Forelskelse ikke gengældt – skal jeg glemme eller kæmpe?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en dreng på 13 år og har i godt et år været forelsket i en pige, som jeg synes er smuk og sød. Hun er et halvt år yngre end mig. Hun går på en anden skole. Jeg er bare så smaskforelsket, så det er helt utroligt.

Mig og den pige går til FDF sammen, så vi ser hinanden hver torsdag; men jeg har det også bare nogen gange sådan, at hun nærmest er lidt bange for mig, og det ville jeg nok også være i hendes sted.

Pigen, som jeg er forelsket i, ved det godt, for jeg sagde det i efteråret til hende; men hun har desværre ikke de samme følelser for mig, og det gør rigtig ondt; men efter den dag, havde vi næsten ikke nogen kontakt til hinanden, og min forelskelse var egentlig blevet begravet.

Men så til en overnatning ved FDF her i vinterferien, blev min forelskelse gravet op igen mere end nogensinde før. Jeg har snakket med mange af mine venner om det, og de har godt nok sagt, at jeg skal komme videre i livet. Men jeg har ikke rigtig lyst til at komme videre, jeg har faktisk mere lyst til at kæmpe videre.

Der har også været mange aftener, hvor jeg har grædt mig selv i søvn. Jeg vil meget gerne vide, om jeg skal prøve at "glemme hende" eller kæmpe videre.

Håber jeg får svar snarest, for har brug for lidt hjælp :)

Med venlig hilsen den forvirrede

Jordegernet :)

SVAR:

Kære forvirrede jordegern!

Du har skrevet 2 indlæg, som vi har samlet til et spørgsmål. Men først vil jeg lige summere op:

  • Du har været forelsket i en pige i ca. 1 år, for ½ år siden fortalte hun dig, at hun ikke gengælder dine følelser. Derefter har I kun minimal kontakt, indtil det blusser op for dig igen ved en lejr.
  • Du er smask forelsket, lider under det, må nogle gange græde dig i søvn
  • Dine venner opfordrer dig til at komme videre; men du vil hellere kæmpe for det
  • Pigen kan virke bange for dig - og det forstår du godt

Forelskelsen kan være svær at styre

Forelskelse er stærkt, vildt og gennemgribende. Derfor kan venner og andre snakke fornuft lige så længe de vil…. Følelserne sidder et helt andet sted. Det mærkes fysisk i hele kroppen, rislen, uro, problemer med at spise og sove. Men det er også en ny og dejlig oplevelse, som i sig selv kan være skøn, - så man kan blive forelsket i forelskelsen, - i den skønne følelse og oplevelse. Holde fast i følelsen, selv om dens genstand, pigen, slet ikke er med i det.

Læs også: Forelskelse en fantastisk følelse

Kærlighed kan kun gives - ikke tages

Der er noget ganske grundlæggende, vi som mennesker må acceptere: Vi kan ønske og håbe noget fra et andet menneske; men vi kan aldrig tvinge det. Slet ikke, når det gælder kærlighed og tillid. Ellers ville det jo være jungleloven der gjaldt - hvor enhver tager det, han vil. Skræmmende!

Respekter pigens følelser

Du kan ikke tvinge pigen til at blive forelsket i dig. Du har tydet hendes signaler til, at hun faktisk virker bange for dig - hvilket du forstår. Så er det på tide, at du slår bremserne i! Hvis du virkelig vil denne pige det godt og ikke kun tænker på dig selv, så respekterer du hendes signaler. Hvis du gerne vil kæmpe for at vinde hendes tillid, skal du opføre dig tillidsvækkende. Vise respekt for hende, være en gentleman, trække dig tilbage, når hun vil have ro, vente tålmodigt på, om hun vil få interesse for dig og acceptere fuldt ud, hvis hun ikke vil være kæreste med dig. Der er ikke andet at gøre, - ingen lette løsninger.

Læs også dette svar: Hvordan scorer jeg en kæreste?

Søg støtte hos dem, der holder af dig

Når du lider under denne tilstand, og når du må græde dig i søvn, tænker jeg, at du har brug for støtte og omsorg. Kunne du hente din mor eller far eller en ældre søskende/fætter/kusine, og dele din sorg med dem? Jeg vil tro, at de har oplevet lignende ting selv, for som 13 årig, når følelser og hormoner kører rundt i fuld fart, er det almindeligt at føle sig helt ude af balance. Da kan man have brug for andre mennesker at støtte sig til, nogen der lytter godt og holder af en og holder om en - midt i livets besværligheder.

Slip drømmen

Kære ven. Det gør ondt at slippe en drøm; men lige nu lyder det som om, du skal stille denne drøm i bero. Måske kan I to så engang senere, når I forhåbentlig har fået genoprettet tilliden, overveje nærmere venskab, som så må udvikle sig til, hvad der viser sig.

Du kan finde meget mere på adamogeva.dk - se bl.a.

Pigevenner og drengevenner

Med venlig hilsen

- Margit Nørgaard

Annoncer