Kære pige på 15 år
Tak for dit spørgsmål. Jeg hører det som et spørgsmål om, hvad loven siger: Siger loven, at det er ok eller ikke ok?
Samtidig hører jeg også nogle andre ting i dit spørgsmål. Det kan godt være, at jeg hører for meget, men jeg vil nu alligevel svare på begge dele.
Loven og følelserne
Loven siger, at det er ok at have samleje, når han er 18, og du er fyldt 15.
Til gengæld synes jeg, du skal tænke dig rigtig godt om, inden du gør det. Jeg synes, du er meget ung, og selvom den danske lovgivning siger, at det er ok, er det ikke det samme, som at det er en god ide at gøre det.
Lovgivningen siger ikke noget om de følelser, der er involveret. Den siger ikke noget om de sår, det kan sætte på sjælen at give sig selv til et andet menneske så tidligt i livet. Og den siger heller ikke noget om, hvordan man passer bedst på sig selv.
Værd at overveje
Lige nu, når lysten til sex (måske) er der, og du tænker, det giver rigtig god mening at gøre det, kan det være svært at sætte det hele lidt på pause og lige give dig selv lov og tid til at mærke lidt efter. Men det kan alligevel være det rigtige at gøre. Her er nogle ideer til spørgsmål, du kan stille dig selv. (Måske rammer jeg helt ved siden af din virkelighed, men så finder du bare selv nogle mere relevante spørgsmål at overveje.)
- Er det kun lyst til sex, der driver mig, eller føler jeg mig presset til det?
- Er jeg bange for, at han ikke gider være sammen med mig mere, hvis jeg ikke vil have sex?
- Ville det faktisk have været en hjælp for mig, hvis lovgivningen sagde, at jeg ikke måtte gøre det, så jeg kunne sige det til ham og dermed ikke behøvede at gå hele vejen?
- Er det et pres, at jeg som 15-årig pige er sammen med en fyr på 18 år?
- Hvis jeg skal blive ved med at være i et forhold til ham (og måske få anerkendelse fra mine veninder for det), bliver jeg så nødt til at gå i seng med ham?
Jeg håber, du vil prøve at stille dig selv disse spørgsmål, inden du går videre, og jeg håber, du vil have modet til at svare ærligt på dem. Det er en stor hjælp for dig selv, hvis du allerede nu finder dine egne grænser og holder fast i dem. Det får du gavn af resten af dit liv.
Værd at vente
Hvis det virkelig viser sig, at han ikke vil være sammen med dig, hvis du ikke er klar til sex, så er han under alle omstændigheder ikke den rigtige for dig, og så vil jeres forhold alligevel gå i stykker på et tidspunkt. Hvis han derimod er enig i, at I skal vente, til du er ældre og klar, så er han en god fyr, som faktisk holder af dig – og så er alt godt.
Måske kan du bruge de her artikler som input til dine overvejelser:
Sex og følelser
Et trin ad gangen er det mest sikre
Jo tættere jo bedre – med omtanke
Find flere artikler og svar til andre i vores tema Teenager og sex.
Kære pige, jeg ønsker dig alt det bedste. Pas rigtig godt på dig selv!
Kærlig hilsen
Eva