan, når man pludselig skal dele hjem med én, som man ikke har været ”født” i familie med. Nogle hader hinanden og er misundelige, og andre udvikler følelser for hinanden, der er spændende og pirrende – og fordi man er puttet i en familie sammen, så kommer der en lille løftet pegefinger fra samvittigheden omkring noget forbudt, men også vældig kompliceret fordi man – uanset hvad, der sker, SKAL kunne finde ud af at være i stue sammen bag efter. Det forbudte kan vi i jeres tilfælde hurtigt slå en streg over, for I er IKKE i familie med hinanden. Men det komplicerede ved at komme til at dele en lidt intim hemmelighed med én, som man ikke lige kan slippe for, det problem står I med.
Den nysgerrighed, som du og din papbror har udforsket, er ikke ualmindelig blandt børn og unge. Det begynder helt i børnehaven, hvor man får lyst til at lure på forskelligheden. Og oftest er der én af parterne, der siger fra, når grænsen er nået. I tilfældet her var det dig. Du synes, det blev for meget.
Tale sammen igen
Jeg tror godt, at I kan komme til at tale sammen igen. Men så længe at du eller I begge to sætter den pinlige episode først, så kan du/I slet ikke tænke på andet end, at der er en usynlig mur, der skal besejres først.
Hvis jeg forstår din forklaring rigtigt, så er det 2 år siden I lå og nussede et par gange. Dengang var han 14 år og smækfyldt med hormoner. Du var 12 og så op til ham, og fulgte efter ham i det nye uafprøvede, lige indtil det blev for voldsomt og nærgående for dig.
Nu er det dig, der er 14 år og smækfyldt med hormoner. Du fascineres let af fyre omkring dig. Og så skal vi huske på, at du har været så tæt på din papbror, at du kan blive jaloux, når han er sammen med/snakker og hygger sig med andre piger. Det er en følelse, som mange kender fra den første kæreste (eller bare én af de kærester) man har haft. Det gør noget ved én, når hans opmærksomhed rettes mod andre piger. Selvom man selv gjorde det forbi. Jeg tror, det er dét, du mærker, mere end en rigtig forelskelse.
Jeg tror ikke umiddelbart, at der er mere i det fra din side, end at I to var tætte engang, og det ønsker du rigtig meget skal vende tilbage.
Måske er det for svært for jer at tale om det, der skete dengang, fordi det var pinligt for dig, at I gik for langt, og det var pinligt for ham at blive afvist. Men kan I mon lige så stille begynde at tale almindeligt sammen om løst og fast. Tale om alt mulig andet end den episode for 2 år siden. I skal få det til at fungere, og jo mere I begge/du går med en masse tanker og forestillinger inde i hovedet, om hvad den anden tænker om ”det der dengang”, jo større bliver det.
Når først munden åbnes og samtalen om almindelige ting kommer i gang, tror jeg, at det akavede forsvinder – i hvert fald indtil du måske kommer til at sætte den gamle historie først i tankerne igen.
Det er ikke sikkert, du nogensinde kan glemme det, der skete. Det er en del af din spæde teenagetid, men det er også ok. I skal nok få det godt igen. Tro på det. I to skal opleve meget mere og meget andet sammen som familie.
Jeg ønsker det bedste for jer begge og for jeres sammenbragte familie.
Kærlig hilsen Anja