Kære Nulle.
Tak for dine spørgsmål. Det er dejligt at se, at du ønsker at passe på dig selv og søger hjælp til de ting, som er svært og som fylder i dine tanker.
Sex
Jeg vil starte med at svare på dit spørgsmål, om hvorvidt du, som en pige på snart 15 år, må have sex med og sove sammen med din kæreste. Indtil du fylder 15 år, gælder lovgivningen om den seksuelle lavalder, hvilken det lyder til, at du kender. Loven om den seksuelle lavalder er ikke lavet for at gøre livet træls for dem, der er under 15 år, men for at passe på dem. Simpelthen fordi at man hverken fysisk eller følelsesmæssigt er klar til at dyrke sex tidligere. Når man fylder 15 år, er der ikke længere en lov, der beskytter og træffer valget for en. Så står man selv med ansvaret for at vælge. Her kan man have brug for en masse råd og vejledning, da man som 15-årig stadig på mange måder er ung og uerfaren. Det er nemlig heller ikke sådan, at man kan slå op i kalenderen og sige, at den og den dag er jeg klar til sex, for da fylder jeg 15 år. Det er meget forskelligt, hvornår man er klar til at indlede et seksuelt forhold, og selvom du selv mener at være klar og har haft din seksuelle debut for et par år tilbage, så er der nogle ting, jeg gerne vil fortælle dig, om det at være ung og have forelsket sig og dyrke sex.
At være forelsket
At være forelsket kan for mange mennesker være en boblende og meget overvældende følelse. Man kan ikke få nok af den anden, og man er ikke et sekund i tvivl om, at man altid vil være sammen og have det godt. Det kan være vanskeligt at vurdere, om man er klar til at have sex eller ej, for hvordan kan man egentlig mærke det? Jeg ved ikke, om man en morgen kan vælte ud af sengen, gå hen til spejlet, kigge sig selv dybt i øjnene og sige: ”Nu er jeg klar”. Sådan fungerer det nok ikke. Men når man er forelsket og/eller elsker en anden, så ønsker man at dele alt det bedste man er og har med den anden. Derfor også sex. Men at man har disse følelser, betyder ikke, at man er klar til at have sex. Og det handler heller ikke bare om at være klar. Det handler om, hvad sex er, og hvad der sker, når man har sex.
Kærester og sex
For mange mennesker hænger det at være kærester sammen med, at man går i seng sammen, og det er underligt, hvis man ikke gør. Her på siden mener vi dog, at du passer bedst på dig selv og din kæreste ved at vente med sex, til du har en alder, hvor du er parat til at forpligte dig på din kæreste og give løfte om, at I ønsker at holde sammen altid.
Hver gang man har sex med et andet menneske, giver man en lille del af sig selv til dette menneske. En del, som man ikke kan få tilbage igen. Hvis man ikke passer på, kan man på et tidspunkt opdage, at man har givet for meget af sig selv væk.
Læs evt. mere i disse artikler:
Brug i stedet en masse god tid på hinanden, lav ting sammen og lær hinanden at kende på godt og ondt. På den måde udvikles jeres forhold, uden at I har sex sammen. Jeg mener ikke, at det er for sent at stoppe op, kigge på dig selv og de ting, du foretager dig og finde ud af, om du har lyst til at fortsætte ad den vej, eller om det er bedre at stoppe op, og sætte nye grænser for dit liv. Det kan være svært, men det er muligt. Derfor når du spørger, om I må sove sammen, kan jeg sige, at der ikke er noget forkert i at sove sammen som kærester, men det kan være vanskeligere ikke at overskride sine seksuelle grænser, hvis man sover sammen.
Hvorfor vil mine forældre ikke tale om sex?
Mange mennesker, også forældre, er blufærdige, det vil sige tilbageholdende og generte, over at tale om sex. Måske særligt med deres børn. De ved ikke, hvordan de skal kunne tale om det, uden at det bliver akavet, og hvad skal de sige? Sex er jo en personlig ting. For nogle forældre kan det være vanskeligt at håndtere og acceptere, at deres børn bliver store og ”voksne” og begynder at interessere sig for, og får tanker omkring det seksuelle. De er ikke klar til at give slip på deres ”små børn”. Måske er de også nervøse for, hvad der vil ske, hvis de åbner emnet, og det kan være, at de er nervøse for at tænke på de ting, der kan ske med dig, hvis du har sex.
Måske ved du, at mange børn har svært ved at tænke på, at deres forældre har et sexliv, og det kan også gælde den anden vej. Forældrene kan blive forlegne, og føle, at de træder over en grænse; både deres egen og deres børns. Men alle forældre skal på et tidspunkt forholde sig til, at deres børn bliver voksne, og hvis de kan acceptere dette, vil det gøre det hele lettere.
Men uanset hvorfor dine forældre ikke kan eller vil tale med dig om det, er det ikke godt. Børn lærer af deres forældre, både af det de siger, og det de gør, og børn har brug for råd og vejledning for at kunne klare sig i verden på en god måde. Derfor er det godt for børn at tale med deres forældre om sex, og på den måde blive vejledt.
Hvordan får du hul på bylden?
Jeg tror, at det er vigtigt, at du lader dine forældre forstå, at det er vigtigt for dig at tale om det, at du faktisk gerne vil/har brug for at høre, deres råd og vejledning, og at dine tanker og ”gøren” ikke forsvinder ved, at de undlader at tale om det. Det kan du eksempelvis gøre ved at vise dem det brev, du har skrevet til os, og eventuelt også mit svar. Du kan også skrive et helt andet brev til dem, hvor du fortæller dem, hvad du har brug for og hvorfor. Den forskel det vil kunne gøre at skrive til dem frem for at sige det direkte er, at dine forældre får lidt reaktionstid. De får mulighed for faktisk at ”høre”/læse, hvad der er, du siger, inden de allerede har lukket af, når du bringer emnet på banen. Det kan også give dem mulighed for af flere omgange, stille og roligt at sætte sig ned og tænke over, hvad de skal sige og forholde sig til det, du skriver. Måske kan de bedre selv skrive et brev tilbage, og på den måde få gang i kommunikationen, eller brevet kan være startskuddet til en samtale omkring sex. Det kan måske virke som om, at dine forældre ikke synes, at det er aktuelt, og det kan jeg ikke vide, men det lyder som om, at de har svært ved at acceptere, at du er nået dertil i dit liv, hvor du tænker på at have/har sex. Dine forældres reaktion omkring, at du ikke måtte være alene sammen om aftenen med din tidligere kæreste, vidner også om, at de er bekymrede for dig, og har meninger og holdninger til sex, som de vil kunne dele med dig.
Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af, at du går til lægen bag om ryggen på dine forældre. Det viser, at du ikke har tillid til, at de vil dig det bedste, og det kan medføre, at I får endnu sværere ved at tale sammen. Det bedste vil være, hvis I kan tale sammen og finde ud af, hvad der er det bedste for dig. Måske vil din mor gå med dig til lægen, så I får de samme informationer, og på den måde kan hun hjælpe dig med at passe på dig selv.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at du vil passe på dig selv!
Kærlig hilsen
Dorthe Mørch Mikkelsen