Kristen kæreste - er det et problem?

Vis spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 16 år, og min kæreste er kristen og går meget op i sin religion. Det har jeg det helt fint med, for jeg er selv kristen i sagens forstand både døbt og konfirmeret, men jeg går ikke i kirke hver søndag og ber heller ikke hver dag.

Jeg accepterer fuldt ud, at det er sådan, han gør, men jeg stiller mig selv ofte spørgsmål, om hvor langt han vil gå. Vil han først have sex, efter han er gift, hvordan har hans forældre det, med at hans kæreste ikke er kristen.

Håber I kan hjælpe mig lidt på vej.

Anonym pige, 16 år

SVAR:

Kære Anonym

Tak for dit spørgsmål.
Allerførst synes jeg, det er godt og fint, at du gør dig de overvejelser, som du gør, i forhold til det at være i et kæresteforhold med en, som er anderledes end dig i forhold til tro.

Forskellighed ift. tro kan give udfordringer

Jeg synes, det er godt at overveje tingene allerede nu, fordi det ikke altid er uden problemer at være i sådan et forhold. I udgangspunktet kan man respektere hinanden, og man kan synes, at de forskellige synspunkter er spændende og interessante, men på sigt kan forskellene føre til diskussioner og uenighed. Vi er selvfølgelig aldrig fuldstændig ens i et forhold, og det ville også meget hurtigt blive meget kedeligt, hvis vi var det, men derfor er det alligevel vigtigt at finde ud af, om de forskelle, der er, er så afgørende, at de kan gå hen at blive til problemer på længere sigt. Og det gælder uanset, om det er forskellig tro eller forskellig kulturel baggrund eller forskellig livsværdier, der er i spil.

Vigtigt at kunne tale om forskellighederne

Jeg synes, at det er din kæreste, du skal stille de gode spørgsmål til. I sidste ende er det jo kun ham, der kan fortælle dig, hvordan han ser på sex før ægteskabet, hvordan han har det med, at du ikke er så aktiv i din tro, som han er, og hvordan hans forældre ser på det, at han har en kæreste, der ikke er kristen. Når I i udgangspunktet ser forskelligt på sådanne ting, er det utrolig vigtigt, at I øver jer i at kunne tale om forskellene og at kunne vise respekt for hinanden i det. I må dele med hinanden, hvor I står, og hvad I tænker.

Så derfor: Spørg ham om alle de ting, du går og overvejer. Tal med ham om dine bekymringer, og hvad du er bange for. Det er for mig at se det allerbedste, du kan gøre. Og hvis I sammen er i tvivl om, hvordan I skal forholde jer til det hele, så vend endelig tilbage med jeres tanker og spørgsmål. Så går vi videre derfra.

Måske kunne du og din kæreste have glæde af sammen at læse nogle af artiklerne under temaet: At finde den rigtige.

Jeg kan anbefale dette svar: Kristen - ikke kristen parforhold - kan det fungere resten af livet?

Kærlig hilsen
Eva

Annoncer