Kære Babe!
Mange tak for dine spørgsmål. Det er rigtig dejligt og godt, at du henvender dig med de ting, du går og overvejer. Det er godt og sundt, at du overvejer, hvad der vil være godt for dig, i stedet for bare at give dig i kast med det. Også selvom du måske kan føle dig udenfor eller anderledes fordi, du har en anden opfattelse end dine klassekammerater. Det betyder dog hverken at du eller din opfattelse er forkert.
Der er flere forskellige aspekter i dine spørgsmål. Jeg vil starte med at sige, at jeg godt kan forstå dit ønske om at ville være god i sengen. Du er bange for at være elendig og at den, du har sex med, vil synes, at du er dårlig og ikke være tilfreds med dig. Sådan er det i rigtig mange forhold her i livet. Vi er bange for ikke at være gode nok, ikke at slå til, og at andre skal synes, at vi er dårlige – ja alt i alt kan man kalde det præstationsangst. Og sex er ingen undtagelse. I forlængelse af dette er der nogle ting, jeg gerne vil fortælle dig og opfordre dig til at overveje i forbindelse med dine overvejelser om at dyrke sex med din ven.
Hvad er sex?
Når man vælger at have sex med et andet menneske, vælger man at give en del af sig selv til dette menneske. Man viser og deler de mest private dele af sig selv, både fordi man rent fysisk er nøgen overfor den anden, men også fordi man følelsesmæssigt er ”nøgen” overfor den anden. Med dette mener jeg, at når man har sex, åbner man både sit sind, sine tanker og sine følelser for den anden. Sex er altså andet og mere end bare fysisk at tage tøjet af, have samleje og så tage tøjet på igen. Derfor hænger kærlighed og sex sammen. Alligevel er der mange, der vælger at have sex, uden at de elsker eller stoler på den, de dyrker sex med, hvilket ikke er godt.
Præstationssex
Hvis man har sex med én, som man ikke stoler på eller ikke er helt tryg ved, bliver det ikke en dejlig oplevelse, fordi man lettere bliver nervøs for, om man nu er god nok, og om man kan leve op til den andens forventninger. Man kan også blive bange for, om den anden vil dele de intime oplever, man har haft sammen, med andre, eller om han vil gøre grin med en over for andre. Det er her denne præstationsangst, du taler om, kommer ind. Hvis du har sex med én, som du stoler på og er helt tryg ved, vil han hjælpe dig til at slappe af, og du vil stole på, at han ikke vil gøre grin med dig. Sex mellem to mennesker, der elsker hinanden er dejlig, netop fordi de elsker hinanden, ikke fordi de er gode til det. Derfor er sex bedst i et fast og forpligtet parforhold, fordi man her ikke behøver være bange for at blive forladt og valgt fra, fordi man ikke kan præstere lige godt hver gang.
Du kan evt. kigge lidt mere på denne artikel og svar:
Er sex ok når jeg er 14? - hvordan håndtere mine forældre?
Det kan blive svært efter sex
Når man har sex, ændrer det ens forhold. Hvis man elsker hinanden, kommer man tættere på hinanden, fordi man deler det mest private, man har, med den anden. Hvis man i stedet har uforpligtende sex, det vil sige sex, hvor man ikke er i et forhold og hvor man kun bliver tilfredsstillet seksuelt og ikke følelsesmæssigt, kan ens venskab let blive akavet, fordi sex hører til i et forhold og de private ting, man har delt med hinanden er svære at tackle udenfor et forhold. Der kan også ske det, at den ene af jer får følelser for den anden og/eller ønsker, at jeres forhold skal fortsætte, og så vil man blive meget ked af det og såret, hvis den anden ikke ønsker det samme. Så kan man også let komme til at føle, at det er fordi, at man ikke var god nok i sengen eller man kan føle, at den anden svigter en. Derfor er sex ikke bare dejligt, men kan også ødelægge rigtig meget for os mennesker. Hver gang man har sex, mister man lidt af sig selv, fordi man giver en del af sig selv til den anden, som man ikke kan få tilbage. Det gælder også, selvom man bare har sex for at prøve det.
Den seksuelle lavalder – du er stadig et barn
Jeg ved ikke, om du har hørt om den seksuelle lavalder, men jeg vil gerne fortælle dig lidt om den. I straffeloven står der, at den seksuelle lavalder er 15 år. Det betyder, at det er forbudt at have samleje med, altså gå i seng med en person, der er under 15 år. Loven er ikke lavet for at irritere dem, der er under 15 år, men for at passe på dem. Når man er 14 år, er man stadig et barn, og loven er lavet for at beskytte børn mod at blive presset til at gøre ting eller tage beslutninger, som de ikke er klar til. Også fordi børn hverken fysisk eller følelsesmæssigt er klar til at have sex.
Børn er stadig i gang med at udvikle sig og lære sig selv og sine grænser at kende. Derfor er de ikke klar til at give noget af sig selv væk til en anden, sådan som man gør, når man har sex.
Når man har sex, vil der også altid være en mulighed for, at man bliver gravid og altså muligheden for, at blive enten mor eller far. Dette ansvar er børn heller ikke klar til. Dette er endnu en grund til at vente med at have sex.
Jeg håber, at dette svar vil hjælpe dig til at træffe den rigtige beslutning, så du passer på dig selv til gavn for dig selv, dit selvværd og dit fremtidige sexliv.
Kærlig hilsen
Dorthe Mørch Mikkelsen